Jette forlod Jehovas Vidner

I 1969 var Jette Seidenschnur 14 år og tænkte tit på, om hun kunne nå at få en kæreste, inden Jorden ville gå under i 1975. Jette tilhørte trossamfundet Jehovas Vidner, og fra hun var ganske lille, var hun blevet fortalt, at Harmagedon, det vil sige Verdens Ende, ville ramme Jorden i 1975, og kun de rettroende ville overleve. Kun de mennesker, som levede efter Jehovas regler ville overleve og leve i et paradis her på Jorden. Resten af menneskeheden skulle dø.

I dag er Jette 68 år. Hun er fotograf og har sin egen forretning i Grindsted. Hun er mor, mormor, kæreste og meget andet. Hun voksede op i Jehovas Vidner, men i 1991, da hun var 35 år, valgte hun at blive skilt fra sin ægtemand, fordi hun ikke længere kunne leve sit liv som Jehovas Vidne.

Jettes valg kostede hende dyrt. Hun blev udstødt af menigheden. og måtte ikke længere have kontakt med sine tre søstre og deres familier.

– Vores forældre var Jehovas Vidner, og min lillesøster og jeg skulle altid gå med vores far, når han skulle ud at forkynde. Da jeg var lille, var min far den person, jeg så mest op til, men når de fremmede mennesker åbnede døren og så os stå der, skældte de ham ofte ud og nægtede at høre på ham. Det var så ydmygende og forfærdeligt for et lille barn at se på. Jeg forstod det ikke, men far fortalte os, at vi var dem, der ville overleve. Dem, der gjorde det rigtige. I skolen var jeg den søde pige. Jeg vidste godt, jeg var anderledes, og jeg tænkte, at hvis jeg bare var sød nok, ville de måske kunne lide mig, siger Jette.

Dommedag aflyst

Jette og hendes søstre deltog ikke i fødselsdagsfester, de holdt ikke jul og var fritaget for religionsundervisning i skolen. De dyrkede heller ikke sport, for i Jehovas Vidner må det aldrig handle om at vinde. Alle skal være lige. Det er kun Gud, der er størst. Til gengæld brugte de tiden på tre ugentlige møder i Rigssalen, hvor de studerede Bibelen. Der var en lang række andre arrangementer og forkyndelser, som hele familien deltog i, og det var et tæt fællesskab uden plads til, at andre kunne komme ind i børnenes verden og udsætte dem for uønskede idéer og tanker.

Allerede som barn var Jette alligevel anderledes. Hun ville gerne være lærer, og hun ville gerne fortsætte i realskolen. Det var der ingen grund til, mente hendes forældre og menigheden, men heldigvis fik lærerne overtalt dem til, at Jette kunne få lov at tage 1. real, inden hun måtte forlade skolen i 1971. Nu var der kun fire år til dommedagen.

Men Jorden gik ikke under i 1975. Året 1975 fortsatte som alle før det, men på det tidspunkt havde Søster Jette, som hun blev kaldt, mistet troen.

Det, der kom til at ændre hele hendes liv, var, at hun fik et job i byens fotoforretning.

– Jeg var eftermiddagspige i forretningen hos det ældre ægtepar, der ejede den. Først tog jeg imod bestillinger, senere fik jeg lov at lave pasfotos og portrætter. Det blev min port ind til den almindelige verden. Jeg så på de film, jeg fremkaldte for kunderne, at de holdt jul, fester og bryllupper, og jeg vidste, at de ikke var dårlige mennesker, selv om de ikke tilhørte Jehovas Vidner. Mange af kunderne blev også mine venner, og jeg ville også have frihed til at leve mit eget liv. Jeg vidste bare ikke hvordan, siger Jette.

De næste mange år var Jette to personer. ”Søster Jette”, der gjorde de ting, hun skulle, men hun var også Jette, der gjorde ”forbudte’’ ting. Hun overtog fotoforretningen, da hun var 24 år, men selv om hun nu var sin egen herre, blev det påtalt, hvis hun satte lyskæder op ved juletid eller udstillede billeder af glade konfirmander. Hun gjorde det alligevel. Hendes forældre var blevet skilt og hendes far udstødt. I seks år talte hun ikke med ham, indtil hun begyndte at opsøge ham i smug. Jette var efterhånden blevet en mester i at leve to liv, men hun var endnu ikke parat til at stå på egne ben.

Hun blev i 1984 gift med en mand, der også tilhørte Jehovas Vidner, og to år senere fødte hun deres første barn.

– Da jeg lå med min søn, Rene, i armene, vidste jeg, at jeg ikke ville give ham sådan en barndom, som jeg selv havde haft, men jeg var ikke klar til at forlade menigheden. Jeg kunne ikke længere holde ud at være en del af Jehovas Vidner, men sådan havde min mand det ikke. Han var en god mand og en god far, og derfor forsøgte jeg også længe at blive i ægteskabet. Vi fik endnu et barn, Nikita, et par år efter, men i 1991, da Rene skulle begynde i skole, flyttede jeg hjemmefra med børnene, siger Jette.

Et nyt liv

At ville skilles er ikke uden konsekvenser, og hos Jehovas Vidner betyder det, at man bliver udstødt. Jette blev kaldt til samtale med ”de ældste’’ (Jehovas Vidner har ikke præster, men i stedet en gruppe af de dygtigste Vidner, som bliver kaldt de ældste, red.). De bad hende opfylde fire krav:

– Jeg skulle vende tilbage til min mand, tage imod hjælp og ikke tale med min far, og selvfølgelig måtte jeg ikke længere omgås mine verdslige venner. Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg blive udstødt. Jeg fik 14 dages betænkningstid. Mine tre søstre græd og tryglede mig om at vende tilbage. Jeg græd også, men jeg kunne ikke gå tilbage. Da de 14 dage var gået, sagde jeg farvel til mine søstre. Min mor og far talte jeg med, men de andre fra menigheden, som jeg havde kendt og været sammen med i hele mit liv, ænsede mig ikke mere. Nu var jeg i ingenmandsland. Jeg var ikke længere nogen i deres øjne, for jeg var udstødt.

Jette begyndte en ny tidsregning. Året 1991, hvor hun blev udstødt, kaldte hun år 0. Det første år holdt hun ikke fødselsdag, år 2 holdt hun fødselsdag for sine børn, og år 3 holdt hun fødselsdag for sig selv. Hun og børnene blev boende i Grindsted og fyldte deres liv med nye ”verdslige” venner, og børnene deltog i skolearrangementer, sport og fester, når de var hos Jette. Heldigvis var Jettes eksmand en god mand.

– Min eksmand og jeg havde fælles forældremyndighed, og netop fordi han var sådan en god far, lykkedes det os at give børnene det bedst mulige liv, fortæller hun og fortsætter:

– Jeg havde forladt min mand for at få min frihed, og den frihed ville jeg give videre til vores børn. Men det betød jo også, at min mand havde ret til at give børnene det, han syntes var vigtigt. Vi aftalte derfor, at når børnene var hos ham, deltog de i møder og arrangementer i Jehovas Vidner, og når de var hos mig, levede vi på min måde. Vi ville vise dem begge verdener, men i mange år var jeg meget bange for, at de skulle vælge min mands.

Hendes søskende fik børn og familie. Jette kender ikke børnene, som i dag er voksne. Nogle har hun set på afstand, men hun har ikke talt med dem. Hun har savnet sine søstre så meget, at hun mere end en gang har overvejet at gå tilbage, for hvad var friheden værd, når hun ikke kunne se sin familie og sine gamle venner? Men hun gik aldrig tilbage, for størst af alt var ønsket om, at hendes børn skulle have et liv i frihed.

– Og det har de fået. De er begge voksne nu og har begge valgt ikke at være medlemmer af Jehovas Vidner. De har fået uddannelser, kærester og børn. De lever et liv, som de selv har valgt, og de er glade. Heldigvis.

Jette blev selv som dem, der ikke var frelste, og dem, der ikke tænker på dommedag. Hun er stadig fotograf, hun fik en kæreste, Jørgen, der var enkemand. De har nu været sammen i snart 30 år, og han har været med til at vise Jette, hvordan man også kan leve livet. Jette meldte sig til kurser i selvudvikling, og hun har brugt masser af tid og kræfter på at lære at leve uden Jehovas Vidner.

– Da jeg blev fri, lovede jeg mig selv, at jeg altid ville sige ja til alt. Jeg er fotograf, jeg har også været lokalpolitiker, og jeg fortæller meget gerne om mit liv, så andre kan lære af det. For mig var mine børn og min frihed det vigtigste, men jeg sørger stadig over, at jeg ikke kan være sammen med mine søstre. Jeg traf et valg, og jeg betaler for det valg hver eneste dag.