En læser fortæller: Vores kat fandt selv på råd

Vi havde haft vores kat Mille i tre år, da familiens lillebror, syvårige Toke, udviklede allergi.

Jeg blev straks bange for, at han ikke kunne tåle katten, og det viste sig da også at være tilfældet. Konsekvensen var næsten ikke til at overskue og slet ikke for Karoline, Tokes 3 år ældre søster.

Mille var mest af alt Karolines kat. Mille sov hos Karoline om natten, og det var hende, der fodrede den. Det havde altid været sådan. De få gange Mille tog sig en strejftur, endte hun altid hos Agnes Westergaard, vores stille gades alderspræsident. Agnes Westergaard havde ikke selv dyr, men hun havde fortalt mig, at hun på et tidspunkt havde haft kat.

Da det stod klart for os, at vi var nødt til at komme af med Mille, brast Karoline i gråd. Jeg kunne se på hende, at hun godt forstod, at det var nødvendigt, men hun protesterede alligevel.

– Jeg kan bare beholde Mille inde på mit værelse. Jeg vil alligevel ikke have Toke derind.

– Synes du ikke, det ville være synd? spurgte børnenes far.

– Jo, Karoline snøftede. – Men hvad så? Vi kan da ikke bare aflive Mille.

Jeg anede ikke mine levende råd. Jeg syntes jo heller ikke, at man bare skulle aflive en sund og rask kat, men hvad så? Kunne vi flytte Mille? Ville hun ikke bare komme hjem til os igen?

Jeg kastede et blik ud i haven. Mille sad i indkørslen og slikkede omhyggeligt pelsen. Så rejste hun sig og kiggede tilbage mod huset, inden hun gik videre ud på fortovet. Jeg vendte mig mod den grædende Karoline. Jeg ville ønske, jeg kunne købe et eller andet til hende, der kunne erstatte Mille, men jeg vidste, at det var umuligt.

Toke var også ulykkelig. Jeg kunne se på ham, at han følte sig skyldig. Vi var virkelig havnet i noget af et dilemma. Karoline så på sin brors ulykkelige ansigt, så gik hun over til ham og lagde en arm om hans skuldre.

– Du skal ikke være ked af det. Du kan jo ikke gøre for, at du er syg, men det er alligevel mig, det går mest ud over.

– Vi må finde et nyt hjem til Mille, lød det fra børnenes far.

– Så er der altså en anden pige, der kan sove med Mille om natten, hviskede Karoline med et forstenet udtryk i ansigtet.

Jeg kunne se på min mand, at han skulle til at spørge, om Karoline hellere ville have katten aflivet, da min telefon ringede. Det var Agnes Westergaard.

– Jeg vil bare lige sige, at jeres kat er på besøg igen. Jeg har forsøgt at få hende til at gå hjem, men det lader ikke til, at det passer den lille frøken. I hvert fald har hun indtaget min afdøde mands stol.

– Åh nej! udbrød jeg. – Hun er forhåbentlig ikke i vejen. Nu skal jeg nok komme og hente hende.

– Hun er bestemt ikke i vejen. Det er altid så hyggeligt, når hun kommer på besøg, men jeg tænkte, at I måske blev urolige for hende.

– Både-og, sukkede jeg, og så fortalte jeg om vores problem.

I lang tid var der stille i telefonen. Så sagde Agnes, at Mille meget gerne måtte bo hos hende, hvis Mille selv ville.

– Så kan Karoline jo komme, så tit hun vil, sluttede hun.

Og sådan blev det. Den dag, huset nærmest stod på glødende pæle, fordi vi måtte af med Mille, fandt hun selv en udvej. Det var selvfølgelig et tilfælde, at Mille netop den dag besluttede at besøge Agnes, men det virkede nu alligevel, som om vi fik hjælp af højere magter.

Indimellem kommer Mille på besøg. Det gør ondt, når jeg er nødt til at lukke døren for snuden af den tillidsfulde kat. Det lader dog ikke til, at det betyder så meget for hende. Der går i hvert fald ikke ret lang tid, før hun lister væk igen.

Karoline har affundet sig med situationen. Hun besøger Agnes næsten hver dag, hvilket glæder den ældre kvinde rigtig meget. Det sker også, at Karoline overnatter i huset. Så sover hun og Mille sammen igen, og alt er næsten som i gamle dage.

Toke har det godt nu, da vi ikke længere har et dyr i huset, og Agnes er blevet som en del af familien. Og jo, vi savner da alle katten, men til gengæld fik vi en rigtig god veninde i Agnes.