Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Albert Pedersen var vasket og barberet og blev kørt ind på operationsstuen, hvor 10 hvidklædte mennesker tog imod ham for at udskifte hans alt for store og slidte, sønderjyske hjerte med et nyt. I døråbningen blev hans kone, Pia, standset, mens hun så lidt nervøst efter sin mand.
− Vi havde fået at vide, at vi ikke måtte sige farvel, men skulle sige på gensyn, fortæller Pia, 63 år, som er tidligere sygehjælper og har været gift med Albert i 33 år. – Men vi sagde bare ”mojn”.
Albert havde længe haft det dårligt.
Læs også: Frederik havde en alvorlig sygdom - nu er han elitesportsmand
− Jeg opdagede for alvor, at jeg var syg i 1992, da jeg ikke længere kunne slå min køkkenchef i badminton, fortæller Albert, 67 år, som gennem en årrække har ejet både et motel, et hotel og en kro i det sønderjyske.
– Jeg kunne ikke få luft, og jo mere jeg trænede, jo mere træt blev jeg.
Lægen mente, Albert havde astma, og behandlede mod det.
− Det hjalp ikke en pind, og til sidst blev jeg undersøgt på hospitalet, hvor de fandt ud af, at mit hjerte var dobbelt så stort, som det skulle være. Jeg spurgte naturligvis, hvor længe jeg kunne leve med det, og lægen svarede blot, at det måtte jeg spørge om på næste etage. Vi var altså allerede på øverste sal på hospitalet…
Læs også: To mennesker har givet os den største gave: Deres hjerte
Pia er glad for, at Alberts gode humor har hjulpet ham godt gennem hele hans sygdomsforløb.
− Hos os er glasset altid halvt fyldt, selv om vi begge har haft en del at slås med. Jeg er vokset op på Sjælland med en hjertesyg far og en maniodepressiv mor, som begge arbejdede døgnet rundt, senest på Sengeløse Kro, som de ejede, så jeg tilbragte megen tid hos mine ferieforældre her i Jylland.
Albert udfordrede skæbnen, allerede da han var kun fem uger.
− Jeg fik dobbeltsidet lungebetændelse i januar 1952 og blev reddet af et nyt præparat, penicillin. Da jeg var 13 år, døde min mormor og onkel begge af dårligt hjerte, og det gav mig en dødsangst, som jeg har kæmpet med gennem mange år. Jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg også havde dårligt hjerte.
Albert blev senere undersøgt og erklæret hjerte-rask.
− Dog fandt de i første omgang ud af, at jeg havde en binyresygdom, hvilket viste sig at være forkert, og siden blev jeg erklæret epileptiker, indtil en professor opdagede, at det havde jeg heller aldrig været. På det tidspunkt havde jeg taget epilepsi-medicin i 17 år.
Om den påståede epilepsi har noget at gøre med Alberts hjerte, står hen i det uvisse. Dog har han selv en teori om, hvornår hans hjerte blev påvirket.
− For en del år siden blev jeg ramt temmelig voldsomt af et lyn og faldt omkuld med voldsom hjertebanken. Efter den hændelse kunne jeg med 100 procents sikkerhed og ryggen til fortælle, hver gang et lyn slog ned. Jeg kunne simpelthen mærke det i mit hjerte.
Læs også: Stefan har fået både mors og fars nyre
Alberts tilstand blev så dårlig i 1994, at han var en af de heldige, der efter udredning på Rigshospitalet omgående kom på venteliste til et nyt hjerte.
− Det var i oktober, og vi blev sendt hjem med en personsøger og besked om bare at vente. Dagen efter havde vi besøg af en elektriker, og pludselig bippede det. Vi fór jo op, chokeret over, at det gik så hurtigt, indtil vi opdagede, at det var elektrikerens personsøger, der bippede.
Det er nemt at grine med, for både Albert og Pia har også en veludviklet form for sort humor.
− Der gik dog lidt længere tid, og ventetiden blev jo mere og mere bekymrende, for de havde fortalt os, at man bliver indstillet, når de vurderer, at man har et halvt år tilbage at leve i, og jeg havde efterhånden brugt lidt over halvdelen af den tid.
Endelig den 1. januar 1995 kom den længe ventede opringning.
− Vi havde haft et stort nytårsarrangement på hotellet, som vi ejede dengang. Jeg sad bare på en stol og lavede ingenting, mens Pia og de ansatte knoklede, og dagen efter havde vi også gæster på hotellet. Om aftenen kom Pia hjem med en dessert og skulle have en ordentlig cognac, mens hun sad og sludrede med vores ene datter, da telefonen ringede, fortæller Albert og fortsætter:
− Det var til mig, og det var nogle tyske venner, der ville ønske godt nytår. Jeg havde netop lagt røret, da den ringede igen, mens jeg var på vej ind for at putte to andre af vores fire børn. Pia råbte, at det var rigstelefonen, og jeg undrede mig over, hvorfor de tyske venner nu brugte rigstelefonen.
Læs også: Organtransplantation: Jeg vil gøre alt for min lille dreng
Men beskeden var en helt anden.
− ”Goddag, det er Jørgen Carlsen fra Rigshospitalet. Hvordan har du det?” Da jeg hørte den stemme, stoppede alt et øjeblik. Lægen fortsatte med at sige, at jeg nok vidste, hvad det drejede sig om, og det måtte jeg jo tilstå, så jeg svarede, at jeg nok lige ville kigge forbi.
Pludselig var situationen mere virkelig end nogensinde for Albert.
− Jeg gik ud på badeværelset og så mig selv i spejlet, mens jeg sagde til mig selv, at det her turde jeg ikke. Men så kiggede jeg nøje på mig selv og spurgte højt: ”Men tør du lade være? Nej, det gør du ikke!”
Pia og Albert blev hentet og fløjet til Rigshospitalet, hvor det nye hjerte ventede.
− Selv om det er en alvorlig sygdom og en stor operation, har jeg aldrig et sekund været i tvivl om, at Albert ville overleve, siger Pia.
– Men det var alligevel en fantastisk dejlig oplevelse at give ham et kys, da han vågnede efter operationen med et nyt og raskt hjerte. Og tænk, jeg har ham stadig i dag efter 24 år!