Charlotte sprang ud fra 8. sal

?Den 23. maj 2013 døde Charlotte Hemme. Hun kastede sig ud over altanen fra sin lejlighed på 8. sal i et lejlighedskompleks i Torremolinos på Solkys­ten. Det har taget hende næsten to år at acceptere, at det var det, hun gjorde. Indtil nu har hun fortalt alle mennesker, at hun kom til at knække et udvendigt tørrestativ, fik overbalance og faldt ud over kanten på altanen. I dag sidder hun i kørestol i en tidligere ringerbolig i omegnen af Vordingborg.
- Jeg ved ikke selv, hvorfor jeg gjorde det. Jeg husker intet fra de sidste dage inden ulykken, og da jeg vågnede en måned efter faldet, vidste jeg slet ikke, hvad der var sket. Lægerne mener, jeg har haft et sammenbrud på grund af stress, siger Charlotte.

En spændende mand

Tålmodighed har aldrig været Charlottes stærke side. Hun blev udlært beklædningsopratør som 17-årig, og kort efter startede hun sin første lille systue i sin fars navn, for hun var jo ikke gammel nok til at være selvstændig. Alligevel var hun så selvstændig, at hun i en alder af 25 år havde fire systuer og tøjforretninger foruden mand og barn. Men pludselig kom der en anden mand i vejen.

- Det var Frank. Han var i et forhold, jeg var i et forhold, det skulle ikke være os, men det blev det. Frank blev min store kærlighed på godt og på ondt. Jeg ville have en mand, der var spændende, og det fik jeg.

De havde hver især et barn og fik en fælles søn. Frank var 40, Charlotte var 37, da de tog på en charterferie til Spanien i 2004, og den uge ændredes deres liv. Hjemme igen bestemte de sig for, at de nu ville bo i Spanien. Alt blev solgt, kapitalen blev gjort op, børn, hunde og andet løsøre sat på flyveren, og så stod de i lufthavnen i Málaga, parate til et nyt liv. De havde planlagt at købe en dansk restaurant i Málaga. Så nemt gik det imidlertid ikke.

Restauranten, de havde set på, var alligevel ikke til salg, så de endte med at forpagte en anden i byen Fuengirola. Børnene kom i spansk skole, alle deres penge - en kvart million - blev sat i den nye restaurant, og så begyndte Charlotte og Frank at arbejde.

De glædede sig. De havde gjort det godt, syntes de. Lige indtil den rigtige ejer kom på besøg året efter: Han ville sælge restauranten nu, men de kunne få lov til at drive stedet, indtil det blev solgt.

- Vi holdt familieråd og spurgte drengene, om vi skulle give op og rejse hjem til Danmark, men det ville de ikke. De ville blive, de talte flydende spansk og engelsk, og Spanien var deres hjem nu. Jeg talte også spansk, så jeg fik et job i et callcenter, indtil jeg startede mit eget center to år efter.

Efter nogen tid hørte vi om en lille bar, der var til salg i Torre­molinos. Den købte vi, og jeg lukkede mit callcenter. Nu skulle vi leve af baren, siger Charlotte. Det var her, det begyndte at gå galt. Frank drak efterhånden mere og mere, og alkoholen gjorde ham til en vred mand. Ægteskabet begyndte at gå dårligt.

Læs også om en anden kvinde med udlængsel

Når Frank var ædru, var han den mand, jeg elskede. Når han drak, blev han voldelig og farlig. Til sidst ville jeg skilles. Desværre var det ikke en fredelig skilsmisse - det endte med en retssag og anklager om vold. Alligevel kunne Frank og Charlotte ikke undvære hinanden. Han lovede bod og bedring, hun tog ham tilbage, og sådan gik det frem og tilbage de næste år, men de beholdt hver sin lejlighed. Charlotte var 43 år gammel, da hun stod alene med to nu voksne børn, en bar og en rasende eksmand.

Charlotte solgte sin bar og besluttede sig for at gøre en indsats for Den Danske Klub i Torremolinos. Klubben gik ikke godt. Der var problemer med bevillingen og med papirer og myndigheder i det hele taget. Charlotte satte sig for at bringe klubben på banen igen og gøre den til sin nye levevej. Efter lang tids forhandlinger med myndigheder lykkedes det faktisk. Baren kunne åbne igen den 24. maj 2013 med Charlotte bag disken.

Uykken

- Det skulle så absolut fejres, så jeg inviterede nogle venner på middag. Vi havde en hyggelig aften. Jeg husker ikke selv noget, men mine gæster fortalte mig om det bagefter. De forstod heller ikke, hvorfor jeg sprang ud over altanen. De syntes, jeg havde været så glad hele aftenen, siger Charlotte.

Natten til den 24. maj endte Charlottes liv altså på fortovet foran hendes ejendom. Da ambulancen nåede frem, var hun teknisk set død. Hun blev indlagt. Seks gange blev hun genoplivet på Universitetshospitalet i Málaga, inden Charlottes krop bestemte sig for at overleve. Hun havde brækket ryggen flere steder, lungerne var klappet sammen, bækkenet knust, ligesom den ene fod. Hun havde en blodansamling i hjernen. Det eneste gode var, at Charlotte intet mærkede. Hun var i koma, og det var hun den næste måned.

Charlottes kamp

Hendes mor kom til Spanien, og hendes drenge, Frank og vennerne var der, men alle fik at vide, at de ikke skulle regne med, at Charlotte vågnede igen. En måned efter slog hun alligevel øjnene op og anede ikke, hvad der var sket. Det eneste, Charlotte kunne, var at blive liggende på ryggen i sin hospitalsseng. Hun kunne ganske enkelt ikke bevæge sig, men hun kunne tænke. Hun tænkte kun på én ting: Hun ville ud og væk fra hospitalet. Der var jo klubben, der skulle passes. Hvis hun bare trænede hårdt nok, skulle hun nok blive sig selv igen, tænkte hun. Derfor tiggede hun om at komme hjem, og det lykkedes hende efter tre måneder, selv om hun ikke kunne klare sig selv. To veninder passede og plejede hende, og i august var hun kommet så langt, at hun hver dag blev kørt til genoptræning på hospitalet i en ambulance. I september fik hun en kørestol, efter at hoften var sat sammen med cement, skruer og søm. Hun kæmpede med sin modvillige krop, men hun måtte også kæmpe med sin økonomi.

- Jeg havde alle de forsikringer og aftaler, jeg skulle have i Spanien, og det var den forsikring, der betalte mit ophold på hospitalet. Mine egne penge svandt hurtigt, for jeg havde jo stadig min husleje og andre faste udgifter, men ingen indtægt. Jeg kontaktede Pensionsstyrelsen hjemme i Danmark. Jeg er dansk statsborger, og jeg ville høre, hvilken hjælp jeg kunne få. De ville have, jeg skulle komme hjem til udredning. Derfor rejste jeg hjem i januar 2014. Det skulle vare en måneds tid, så ville jeg være tilbage i Spanien, regnede jeg med, siger Charlotte.

Nu har hun boet i Danmark i over et år. Hun er stadig ikke færdig med at blive udredt. Charlotte er blevet opereret flere gange, og først når hun er færdig med operationerne, kan man sige, om hun kan få pension eller ej. Hun venter, og hun venter. Hun træner så meget, hun kan, men genoptræningen i Danmark er kun på to timer om ugen. Så træner hun bare selv. Charlotte vil op på sine ben, hun vil bestille noget, hun er 47 og vil have noget ud af resten af livet.

Charlotte synes, hun har haft et godt liv. Hun tror på, at der er mange gode ting til hende i resten af livet, og for første gang, siden hun er blevet voksen, har hun lært begrebet "tålmodighed". "Det tager to minutter at falde ned fra 8. sal. Det tager 10 år at komme op igen," sagde lægen til mig.

- Det vigtigste er, at jeg kommer op igen, siger Charlotte. Og hun er på vej.

Læs også om Irene der var alvorligt syg?

Populære artikler på familiejournal.dk