Lige fra hjertet: Samværet med vores familie blev en sur pligt

Min mand, Karl, og jeg er jævnaldrende og gik begge på efterløn, da vi var 64. Vi havde længe glædet os til vores fælles pensionisttilværelse.

Vi havde købt en campingvogn et par år tidligere og drømte om at komme på længere ferier sydpå, nu hvor arbejdet ikke slugte vores tid. Vores store have trængte også til en omlægning, og så var der selvfølgelig vores dejlige familie, som vi også gerne ville se.

Det viste sig, at den del med familien i hvert fald gik i opfyldelse. Vores tre børn og deres familier boede alle en god køretur væk fra os, men omtrent samtidig med vores farvel til arbejdsmarkedet fandt vores ældste datter, Malene, og hendes mand deres drømmehus tæt på os.

Pludselig kunne vi ses med dem mere spontant, og deres tvillingedrenge på 10 svingede tit forbi os på cyklen efter skole. Jeg nød, at der kom mere liv i huset i det daglige, og stod som regel klar med saftevand og nybagte boller.

Der gik ikke længe, før Malene spurgte, om vi mon kunne lave en aftale om, at drengene spiste hos os hver onsdag.

Hun og Kristian arbejdede meget, og med flytningen oveni trængte de til et ugentligt pusterum, hvor de kunne føle sig som kærester igen. Jeg blev helt bekymret ved tanken om, at de skulle gå fra hinanden, og sagde straks ja.

Vores yngste datter, Sandra, havde to piger på otte og syv med sin mand, mens vores efternølersøn havde en lille dreng på to med sin kæreste. Jeg tror, at vores faste aftale med Malene inspirerede de andre to.

I hvert fald ringede Sandra en dag og spurgte, om vi kunne tage pigerne hele søndagen, så hun og Frederik kunne ordne nogle haveprojekter. De blev ikke færdige, så det hele gentog sig næste weekend, nu både lørdag og søndag.

Karl og jeg havde egentlig talt om at trille en tur ud med campingvognen, men blev enige om, at det jo godt kunne vente.

Det var, som om der var kommet hul på bylden. Sandra ringede nu oftere for at høre, om vi kunne passe. Hun forklarede det med, at deres faste barnepige var flyttet væk for at studere. Men der var et stykke vej hen til os, og jeg spekulerede på, at hun i virkeligheden var misundelig på al den tid, som hendes søsters børn nu tilbragte med os, og ville sikre sig, at hendes piger ikke blev glemt.

Vi kunne ikke sige nej

Tanken gnavede. Vi havde altid gjort en dyd ud af at dele sol og vind lige mellem børnene. Derfor sagde jeg ja, hver gang Sandra spurgte.

Vores yngste, Tobias, og hans kæreste, Mille, bad ikke om pasning til deres lille søn. Til gengæld var de aldrig gået af vejen for at spørge om vores hjælp til forskellige boligprojekter.

Dengang de boede i lejlighed, var det mest bare et toilet, der løb, som Karl hurtigt fiksede. Men for et års tid siden havde de overtaget et gammelt hus, som nu skulle males og have nye døre indvendigt. Og som min søn bemærkede, havde Karl jo tid nok.

Karl mumlede lidt i skægget, men tilbragte snart en del tid med at arbejde på huset. Han fik en flaske rødvin som tak.

Jeg havde ikke tid til at føle mig forsømt, for jeg syntes efterhånden, der altid var mindst ét barn i hjemmet. Og hvis ikke, så en bunke beskidt vasketøj eller legetøj på stuegulvet.

For første gang slog det mig, at vi nu havde været efterlønnere i et halvt år, men intet havde fået gjort ved vores drømme. Haven trængte stadig til omlægning, og campingvognen stod dækket af et fint lag støv i indkørslen.

Jeg prøvede at minde mig selv om, at vi ikke burde klage. Vi havde en stor familie, som vi så tit, og det var ikke alle forundt.

Desuden havde vi selv valgt at få tre børn, og så må man regne med, at det kan kaste en del børnebørn af sig. Og børnebørnene ville jo ikke være små for altid, og så ville Karl og jeg have mere tid til vores egne projekter.

Karl var ikke enig i min prioritering, når vi talte om det over aftenkaffen. Det var jo nu, mens vi endnu var raske og rørige, at vi burde rejse ud med campingvognen.

– I vores alder er man jo nogle gange bare ét fald og en brækket hofte fra, at det hele begynder at gå ned ad bakke, sagde han tørt.

Vores børn skruede forventningerne op

Jeg syntes, han var lige lovlig dramatisk, men jeg kunne godt se pointen. Min bedste veninde havde mistet sin mand til en blodprop fra den ene dag til den anden. Hun bebrejdede stadig sig selv, at de aldrig nåede på den rundrejse i Canada, de altid havde talt om.

Jo mere jeg tænkte over det, desto mere virkede det, som om vores børn bare havde ventet, til vi stoppede med at arbejde, før de skruede op for forventningerne til os. Hvis ikke vi passede børn derhjemme, stod vi ofte på en forblæst fodboldbane og heppede pligtskyldigt. Men jeg syntes, det var vores egen fejl, eftersom vi selv sagde ja gang på gang.

Regningen kom snigende lige så stille. Samværet med vores familie blev en sur pligt. Min ryg gjorde ondt af at lege med Lego på gulvet i timevis sammen med drengene.

Jeg bebrejdede mig selv, at jeg ikke havde det samme overskud til at stå klar med hjemmebag, og jeg tog mig i at vrisse ad børnene, når de larmede eller rodede. Det var ikke den slags bedstemor, jeg gerne ville være. I virkeligheden var det slet ikke børnenes skyld; det var deres forældre, jeg var skuffet over.

Til sidst gik mit dårlige humør også ud over Karl. En torsdag aften kom jeg kold og træt hjem fra tvillingernes fodboldtræning. Jeg forsøgte at ignorere det klistrede køkkengulv under strømpesokkerne; jeg havde kun nået at gøre nødtørftigt rent, da en af pigerne spildte saftevand dagen før.

Karl stod og så søgende ud.

– Jeg troede, du havde bagt kage? Det plejer du da altid.

I dét øjeblik føltes det, som om hele verden krævede noget af mig. Jeg begyndte at vrisse, men så slog det pludselig over i tårer. Jeg dumpede opgivende ned på en køkkenstol.

Den aften fortalte jeg Karl, hvor udkørt jeg følte mig, og hvor skuffet jeg var over, at vores tre børn tog os og vores tid for givet. Jeg havde mest af alt lyst til at flygte fra det hele.

Afsted på ferie

Karl fik det bestemte udtryk i ansigtet, jeg huskede fra hans tid som skolelærer. Så greb han telefonen og ringede efter tur til vores børn. Han meddelte i utvetydige vendinger, at vi havde fået nok af at være kombineret pasningscentral og vicevært, og at vi nu tog af sted med campingvognen på ubestemt tid.

Inden jeg fik set mig om, havde min mand booket den første overnatning på en nordtysk campingplads. Jeg var helt ved siden af mig selv, mens jeg pakkede, og mine tanker kredsede om børnenes reaktion.

Karl havde fortalt, at både Malene og Sandra havde lydt meget fortørnede. Til gengæld havde Tobias skrevet om besked, hvor han undskyldte for, at han og Mille havde virket utaknemmelige.

Næste morgen trillede Karl og jeg af sted. Selv om det nagede mig, at der ingen sms’er eller opkald kom fra vores døtre, lykkedes det alligevel at få en skøn ferie. Vi endte med at køre helt til Italien og var væk i tre uger. Vi solbadede, læste og svælgede i oliven og frisk pasta. Jeg indså nu, at vi skulle have sat foden ned for længst.

Da vi kom hjem, stod der en enorm gavekurv i carporten.

”Velkommen hjem og undskyld! Kh. Mille, Tobias og August” stod der på kortet.

Jeg blev rørt og ringede straks til vores søn for at sige tak. Men da jeg stadig ikke havde hørt fra Malene eller Sandra en uges tid efter, begyndte jeg at frygte, at vi havde stødt vores døtres familier fra os. Så jeg tog en dyb indånding og ringede til begge for at invitere på forsoningskaffe. Heldigvis sagde de ja.

Børnene blev sendt ud i haven med nogle hjemmebagte småkager, så vi voksne kunne få ro til at tale sammen.

Selv om det var grænseoverskridende for mig, fik jeg forklaret, at Karl og jeg bestemt stadig gerne ville passe børnebørnene, men at vi havde brug for mere balance mellem familietid og tid til os selv. Sandra var stadig fortørnet og mumlede, at det kunne vi da bare have sagt frem for at flippe sådan ud.

Så brød Malene ind og sagde, at hun faktisk forstod os.

– Det er bare, fordi Kristian og jeg er helt kørt i sænk af børn og fuldtidsarbejde … Jeg tror bare, vi kom til at bruge jer som den lette løsning.

Kristian, der sad ved siden af og så træt ud, nikkede og sagde, at de burde have hyret en barnepige i ny og næ.

Sandras Frederik rømmede sig og medgav, at dén var de nok også skyldige i. Siden han havde fået en chefstilling, havde det været svært at få tingene til at hænge sammen derhjemme. Sandra sukkede:

– Men det var ikke kun derfor. Jeg tror bare, jeg ville sikre mig, at mine piger fik lige så meget tid med deres bedsteforældre som deres fætre.

Hun skævede over til sin storesøster, der rødmede. Jeg mærkede et strejf af lettelse ved min datters indrømmelse.

Vi endte med at få en god, lang snak den dag. Karl understregede, at vi selvfølgelig ikke ville gøre forskel på børnebørnene, og at vi stadig stod klar til at passe dem, når det altså harmonerede med vores egne planer.

– Men det med at lege taxacentral og køre til og fra fodboldtræning må være forældrenes tjans.

Det var lidt mere ramsaltet, end jeg ville have sagt det, men de tog det faktisk pænt.

Familiemiddag én gang om måneden

Den næste tid skete der en del forandringer. Malene og Frederik valgte begge at skifte til jobs med bedre arbejdstider, og så fandt de en barnepige.

Sandra endte med at gå ned i tid. Hun betroede mig senere, at den tabte indkomst var det værd, for nu kunne hun være mere sammen med sine piger, mens de var små.

Den eneste helt faste aftale, vi har i familien nu, er, at vi alle spiser sammen hos os én gang om måneden. Jeg glæder mig altid til deres besøg og nyder, at jeg nu har overskud til at planlægge menuen og bage lidt til kaffen.

Karl og jeg har været i Tjekkiet med campingvognen. Vi har også endelig fået omlagt haven. Tobias kom og gav en hånd med til det grove, og Malene kom forbi med nogle stiklinger til de nye bede.

Når Karl og jeg sidder på terrassen med aftenkaffen, nyder vi synet og luner os ved tanken om, at vi nu har et langt bedre forhold til vores børn og kan nyde alle vores dejlige børnebørn igen.