Jeg har adopteret en ny søster

Populære artikler på familiejournal.dk

En fyreseddel gør sjældent lykke, og det gjorde den, som Britt Sørensen fik for godt to år siden efter 30 år på Danfoss sådan set heller ikke. Men når hun i dag træder et skridt tilbage og ser det hele lidt i perspektiv, kan hun se, at netop den opsigelse gav hende først en ekstra familie og dernæst verdens bedste job. Og det er jo ikke så ringe endda.

See you…

For to år siden havde skæbnens store kran-arm netop løftet Zeinab Jemo og Rashid Oso op fra et asylcenter i Lohals på Langeland og dumpet dem ned i en nydelig, men rungende tom lejlighed i Langesø uden for Nordborg på Als.

Herfra havde det kurdisk-syriske ægtepar en skøn udsigt over Nordborg Sø, men ingen dyner. De havde grønt græs og gyngestativer, men ingen gryder. De havde masser af tid, men intet arbejde, ingen familie, ingen venner at tilbringe timerne sammen med.

Det var dagen før påske, da parret og deres to børn landede på Als. De var blevet hentet på stationen i Sønderborg og kørt til deres nye hjem, de havde fået kontanter på lommen og en pegefinger havde vist dem, i hvilken retning de skulle gå efter butikker - og så lød det ellers "see you after the holiday".

Læs også: Kirsten befinder sig i krigens centrum

Tid til overs

55-årige Britt lærte først familien at kende 14 dage efter, hun mødte nemlig Rashid på en lektiecafé i Sønderborg.
- Vi skulle jo samme vej hjem, og så mødte jeg også Rashids kone, Zeinab - og da jeg først så, hvor lidt de havde, var det helt naturligt at hjælpe dem, siger Britt. Siden da har det, der startede som lidt praktisk hjælp til en flygtningefamilie, udviklet sig eksplosivt.
- Først blev vi venner, og nu er vi familie, siger Zeinab, 40.

Tilbage til Syrien

Hun og Rashid har fået opholdstilladelse i Danmark i fem år, og bliver der fred og ingen forfølgelser i Syren, vil de meget gerne tilbage: - Det er jo vores land, som Zeinab siger. Og så må Britt og Poul komme på besøg alt det, de vil.
- Ja, vi har allerede fået et utal af invitationer, griner Britt.
Men lige nu og her er Zeinab dybt taknemmelig for, at hendes børn bor i en varm lejlighed i Danmark og ikke dør af kulde, som de børn, hun har set på billeder fra det borgerkrigsramte hjemland.

Vi taler om alt

Med kun 15 års aldersforskel mellem hende og Zeinab kvier Britt sig lidt ved at blive betragtet som en slags reservebedste: - Zeinab og jeg er mere som søstre. Fra den allerførste dag har vi kunnet tale om alt.
Og Britt - ja, hun kan ikke mere skrive arbejdsløs på sit visitkort…

- Jeg hørte, at de børn, der kommer til Sønderborg kommune uden at kunne dansk, starter i modtageklasser på Dybbøl-Skolen, og det, syntes jeg, lød spændende. Så jeg skrev og spurgte, om jeg måtte komme i praktik. Det kom jeg i tre måneder, og så tre måneder mere… og nu er det endt med, at jeg er blevet ansat som underviser på fuld tid, fortæller Britt med øjne, der lyser - og hendes egne ord bekræfter glæden:
- Det er et job, jeg elsker overalt, og som jeg håber at have resten af mit arbejdsliv.

Læs også: Knogleskørheden slog ikke Mona ud