En læser fortæller: Donna glemte mig aldrig

Da jeg fyldte 12, blev jeg den lykkelige ejer af et føl, som blev opstaldet hos min veninde, der selv havde heste. Donna var i begyndelsen trist over at være blevet fjernet fra sin mor, så jeg tilbragte hver en ledig stund sammen med den lille, røde hoppe, og snart livede hun op.

Donna og jeg knyttede tætte bånd. Det kunne ikke være anderledes, når jeg gik sammen med hende i tre år, før jeg måtte begynde at ride på hende. Når jeg gik ind i folden, behøvede jeg bare at fløjte, så kom hun løbende i fuld galop. Hun havde retning direkte mod mig og først i sidste øjeblik bremsede hun op, så jord og græstotter fløj os om ørerne.

Læs også: En læser fortæller: Kunne jeg vinde Sallys tillid?

Da Donna blev så gammel, at jeg måtte ride på hende, kendte min lykke ingen grænser. Igennem to vidunderlige år udforskede vi sammen omegnen, så fik mit liv med hest en brat ende. Min venindes forældre solgte deres landsted, og min hest blev hjemløs. Et stykke tid stod hun opstaldet på en rideskole. Det var en dyr løsning, så det blev besluttet, at hun skulle sælges. En dag stod køberen der. En sød, ung pige, som jeg straks følte sympati for. Hos hende ville Donna få det godt.

Jeg var selv begyndt at læse, så alt andet blev skubbet i baggrunden. Donna glemte jeg nu ikke, og da jeg et år senere ville besøge hende, erfarede jeg, at pigen havde solgt hende videre. Et stykke tid forsøgte jeg at spore min tidligere hest, men hun var som forsvundet fra jordens overflade. I lang tid var jeg skuffet og ked af det, så lykkedes det mig at lægge historien om Donna bag mig. Livet havde trods alt så meget andet at byde på. Tiden gik. Jeg blev sygeplejerske og mødte Thomas. En dag stod jeg selv som medejer af et lille landsted, og da Thomas kendte til min interesse for heste, spurgte han, om vi skulle anskaffe os en. Nej tak, jeg var ikke interesseret.

Læs også: En læser fortæller: Mine dyr gav mig livsmodet tilbage

Thomas og jeg blev forældre til Cecilie, der fra helt lille var vild med heste. Da hun fyldte 8 år, blev vi enige om at opfylde hendes hedeste ønske. Hun skulle have en pony. En af mine kollegaer kendte en landmand, der havde et par heste og ponyer, han gerne ville sælge. Thomas, Cecilie og jeg tog ud for at kigge på dyrene.

− Bare han har den pony, der skal være min, sukkede Cecilie.

− Nu må vi se, svarede Thomas. – Det skal jo være den helt rigtige.

Efter en halv time nåede vi frem. Den venlige ejer tog imod os og gik i forvejen om til marken.

Der gik tre ponyer forrest i folden og to heste helt nede i den bagerste ende.

− Lad os bare gå ind til dem, sagde bondemanden. – De er alle så fredelige.

Læs også: Min hest har givet mig livet tilbage

Cecilie så sig omkring med strålende øjne, og da en brun pony kom hen til hende, var hun solgt. Jeg kiggede ned på hestene. De havde set os og kiggede nysgerrigt i vores retning. Den ene mindede om min gamle hest Donna. Det kunne ikke passe. Hvis hun levede, ville hun nu være 23 år. Helt automatisk fløjtede jeg, som jeg dengang havde gjort, og til min forbløffelse begyndte den røde hest at komme imod os. Først tøvende, derefter i fuld galop.

− Hvad går der dog af hende? hørte jeg bondemanden sige.

− Pas på, hesten løber os ned! råbte Thomas, men jeg kunne ikke røre mig. Jeg stod som en saltstøtte og stirrede på den røde hest, der hurtigt nærmede sig.

Det er Donna, tænkte jeg og mærkede, at jeg blev våd på kinderne.

Thomas råbte mit navn, han forsøgte at gribe fat i mig, men det var for sent. Den røde hest tårnede sig i et kort nu op foran mig. Så bremsede den, så jord og græstotter fløj omkring, og jeg var ikke længere i tvivl. Det var Donna. Min gamle hest havde ikke glemt mig. Jeg både lo og græd, da Donna, som dengang, tillidsfuldt lænede panden mod mit bryst.

− Det var lige godt pokkers, sagde landmanden, og så måtte jeg fortælle den gamle historie om Donna, der 17 år tidligere var blevet solgt.

Ugen efter hentede vi ikke bare den brune pony, men også Donna. Heste bærer ikke nag, men jeg ved, at de har følelser. Hver eneste dag mærker jeg, at Donna holder af mig, og jeg er lykkelig og taknemlig for, at hun igen er min.

Når jeg fløjter efter hende, og hun glad kommer løbende, må jeg sande, at miraklernes tid ikke er forbi.