En paryk er i virkeligheden det sidste, man ønsker sig

Det var ikke kun de sædvanlige reklamer og rudekuverter, postbuddet afleverede til Claus og Lise Toftild en tilfældig dag for omkring 10 år siden. Lise husker, hvordan hun og Claus så med undren på hinanden, da de første af mange uopfordrede breve og pakker landede på gulvet.

– Hestehaler og fletninger begyndte at dumpe ind ad vores brevsprække, uden at vi havde bedt om det. Pludselig havde vi tre kasser med hår stående og tænkte, at dem måtte vi da kunne bruge til noget, siger Lise Toftild.

Hendes svigerforældre åbnede Toftild Alternativt Hår for mere end 40 år siden. Forretningen, der ligger i hjertet af Aalborg, specialiserer sig i parykker og toupéer, hvoraf langt de fleste er syet af købehår fra udlandet, fordi det først for relativt nyligt er blevet almindeligt herhjemme at donere hår til parykker. Det er det blevet i takt med, at velgørenhedsprojekter bl.a. i USA har sat fokus på hårdonation, og Lise er af den overbevisning, at det har inspireret danske frisørkunder til ligeledes at sende deres afklippede lokker med posten mod Aalborg.

Det var da også amerikanske projekter som Locks of Love, parret skottede til, da de i 2015 stiftede Love is in the Hair, der indsamler donationshår fra Danmark og fremstiller parykker og hårdele, som ligner den ægte vare.

Krøller eller ej

Lise forklarer, at hun, siden hun giftede sig med Claus for 30 år siden og kom ind i forretningen, har fået øjnene op for, hvad hår – eller manglen på samme – betyder for mennesker.

– At have hår på hovedet er en naturlig del af at være menneske. De fleste af os er født med det og har det hele livet igennem. Så længe håret er der, tænker de fleste ikke meget over det. Først når det forsvinder, går det op for os, hvor meget det egentlig definerer os, og hvor stor betydning det har, fortæller Lise.

Derfor er det også vigtigt, at parykkerne er så naturtro som muligt, men naturligt europæisk hår vokser ikke på træerne – heller ikke på det danske marked, hvor langt det meste parykhår stammer fra Indien eller Kina og derfor ikke minder meget om det skandinaviske i hverken struktur eller farve.

– Prøv at lægge mærke til, hvor mange forskellige hårfarver, vi har herhjemme. Vi har en kæmpe diversitet. Bare inden for det blonde spektrum findes der måske 20 nuancer, så det kan være svært at matche nøjagtigt, når et helt sort hår først skal kemisk behandles og farves, forklarer Lise.

Af samme grund er hårets herkomst ikke uden betydning for dem, som har mistet deres eget til kemo, alopecia, stress eller hudlidelser, der kan være blandt årsagerne til hårtab.

Især i tilfælde, hvor hårtabet er sket pludseligt, er ønsket om at komme til at ligne sig selv igen det største.

– Det kunne da være skidesjovt med store, røde krøller, medgiver Lise. – Men der skal man bare lige huske, at det ikke er sjovt for dem, det sker for. Det er ikke noget, de selv har valgt, så det er de færreste, der ser det som en gylden mulighed for at prøve noget nyt, tilføjer hun.

Tværtimod, forklarer hun videre, vil de fleste gerne vide som det første, hvor tæt de kan komme på det mistede.

– En paryk er i virkeligheden det sidste, man ønsker sig, for man vil bare gerne have sit eget hår igen.

Et glemt håndværk

10 år efter de første uopfordrede hestehaler kom gennem brevsprækken, er Lise og Claus oppe på at modtage omkring 3.500 hårdonationer om året.

Og forretningen i Aalborg er bare første stop på rejsen mod et nyt liv på andre hoveder, for der er mange trin i tilblivelsen af en paryk, og kun det første foregår i Danmark.

Med en håndkarte viser Claus, hvordan han børster og sortere håret, som skal have en længde på mindst 30 centimeter. Det lyder måske af meget, men fordi arbejdet foregår i hånden, og fordi hvert hårstrå skal knyttes enkeltvis til netbunden med en knude, er det nødvendigt, at det donerede hår har en vis længde.

Claus står også for at designe parykkerne, men han laver dem ikke. Det er ikke længere muligt at uddanne sig til parykmager i Danmark, og der er ikke mange tilbage, som mestrer det gamle håndværk. Håret sendes derfor videre til fabrikker på Filippinerne og i Kina, hvor man i snit bruger fire til seks hestehaler til at lave én paryk.

Kan alle se det?

Lise bruger ikke selv paryk, men fordi hendes hårgrænse i panden har trukket sig tilbage med alderen, er hun begyndt at påsætte pandehår.

Det fortæller hun gerne åbent om, men samtidig kan hun sagtens sympatisere med dem, der vælger at tie.

– Det er en meget privat ting, og det er meget sårbart. Vi vil gerne selv have lov til at bestemme, hvem vi deler det med, forklarer Lise.

Hun oplever, at brugen af paryk i mange år har været stigmatiseret, og at mange derfor er bekymrede for, om det vil kunne ses, at de går med paryk.

– Vi har det med kun at huske alle de dårlige eksempler. De parykker, vi lægger mærke til i gadebilledet, er dem, der ikke er så heldige. Men de gode er meget svære at få øje på, forsikrer hun.

I de seneste år er parykker også blevet et lige så fast indslag på den røde løber som kunstige negle og øjenvipper. Kendisser, der skifter hårfarve og frisure fra event til event, forsøger ikke at lægge skjul på, at de bruger paryk, tværtimod er parykken blevet et ”fashion statement”, og det kommer dem til gode, som ikke har andet valg, mener Lise.

– Det er stadig en hemmelighed for mange, men der er helt klart en tendens til, at folk bliver mere åbne om det. Det er så skønt at se alle de unge piger lige nu, der bruger paryk, fordi de synes, det er fedt. Pludselig er paryk ikke nødvendigvis lig med sygdom, og det er uden tvivl med til at fjerne stigmatiseringen, påpeger hun.

Mandetabu

Claus har brugt toupé, siden han begyndte at miste sit hår, da han var midt i 40’erne, og det er også ofte ham, der tager imod de unge fyre, som henvender sig. Og hvor det for kvinder kan være svært at have brug for en paryk, er det for mænd mindst lige så tabuiseret, fortæller Lise.

– De har det på nøjagtig samme måde som kvinder, forskellen er bare, at hvor de fleste godt kan forstå, at det er svært for en kvinde at miste håret, må en mand bare tage sig sammen, siger Lise, som gerne vil gøre op med forestillingen om, at det er forfængeligt, når mænd vælger en anden udvej end barbermaskinen.

– Er det forfængeligt at bede om at komme til at se ud, som man gjorde en engang, eller som man føler sig? spørger hun og fortsætter uden at vente på svar:

– Det er ikke et tabu for mænd at mangle hår, men det er et tabu, hvis de beslutter sig for at gøre noget ved det.

Det er tydeligt at høre på Lise, at hun især har et ømt punkt for de unge mænd, som har mistet håret tidligt, og som nærmest hvisker ned i røret, når de ringer til forretningen for at bestille tid til en prøvning.

– Jeg har ikke en holdning til, om mænd er pænest med eller uden hår, ligesom jeg ikke synes, der er noget forkert i at være skaldet. Men hvis man ikke har lyst til at være det, skal man have lov til at vælge noget andet.

Før Lise mødte Claus, havde hun ikke forestillet sig, at hendes liv skulle komme til at handle om hår og de mennesker, som mangler det. Ikke desto mindre er hun både glad og taknemmelig over den hylde, hun er havnet på.

– Jeg ved, hvor svært det er for mange at træde ind ad den her dør, så jeg bliver både glad og stolt, hver gang det sker, for det er en kæmpe tillidserklæring. De kommer med en sårbarhed, som de vælger at dele med en fremmed, og det er rørende. Jeg ved godt, at det bare handler om hår, men til syvende og sidst handler det allermest om mennesker, siger hun.

Læs også: