Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Det var 17. november 2020. Tivoli i København havde slået dørene op for sin julesæson, og der var endnu ingen udsigt til den nedlukning, der tre uger senere blev en realitet. Forlystelsesparken var pyntet efter alle kunstens regler, og Mads Larsen og hans lettiskfødte kæreste, Dita Kaudzite, kunne ikke forestille sig et bedre sted at fejre deres fælles fødselsdag.
– Mads er to år ældre end mig, men vi er født på samme dato. Netop den dag havde vi derfor valgt at tage fri fra vores respektive jobs i Satair, som distribuerer flyreservedele. Det var en helt almindelig tirsdag, og det regnede en smule, så der var næsten ingen mennesker i Tivoli. Men julebelysningen var utrolig smuk, fortæller 26-årige Dita.
Mads havde en ganske særlig overraskelse i baghånden til sin udkårne. Han ville fri til hende og havde medbragt en ring til formålet. Og efter en romantisk middag på havens italienske restaurant, La Vecchia Italia, havde han udtænkt, hvordan det skulle foregå: Parret løste billet til Dragebådene. Og midt ude på Tivolisøen gik Mads på knæ i den trange båd og holdt, hvad han selv betegner som en mindre ”salgstale”, som mundede ud i, at han stillede Dita det famøse spørgsmål.
– I processen blokerede han roret og fik båden til at snurre rundt. Men jeg var meget bevæget og sagde ja. Mads var også betydelig mere berørt af situationen, end han havde forestillet sig. Vi var helt alene på søen og havde det fantastiske lyshav fra Tivoli omkring os. Det føltes lidt som at være med i en film, husker Dita.
Læs her en historie om ung kærlighed under meget særprægede boligforhold.
Tilbage på land gav en Tivoli-medarbejder parret en hånd med at komme ud af båden. Og det var, da Dita i sin følelsesmæssigt overvældede tilstand rejste sig op, at hun glemte, at hun havde sin iPhone i skødet.
– Der lød et ”plop”, og vi vidste begge med det samme, at lyden betød uheld. Jeg troede faktisk et øjeblik, at det var ringen, hun havde tabt! Der var kun en tre centimeters sprække mellem båden og land, og alligevel var telefonen smuttet den vej. I 10 minutter hjalp flere Tivoli-medarbejdere os med at prøve at fiske den op. Men det var mørkt, og vi kunne ingenting se, så vi måtte give op, fortæller Mads.
Fra Tivolis side lovede man dog at gøre alt for at finde telefonen efter jul.
– Vi holdt egentlig hurtigt op med at tænke på den tabte telefon. Det havde været en magisk dag, og det var hovedsagen. Dog blev vi kede af det, da vi kom i tanker om, at alle vores minder fra dagen i form af billeder og videoklip også var væk. De lå jo på telefonen, siger Dita.
21. januar i år, da hun og Mads havde en afslappet hyggeaften i sofaen, opdagede hun, at hun var blevet tagget af nogle venner i et Facebookopslag, der var blevet delt mange gange. Opslagets afsender var Tivoli, som søgte ejeren til en iPhone, som havens elektriker, Niels Matthiesen, havde fundet i søen.
Kærligheden fik Claire fra Malta til Vejle. Læs hele historien her.
Dita zoomede ind på billedet og var ikke i tvivl om, at telefonen var hendes. Hun kontaktede Tivoli, og snart havde hun det uundværlige apparat tilbage.
– Den fungerede stadig perfekt efter sine to måneder under vand, og alle billeder var bevaret. Da jeg løb indholdet igennem, blev jeg faktisk gladere og gladere. For ud over en masse unikke billeder – blandt andet fra fødselsdagen og frieriet i Tivoli – lå alle fødselsdagshilsnerne fra min familie og alle, jeg kender, også på telefonen, fortæller hun.
Dita kom til Danmark i 2014 for at tage en bachelor på Aarhus BSS, som er en business school og samtidig en del af Aarhus Universitet. Mads gik også på Aarhus BSS, men i en anden klasse. De to kendte ikke hinanden og mødtes først, da de sammen med en britisk medstuderende var heldige at komme til Canada som udvekslingsstuderende.
– Det var på vores 5. semester fra august til december i 2016. Vi tilbragte naturligvis en masse tid sammen derovre. Vi hyggede os og festede med studerende fra mange forskellige lande. Især dem fra Skandinavien var gode til at holde sammen. Men Dita og jeg klikkede godt sammen lige fra begyndelsen. Efterhånden fandt vi ud af, at vi ikke bare havde vores fødselsdato, men også mange andre pudsige ting til fælles. Og det bragte os endnu tættere sammen, fortæller Mads.
Han er vokset op i den lille by Hårup nord for Aarhus og har samme trang til oplevelser og jævnlig luftforandring som sin lettiske forlovede.
– Da vi havde taget vores mastergrader og dermed afsluttet vores uddannelse på Aarhus BSS, var vi enige om, at København skulle være vores næste eventyr. Det var en større by med flere muligheder, så der flyttede vi til i februar 2020, fortæller han.
Blandt de mange potentielle jobmuligheder i hovedstaden skete der imidlertid det overraskende, at Dita og Mads’ livsbaner endnu en gang kom til at følges tæt ad, da de begge fik arbejde hos Satair.
– Ganske vist er vi i hver sin afdeling, men spøjst er det alligevel. Jeg er supply chain-planlægger, hvilket vil sige, at jeg sørger for, vi hele tiden har lager nok til at dække vores behov. Dita er chefdatakoordinator i it-afdelingen, siger Mads.
Deres drømme og måde at leve på har ikke forandret sig mærkbart af, at de har fundet sammen som par:
– Vi rejste meget, inden vi mødte hinanden, og det gør vi endnu, hvis vi ser bort fra, at corona lige i disse måneder er en hindring for at bevæge sig rundt, siger Dita.
Her kan du læse en sød historie om kærlighed, healing og musik i Øster Hassing.
Virussituationen er også grunden til, at det forestående bryllup, som egentlig var planlagt til august i år, i stedet er blevet rykket et år ud i fremtiden:
– Vi vil holde brylluppet i Letland, og drømmen er at bringe alle vores internationale venner sammen. Vi har venner fra hele verden, og det skal være muligt for alle at kunne købe flybilletter til Letland. Og ikke mindst skal det være sikkert og uden smittefare at samle folk, fortæller parret.
Indtil da kan de dog heldigvis nyde minderne fra Mads’ frieri på telefonen.
– Vi har fået at vide, at den lå på så lavt vand, at vi nemt kunne have set den og samlet den op, hvis det ellers havde været dagslys. Jeg regnede det faktisk ikke som sandsynligt, at vi ville få den igen. Så det var en dejlig overraskelse, siger Dita Kaudzite.
Sangerinden Anne Marie Lindegaard har en kærlighedshistorie, der er lige til en film. Læs den her.