Fejrer triumfer til hest: Min gigt skal ikke have næring

Det bekymrede ikke Ann Cathrin Lübbe, at hun som barn konstant havde ondt i skulderen.

– Jeg havde jo hørt, at børn kunne have vokseværk, så jeg troede, det bare var det, der var på spil, og at alt i øvrigt var normalt. Allerede dengang havde jeg en meget høj smertetærskel, fortæller nu 49-årige Ann Cathrin, der er født og opvokset i Hamar i Norge.

Da hun var 11 år, blev det konstateret, at det var gigt, der havde generet hende i årevis. Ingen ved, hvornår hun fik sygdommen, så den kan i teorien være medfødt. Og da hun omsider fik diagnosen, var hendes venstre skulderled så ødelagt af mange års sygdom, at der måtte en operation til.

– Jeg blev opereret året efter med et godt resultat, og siden er jeg også blevet opereret i højre skulder, fortæller hun.

Læs også om udviklingshæmmede Pia, der blev filmstjerne.

I dag har hun dog ikke fuld bevægelighed i skuldre og arme. Og når hun udfolder sig som dressurrytter, får hun hjælp, når hun skal have slips på og sætte sin hestehale, så det ikke tager for lang tid.

– Men jeg taler aldrig om gigten og tænker så lidt på den som muligt. Når journalister spørger til den, svarer jeg ærligt. Men ellers ønsker jeg ikke at ofre sygdommen opmærksomhed og dermed give den næring.

En stærk vilje

Det er netop i de ord, hemmeligheden bag Ann Cathrins succes på hesteryg gemmer sig. Og succes har hun i den grad. Hun har foreløbig vundet ni medaljer ved de Paralympiske Lege – senest en guldmedalje i 2016 i Rio. I år skulle hun atter have deltaget i Tokyo, men begivenheden er udskudt et år på grund af corona.

– Jeg har redet, siden jeg var seks år. Da jeg var 18-19 år, fik jeg en springhest, der var lidt skør og af og til kastede mig af. Når man har gigt, er den slags selvfølgelig ekstra farligt. Med tiden fik jeg blandt andet et dårligt knæ og blev opereret flere gange. Tre uger efter min første operation var jeg så letsindig at tage på skiferie. Som 29-årig fik jeg min tredje knæoperation, hvor jeg simpelt hen fik et nyt, kunstigt knæ. Foreløbig er knæet heldigvis den eneste kropsdel, der er blevet skiftet ud.

Misen har sclerose, men sangen gav hende glæden tilbage. Læs historien her.

Ann Cathrin voksede op som den yngste af fire søskende, og hun mener, hun kan takke sin mor for sin stærke vilje og sit positive sind.

– Når min mor taler om mig som lille, beskriver hun en baby uden hår på hovedet eller tænder i munden, men altid med et stort grin over hele ansigtet. Hvis man lever med det billede af sig selv, at man altid er syg, bliver man naturligvis let syg. Får man omvendt at vide, at man altid er glad, bliver det en del af ens selvopfattelse. Derudover har jeg et stort ønske om også at holde min mor glad. Hun fik et chok, da jeg fik konstateret gigt, og jeg har et levende minde om at ligge i sygesengen og se hende græde. Hun bliver nemt rørt, og jeg vil gerne passe på hende.

Da Ann Cathrins gigt i sin tid blev opdaget, mente lægerne, det var bedst for hende at holde sig i ro og undgå anstrengelse. Og hun blev frarådet at ride.

– Men jeg gjorde alt det modsatte. På et tidspunkt sendte jeg endda overlægen et billede af mig selv midt i et spring på hesten. Og i dag er jeg taknemlig for, at jeg ikke tog lægerne alt for alvorligt. Det ville have betydet, at jeg i dag var langt mere stiv i kroppen, end jeg er, og mit helbred en hel del dårligere. Der er sket en udvikling i måden at anskue de ting på, og ved at være aktiv og holde min krop i gang gjorde jeg faktisk det helt rigtige.

Hestelandet Danmark

Den hesteglade kvinde uddannede sig til lærer og fik en tillægsuddannelse i skole- og fritidspædagogik. Og lige siden har hun trænet andre ryttere – vel at mærke raske af slagsen.

– Handicapsporten kom ind i min verden, da jeg som 26-årig blev hjælper for en blind pige på det norske handicaplandshold. Lederen af holdet spurgte, om det ikke var noget for mig at blive handicaprytter. Det indebar, at jeg skulle klassificeres, så jeg tog et lille fly til Rødekro i Danmark, hvor jeg blev klassificeret ved et stævne. Nu var jeg pludselig udøvende handicaprytter og kunne selv begynde at dirigere rundt med hjælperne, fortæller hun.

Børneleddegigt stopper ikke Lene og Per. Læs om dem her.

Det blev hendes første møde med Danmark, og i december 1999 fik hun chancen for at flytte permanent hertil.

– I ridemiljøet havde jeg mødt en norsk mand, som boede i Sønderjylland. Jeg flyttede med ham dertil, og vi blev gift. Det havde længe været min drøm at slå mig ned i Danmark, hvor heste og hestesport er langt mere udbredt end i Norge.

Efter sin skilsmisse i 2007 levede hun i nogle år som single. Men efter de Paralympiske Lege i 2016 mærkede hun med sit eget udtryk, at det igen var blevet tid til at ”gå på jagt efter en mand”. Hun oprettede derfor en profil på dating-appen Tinder, som i hendes øjne var det hurtigste og mest effektive redskab til formålet.

– Og det virkede. I dag bor jeg sammen med Torben i Holstebro.

Altid med træner

Allerede tidligt i sit liv fravalgte Ann Cathrin muligheden for at få børn.

– Det gjorde jeg både af hensyn til mit eget helbred og på grund af risikoen for, at børnene kunne få samme sygdom som mig. Til gengæld er jeg i dag legetante for masser af dejlige børn, som jeg får lov til at låne, fortæller hun.

Hestene giver autistiske Charlotte ro. Læs artiklen her.

Et af børnene hedder Jonas og er knap et år. Han er søn af Katrine Gammelgaard Steffensen og hendes mand, Carsten, der sammen ejer Lybækgaard ved Herning og tilbyder opstaldning og træningsfaciliteter samt spa og vandløbebånd til heste. Ann Cathrin har sin faste gang på gården, der huser hendes nuværende hest, La Costa Majlund.

– Navnet kommer af, at han stammer fra stutteriet Majlund i Sønderjylland, og i virkeligheden låner jeg ham af en norsk veninde. Men jeg har altså haft ham i et år og skal have ham et år mere, fortæller hun.

Når man er sammen med Ann Cathrin, kan man hverken se eller mærke på hende, at hun døjer med gigt. Men når hun træner med hesten, har hun altid selskab af Jens Henrik Wagner. Han er eksamineret berider og Ann Cathrins faste træner.

– Det handler om sikkerhed. Jeg er blevet mere forsigtig med alderen, og belært af erfaring bringer jeg aldrig mig selv i situationer, hvor der ikke er mennesker i nærheden til at kunne give mig en hånd, fortæller hun.

Læs den skønne læserberetning om den røde hoppe Donna.