En læser fortæller: Kunne jeg vinde Sallys tillid?

Jeg har et job, jeg holder rigtig meget af. Jeg er veterinær-sygeplejerske, en af dem, der hver dag oplever små glimt af lykke, når et bekymret menneske kommer ind på klinikken med sit syge dyr og går herfra igen med et lettet hjerte, når dyret er blevet behandlet.

Men jeg oplever også tårer, når en elsket hund eller kat efter et langt, godt liv skal aflives. Jeg kan levende sætte mig ind i ejerens sorg, min eneste trøst er, at han eller hun har gjort sit bedste. Når vedkommende nogle måneder senere kommer tilbage med en ny hundehvalp eller kattekilling, er der igen glæde i øjnene.

En dag kom en ældre kvinde ind med en to år gammel schæfer, som hun med bortvendt ansigt bad om at få aflivet. Schæferen bar mundkurv, og det var helt tydeligt, at kvinden var bange for hunden.

– Sally tilhører min søn, sagde hun tungt. – Men han er … bortrejst, og jeg kan ikke passe den længere.

Jeg så på den unge hund. I dens øjne læste jeg både angst og frustration. Desuden var den alt for mager.

Kvinden havde ikke bestilt tid, så jeg måtte fortælle hende, at der desværre ikke var nogen ledig, men hvis hun kom tilbage dagen efter, så …

– Glem det, sagde hun og forlod uden flere ord klinikken.

Jeg blev alt for paf til at kalde hende tilbage. Det var desuden sidst på dagen, vi var ved at lukke, så der var tusind andre ting at tænke på.

Da jeg en halv time senere kom ud, stod Sally bundet til pælen ved siden af hundetoilettet. En af dyrlægerne kom gående lige efter mig. Jeg forklarede hurtigt, hvad der var sket, og han spurgte, om jeg havde tid til at sætte den ind i et af burene og give den lidt mad.

– Så må vi se på det i morgen, sagde han.

Jeg gik hen til hunden, der stadig bar mundkurv. Børsterne rejse sig på dens ryg, og den knurrede advarende.

– Hej Sally, sagde jeg stille. – Du skal ikke være bange. Kom, du skal have lidt mad.

Hunden gik på stive ben. Med sænket hale fulgte den efter mig, da jeg trak i snoren.

Først sad jeg i lang tid og strøg over dens magre ryg, mens jeg hele tiden talte sagte og beroligende. Der var ikke andre dyr indlagt, så jeg undlod at sætte Sally ind i et bur, men lod den gå rundt i rummet, mens jeg hentede vand og foder.

Da jeg vendte tilbage, kom det vanskelige øjeblik, hvor jeg skulle tage mundkurven af. Ville Sally bide? Tilsyneladende var det en hund, der overhovedet ikke havde tillid til mennesker.

Sally trak vejret i hurtige gisp ved synet af maden, men da jeg ville tage mundkurven af, trak den sig væk.

– Pjat med dig, sagde jeg og fulgte efter. Jeg trak vejret hørligt og dybt. Det beroligede mig selv, men det beroligede også hunden. Med langsomme bevægelser nærmede jeg mig igen. Denne gang lykkedes det. Mundkurven kom af, og hunden gik sultent i gang med foderet.

Jeg satte mig op mod væggen. Jeg havde ikke noget, jeg skulle nå, så jeg besluttede at blive siddende et godt stykke tid. Sally tømte skålen og så i min retning. Så gik den over i det fjerneste hjørne og lagde sig. Hele tiden holdt den øje med mig.

Efter et par timer rejste jeg mig. Sally sprang op og knurrede advarende. Jeg lod som ingenting. Jeg forlod værelset og gik ind til den dyrlæge, der havde aften- og nattevagten.

Efter en kort snak fortalte jeg, at jeg ville overnatte på vores skibsbriks sammen hunden.

– Lad nu være med at tabe dit hjerte, advarede Sidsel mig.

Jeg tog et bideben med ned til Sally. Så lagde jeg mig på madrassen. Da jeg faldt i søvn, lå hunden ikke så langt fra mig, og da det blev morgen lå min nye ven så tæt, at jeg kunne røre ved pelsen, hvis jeg strakte hånden ud.

Jeg var nødt til at lufte Sally. Til min overraskelse var det let at give den mundkurv på – og så gjorde jeg det, dyrlægen havde advaret mig imod. Jeg tabte mit hjerte til den forsømte hund.

Sally blev ikke aflivet den dag. Vi ventede på ejeren, men hun kom ikke, og jeg sov igen på klinikken.

Først tre dage senere kørte jeg hjem for at overnatte. Jeg havde Sally med. Ejeren blev efterlyst, men ingen henvendte sig.

En måned senere blev Sally min. Jeg ville ønske, hun kunne fortælle om sin fortid, men det er lukket land for mig. Med hensyn til fremtiden ser det anderledes ud. Hun er min hund, jeg har vundet hendes tillid, og hun fylder mine dage med stor glæde og tilfredshed.