Familie på Svalbard: Vi kan sagtens klare os uden mange ting

”Der er langt fra et parcelhuskvarter i Danmark til ødemarken på Svalbard. Langt de fleste indbyggere bor i Longyearbyen, som har butikker, barer, børnehaver, universitet og et stort hospital, men Karina og Martin har brug for endnu mere frihed, end livet på Svalbard i forvejen giver.”

Sådan skrev vi i 2014, og det har ikke ændret sig siden. Karina og Martin Bernlow bor fortsat i huset på bakken i Bolterdalen, 10 kilometer fra byens moderne bekvemmeligheder. Knapt 250 slædehunde bor i to hundegårde ved siden af huset, og 13 fuldtidsansatte hjælper parret med at tage sig af dem og turisterne, der kommer for at køre i hundeslæde.

Karina kommer selv lige fra en slædetur, så hun er godt sulten og spiser en skål rensdyrgryde, mens hun fortæller om familiens liv, der har taget form efter Svalbards vildmark.

– Enten falder du for det med et brag, eller også kan du simpelthen ikke klare isolationen, siger Karina, som havde øvet sig i mange år, før hun og familien bosatte sig på en arktisk klippeø i det nordligste Norge, der er totalt mørklagt tre af årets måneder.

Kærlighed i vildmarken

Der er stor udskiftning blandt indbyggerne på Svalbard, og de færreste bosætter sig permanent. Martin og Karina anslår, at danske tilflyttere typisk bliver fire år i gennemsnit, mens det for nordmænd hedder syv år.

– Så på den måde er det lidt mere som at bo på en base, siger Martin, som netop er kommet ind fra kulden.

Og det er noget, han kender til.

Martin var 28 år gammel og medlem af Siriuspatruljen, da han mødte den dengang 22-årige Karina, som efter gymnasiet var flyttet fra Vestjylland til Østgrønland, hvor hun arbejdede som kok på en lille forskningsstation i ødemarken.

– Da jeg i sin tid rejste derop, sagde min far til mig, at jeg ikke skulle komme hjem med en af de der Sirius-fyre, så det var jeg meget opsat på, at jeg ikke skulle, griner Karina. – Men så mødte jeg Martin, og så sagde det bare ”bang”.

På det tidspunkt havde Martin netop gennemført sit første år med Siriuspatruljen. To år mere ventede forude, og de føltes meget lange for det nyforelskede par, der var adskilt størstedelen af tiden.

– Det var lang tid at skulle vente. Vi kunne ikke maile sammen det første år, fordi der ikke var noget internet. Så det var gammeldags brevskrivning, der blev kastet ned med luftpost. Og det kunne sagtens være breve, som var flere måneder gamle, husker Karina.

At parrets fælles fremtid lå i Arktis, var ikke noget, de brugte lang tid på at diskutere. Martin, der er opvokset i København, havde for længst tabt sit hjerte til vildmarken – og Karina.

Da han forlod patruljen, købte parret hus i en lille grønlandsk bygd og levede af fangst og turisme indtil 2011, hvor de flyttede til Svalbard og sammen startede Green Dog Svalbard.

Mørketid

Da Familie Journal besøgte Karina og Martin for 10 år siden, kunne vi nyde udsigten fra parrets hjem helt til Adventdalen, men nu er det vinter og dermed mørketid på Svalbard.

Fra midt november til slut januar viser solen sig ikke på noget tidspunkt af døgnet. Fænomenet kaldes også polarnat, og for mange mennesker er det svært at omstille sig til et liv i konstant mørke. Det gælder også for Karina og Martin.

– Mennesket er jo ikke skabt til at leve i mørke. Man bliver mere træt og får mindre energi, siger Martin.

– Alle går rundt og siger, at det er så hyggeligt, og det er det også den første måned. Man er mere tilbøjelig til at sætte sig indendøre og putte sig, men man skal modstå fristelsen, tilføjer Karina, som har opdaget, at der faktisk findes lys på Svalbard, hvis man ved, hvor man skal lede.

– Når først du kommer derud, siger hun og peger med tomlen over skulderen mod fjeldet bag sig: – og øjnene har vænnet sig til mørket, er der jo månelys og nordlys og stjernelys, som lyser sneen op, og så er det faktisk helt eventyrligt.

Det passer Karina udmærket, for hun er friluftsmenneske med stort F.

– Jeg har aldrig været i et træningscenter, så jeg holder mig i form ved at gå på fjeldet. Det er bare med at komme ud og bruge kroppen, det fjerner alle frustrationer, fortæller hun.

Teenager i Arktis

Som mor til fire, hvoraf de to er teenagere, kan Karina ofte få brug for at gå en tur på fjeldet. Samtidig lægger hun ikke skjul på, hvor stolt hun er af sine børn.

Den ældste, Freja på 16 år, er lige nu på efterskole i Danmark, for det er vigtigt for Karina og Martin, at deres børn oplever verden uden for Svalbard.

– Vi har været meget, meget enige om, at de skal opleve verden og storbyen. Og så kan de fravælge det, hvis de vil, siger Karina.

– Men de kan ikke fravælge det uden at vide, hvad det er, de fravælger, tilføjer Martin.

Siden Familie Journals besøg er han og Karina også blevet forældre til Styrk og Saga, som nu er seks og otte år, og parret er ikke i tvivl om, at en barndom i ødemarken har sine fordele.

– De vokser op med så mange store naturoplevelser og er afsted på hytteture og slædeture. Jeg oplever faktisk, at unger heroppefra bliver mere robuste og selvstændige i en tidlig alder, siger Martin.

Om sommeren løber parrets 15-årige søn, Storm, gerne de 10 kilometer ind til byen. I baglommen har han en signalpistol, for på Svalbard er det vigtigt at tage sine forholdsregler.

Selv om det er uhyre sjældent at møde en isbjørn, er det et lovkrav at bære skydevåben, når man færdes uden for Longyear-byen.

Træk og slip

Karina er – som de fleste mødre – mere bekymret for store biler, der kører for stærkt, end hun er for isbjørne. Dem og meget andet var familien allerede vant til, da de forlod Grønland.

– Vi lærte nogle værdifulde ting i Grønland, som vi har taget med os. Vi er ikke så forvænte, for vi er ikke vant til at have nem tilgang til alt. Vi kan sagtens klare os uden mange ting, siger Karina.

Martin nikker.

– Jeg kan blive helt stresset, når jeg kommer ind i Coop (eneste supermarked på Svalbard, red.), for der er alt for meget at vælge imellem. Jeg er stor tilhænger af det enkelte liv.

Karina og Martin har aldrig boet sammen i Danmark, men det skal snart ændre sig, for parret har netop købt sommerhus i Nordjylland ved Limfjorden.

– Det er faktisk første gang, vi har træk og slip, griner Karina.

– Og indlagt vand, tilføjer Martin, hvis opgave det er at køre ind til byen og hente vand, som fyldes på husets vandtank.

– Det skaber selvfølgelig en masse ekstra praktisk arbejde, som andre ikke har. Men ... jeg vil ikke bytte, siger Karina.