Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
- Liva er det bedste, der er sket mig, siger Benedicte, om sin lille datter. Men alt har ikke altid været så godt som nu for den 34-årige kvinde. For ti år siden flyttede Benedicte fra Aalborg til Malaga for at arbejde som sælger i en dansk modekoncern. Karrieren var for alvor begyndt at tage form i 2002, da der skete et uforudset vendepunkt i hendes liv.
Hasteindlagt på sygehuset
Som 28-årig fik Benedicte konstateret kræft i den ene æggestok. Hun blev hasteindlagt på et hospital i Malaga og gennemgik en lang række undersøgelser og biopsier, hvorefter hun blev opereret. På mirakuløs vis var der ingen kræft at finde efter, at knuden var blevet fjernet. Lægerne kunne ikke forstå, hvad der var sket, men alle var overbevist om, at nogen havde holdt hånden over den spinkle danske pige.
- Jeg ved, at jeg har været ufatteligt heldig. Det er som om, man får en ny chance, når sådan noget sker, siger Benedicte.
Den store kærlighed
Nu er det seks år siden, Benedicte blev indlagt, og hun er for længst blevet erklæret helt rask. I 2006 mødte hun danske Claus, der også havde valgt at bo i udlandet. Det viste sig at være den store kærlighed, og snart begyndte parret at tale om børn.
- Men jeg var nervøs for, om jeg kunne blive gravid med kun en æggestok og en krop, der havde været igennem en kræftsygdom. En spansk gynækolog gav mig nogle tips til, hvordan jeg kunne øge chancerne for en graviditet. Efter blot et par måneders forsøg, viste graviditetstesten overraskende to streger. Altså positiv, fortæller Benedicte begejstret.
Endelig forældre
Den 1. november sidste år blev hun og Claus forældre til lille Liva.
Selve fødslen gik fint og næsten smertefrit en meget smuk oplevelse. Men hospitalsopholdet endte med at blive lidt af et traume, fortæller Benedicte.
- Tyve sekunder efter fødslen tog de Liva fra mig i mere end to timer! Det var skrækkeligt. Da de kom med hende, var hun renskuret og stank af cologne. I dag holder jeg mig til min danske mødregruppe på netdoktor. Her kan jeg spørge danske jordemødre og sundhedsplejersker online, siger Benedicte, som har været så heldig at få tildelt over et års barsel, selvom man normalt kun får 16 uger i Spanien.
- Det er ren luksus, og jeg har nok påskønnet det endnu mere her, end jeg ville have gjort i Danmark, smiler hun. Vi vil gerne have flere børn, men hvornår det sker, er ikke til at sige.
Se også På toppen efter kræft