Berit Bentzen, der ejer Berit’z Café i Sorø, er ikke nem at lukke munden på, men da en stamgæst spurgte hende, hvorfor hun dog ikke holdt juleaften på caféen for de gæster, der havde lyst til at holde jul på en anden måde, blev hun stille.
Det var ordet ”jul”, hun reagerede på. Berit har med vilje aldrig tænkt mere end højst nødvendigt på julen i alle sine voksne år, og når det blev jul, ville hun bare overstå den hurtigst muligt. For Berit kunne ikke lide jul.
– Da jeg var lille, elskede jeg faktisk julen og al dens væsen. Det bedste i verden var, når min far og mor læssede bilen med julegaver lillejuleaften, og min lillebror og jeg blev sat ind på bagsædet. Så kørte hele familien ind til min mormor i København, hvor vi holdt jul hvert år. Det var en traditionel jul med juletræ, flæskesteg og risalamande. Det var hyggeligt, og jeg elskede traditionerne, at vi gjorde det samme hvert eneste år, og at vi var sammen, siger Berit.
Det stoppede, da Berits mor valgte at blive Jehovas Vidne. Fra den dag ændrede alt sig i Berits og hendes lillebrors liv.
– Vi holdt jul sidste gang, da jeg var 10 år. Derefter var det slut med at fejre jul og holde fødselsdage. Vi havde været en almindelig familie med hus og have i Sorø, traditioner og fødselsdagsfester med klassekammeraterne til røde pølser og is. Nu var det hele slut, og jeg blev ”hende den mærkelige”, der ikke længere måtte deltage i religionstimerne i skolen eller komme med til de andres fødselsdage. Det værste var, at det også blev slutningen på mine forældres ægteskab. Min far var bestemt ikke enig med min mor, når det gjaldt hendes nye religion, og det splittede familien. Hun var et søgende menneske, der ville finde en mening med livet, men hun blev ikke et lykkeligt menneske og begyndte at drikke. Det endte med, at vi hver især gik vores egne veje, og julen blev noget, jeg bare undgik, husker hun.
Berit lærte at klare sig selv i en tidlig alder. Hun var hestepige og opholdt sig mange timer ude i stalden. Hun fik tidligt småjobs i byens ishus og klarede mere eller mindre sig selv.
Som ung pige blev hun tjener og bartender. Hun arbejdede året rundt, også gerne i julen, for den var jo bare noget, der skulle overstås. Da hun blev mor, pakkede hun modviljen mod julen væk og holdt jul for sin datter, men det var aldrig med glæde.
– De to juledage kunne jeg godt overkomme for hendes skyld. Men det sagde mig ikke noget. Min julestemning var væk, for jeg huskede kun alle de skænderier, vi havde haft om julen, og hvor rasende min far var over, at vi alle var påtvunget en trosretning, vi ikke selv havde valgt. Julen, der havde betydet fred, ro og hygge, den var væk, og jeg kunne ikke selv overkomme at skabe den igen.
Nu er Berit blevet 55 år. Hun er uddannet hypnotisør og terapeut, og for 10 år siden købte hun caféen i Sorø og lavede den om til et spise- og spillested.
– Min datter er flyttet hjemmefra og har gjort mig til bedstemor. Vi har holdt jul sammen i mange år, men for to år siden skulle min kæreste og jeg bare være os to juleaften, og så tænkte jeg over min stamkundes forslag om at holde jul for kunderne. Jeg vidste også godt, at der var brug for et sted i Sorø, hvor man kan gå hen, hvis man er enlig eller bare vil holde jul på en anden måde.
– Jeg besluttede at give det en chance i julen 2022. Jeg pyntede op, lavede madplaner, og i takt med at julelysene blev sat op, blev jeg alligevel lidt glad. Da det så endelig blev juleaften, var det faktisk en rigtig dejlig oplevelse. Det var en anden slags jul, end jeg huskede den fra min barndom, men det blev til en juleaften, som jeg også godt kunne lide. Sidste år holdt jeg igen juleaften for 40 mennesker i caféen, og det blev en kæmpe succes.
Derfor holder Berit juleaften igen i år. Lige før jul pynter hun op med både gran og nisser, slæber julemandsfigurer ind og sætter lys op i lange baner.
– Jeg holder mest af julelysene nu, hvor jeg er voksen. Jeg har frygtet for de der juleaftener, men de seneste år har det været nogle fantastisk hyggelige aftener, hvor vi har hygget os sammen.
Berits juleaften begynder klokken 18. Menuen står på and og flæskesteg med det hele, risalamande og mandelgave. Man skal selv medbringe en raflegave, og stemningen skal man selv bidrage til, for den er nemlig det allervigtigste.
– Kravene til gæsterne er, at de skal tale ordentligt til hinanden og opføre sig pænt. Vi skal synge sammen, rafle om julegaver og være indstillet på, at alle skal have en god oplevelse. Sidste år var vi både unge og gamle, enlige og ægtepar. Alle har hver deres grunde til at holde jul på caféen, i fællesskab kan vi gøre den aften til en rigtig god oplevelse for os alle, siger Berit.
Vil du holde jul hos Berit på caféen i Sorø, skal du tilmelde dig på tlf. 81 73 74 16, gerne på sms. Juleaften begynder klokken 18, og menuen står på and og flæskesteg, risalamande og mandelgave. Det koster 325 kroner at deltage.