Dennis er skraldemand: Det der renovationsarbejder er sgu’ for fjollet

Et par gange om ugen hørte han dem ude fra gaden, og straks gik han mod vejen og iagttog dem. Fløjtende, imødekommende og med en smittende energi udførte makkerparret foran ham rutineret deres koreografi, inden de igen forsvandt videre ud i den friske luft og sommetider endda solskin.

– Det så sgu’ fedt ud. De var glade og sagde, at de havde verdens bedste job. Det tvivlede jeg ærlig talt lidt på. Men de grinte, havde fuld fart på, og deres makkerskab virkede så unikt.

Ordene kommer fra Dennis Drejer. Når han havde tid til at stå der og betragte de lokale skraldemænd, skyldtes det, at han på daværende tidspunkt, tilbage i 2009, netop var blevet fyret fra sit job som journalist på dagbladet BT.

Nu var han fritstillet, men med 11 måneders løn og dermed også god tid til at skue efter sit næste træk. Og han behøvede ikke kigge særlig langt. Faktisk var det eneste, han manglede, det store kørekort, og så kunne også han blive skraldemand.

"Akademikeren"

Siden er det blevet vanskeligere. Nu kræver jobbet som skraldemand, eller som det hedder i dag: vejgodstransportør med speciale i renovation, en tre og et halvt år lang uddannelse, og man ville ikke, som Dennis, kunne komme ind fra gaden blot med et stort kørekort.

Dengang var det omvendt langt fra en fordel med en uddannelse i bagagen. Dennis’ nye kolleger var hurtige til at kalde ham ”akademikeren”, og det var ikke ment som noget positivt.

– Jeg kan huske, nogle af de rigtig garvede sagde: Sådan en skrivebordsfyr som dig kan vel ikke finde ud af at slæbe skrald?

Det kunne han. Og jobbet levede hurtigt op til de høje forventninger, også selv om Dennis’ allerførste arbejdsdag bød på en strejke og snart endnu en.

– Det var selvfølgelig ikke det, jeg var kommet for, men samtidig gav det en følelse af fællesskab og samhørighed. I mediebranchen truede vi ofte med at strejke, men det blev aldrig til noget. Som skraldemænd har det altså en betydning, hvis vi ikke udfører vores arbejde. Det kunne noget.

Perfekt piruet

Han sammenligner sin arbejdsplads og den dertilhørende omklædningsrumssnak med et fodboldhold eller en soldaterdeling, som hver dag arbejder sig frem mod et fælles mål, men også selve makkerskabet udgør for Dennis en stor del af arbejdsglæden.

– Det er ligesom en ballet med en koordineret koreografi, næsten med piruetter, hvor vi hele tiden ved, hvad den anden gør hvornår.

Den samme magiske mening med jobbet havde Dennis’ omverden svært ved at få øje på.

– ”Altså hvad vil din kone ikke sige? Tror du stadig, hun vil have respekt for dig?” Det sagde folk til mig. Så måtte jeg jo hellere lige spørge hende, men hun sagde selvfølgelig, at hvis jeg var glad, var hun også.

Før talte vi sammen

For nylig udkom Dennis med bogen ”Skraldemand”, hvor han skildrer både sin egen fortælling, men også en hel branches, hvis form har udviklet sig meget, siden Dennis begyndte for godt og vel 16 år siden.

En ting er den omfattende affaldssortering, men for Dennis og kollegerne ændrer det ikke så meget: De skal stadig køre ud, låse porte op og tømme containere. Når branchen for dem er totalt forandret, skyldes det et omfattende bureaukrati.

– Hvis en skraldespand står forkert, skal vi i dag dokumentere det med billeder og tekst. I gamle dage talte vi bare sammen, enten med viceværten eller med en skrivebordskollega, når vi kom retur. I dag er der affaldskonsulenter, som behandler hver enkelt sag. Det tager lang tid og løser ofte ikke problemet.

Samtidig betyder digitaliseringen en øget overvågning af skraldemændenes færden, og det oplever de, ifølge Dennis, som mistillid. Det paradoksale er, forklarer han, at inden den omfattende registrering kom til, blev over 99 procent af alt skrald hentet til tiden og uden klager.

– Den succesrate tænker jeg ikke, ret mange brancher kan bryste sig af og hvorfor så ændre noget? Tingene blev også ordnet før i tiden, og dengang var der kortere vej mellem borger og skraldemand. Nu er der stakkevis af papirer, som skal udfyldes, registreres og behandles.

En livslang passion

Siden jobbet som journalist blev fortid, har Dennis skrevet en bog om året. Det er hans passion at skrive. Det er skrald ikke, erkender han.

– Det at være skraldemand og være en del af et hold, hvor jeg gør en forskel, giver mig arbejdsglæde, men det at skrive er noget andet. Det er jeg nødt til at gøre. Det var derfor, jeg blev journalist.

Dennis er fra et hjem, hvor der blev holdt avis, og allerede som dreng nød han det, ligesom han elskede at skrive stile og tidligt opdagede en passion for ord.

I 1998 blev han uddannet journalist, og frem til sin fyring rejste han verden rundt og dækkede alt fra ”Robinson Ekspeditionen” til OL. Alligevel trivedes han ikke. Faktisk var det med armene oppe over hovedet, da han efter 10 år blev fyret.

– Min arbejdsglæde var simpelthen væk. Kreativiteten blev begrænset af faste skabeloner, der var færre og færre ressourcer, konstante fyringsrunder og så alle de erfarne, som gik og talte om, hvordan alting var bedre i gamle dage.

De rigtige skraldemænd

Selv om han ikke savner journalistikken, kunne han ikke være skraldemand uden at skrive bøger sideløbende. Det gælder også, hvis han en dag kaster sig over endnu et fag, og det kunne godt komme på tale. Jobbet som skraldemand er fysisk hårdt, og kroppen er med årene begyndt at gøre indsigelser. For nu har han skiftet restaffald ud med udelukkende at køre med plast, som blot vejer en tiendedel.

– Der er nogle af de gamle, som driller mig med, at rigtige skraldemænd kører med restaffald, ikke det der plast, siger han med et grin og tilføjer: – Engang var alt jo restaffald, så det er ligesom kernen, og dem, der kører med det, er de rigtige skraldemænd, altså med et glimt i øjet.

Dennis er tydeligt stolt af sit fag, og det gælder også for dets oprindelige titel, skraldemand, som han og kollegerne bærer med stolthed.

– Det der med at blive kaldt renovationsarbejder, det er sgu’ for fjollet. Det er lidt noget Djøf, man får trukket ned over hovedet. Siden 1898 har det heddet skraldemænd, og hvad er der egentlig galt med det?

– Det er nok et forsøg på at tale faget op, men det er i så fald et misforstået hensyn, for vi synes jo, det er godt nok at være skraldemænd. Snart hedder vi sikkert ”key waste manager” eller noget andet engelsk, tilføjer Dennis med et grin.

Farligere og simplere

Selv om han har en hel del biografier på cv’et, er den her bog særlig for ham. Det er hans egen historie. Dog er Dennis bevidst om, at han samtidig skildrer en hel branche.

– Hvem er jeg til at repræsentere faget? Det er der nok nogen, der vil tænke. Men jeg er stolt af mit fag og glad for mine kolleger. Nogle af dem, hvis gamle røverhistorier er med i bogen, er her ikke mere, og deres anekdoter må ikke forsvinde med dem. Det er historierne om, hvordan det var engang. Noget var farligere, men meget var også simplere.