Jeg vil gerne være nogens ”Lone”

Lone Pedersen er sygeplejerske på intensivafdeling på Odense Universitetshospital, OUH. Hver dag passer hun alvorligt syge mennesker. Hun møder også deres pårørende, som kan være ulykkelige, hjælpeløse eller vrede. Som sygeplejerske tager hun sig af dem alle sammen.

En tidlig morgen i marts 2018 trådte Jeanette for første gang ind på den stue, hvor Lone var på arbejde. Lone så en ung kvinde, der var på alder med hendes egne døtre, og tænkte, at det var synd. Sådan en ung pige skulle ikke have en grund til at komme her. Men det var der desværre.

Lones patient hed Betina Stolberg og lå i respirator. Hun var 52 år og var blevet indlagt samme nat, fordi hun pludselig ikke kunne trække vejret. Hun havde haft et liv med hårdt fysisk arbejde og aldrig været særlig god til at passe på sig selv. Hun var fraskilt og mor til Jeanette, som var hendes eneste barn og det menneske, hun hele livet igennem havde villet gøre alt for.

Jeanette Stolberg var 24 år. Hun og hendes mand havde netop mistet deres ufødte barn et stykke henne i graviditeten. Hver dag havde hun talt med sin mor, og hver dag havde Betina sagt til sin datter, at det nok skulle blive godt igen. Tidligt denne morgen i marts var Jeanette så pludselig blevet ringet op fra Sønderborg Sygehus med en besked om, at hendes mor var blevet indlagt og overført til Odense. Jeanette havde kastet sig ind i bilen og var kørt fra Sønderjylland til Odense, så hun kunne være hos sin mor.

Mødet mellem sygeplejersken Lone og Jeanette kom til at ændre den unge kvindes liv. Det første møde og de næste tre måneder på OUH førte til, at Jeanette og hendes mor fik sat ord på deres store kærlighed til hinanden, de fik også talt om, at Betina måske skulle dø nu. Det var svære samtaler, men Jeanette oplevede også, at Lone kunne give hende den omsorg, hun havde brug for i en meget svær periode af sit liv.

– Min mor lå i respirator og kunne jo ikke tale, men Lone var der. Hun svarede på mine spørgsmål om, hvorfor min mor ikke ”bare” kunne få to nye lunger, hvorfor hun ikke ”bare” kunne få en respirator med hjem? Lone lyttede, hun gav mig et knus, men hun var også ærlig. Når jeg spurgte, om min mor ikke helt bestemt ville blive rask, var det, fordi jeg ville høre hende sige, at jo, min mor ville blive rask. Men det sagde hun ikke. Hun sagde, at det ikke så godt ud. At de gjorde, hvad de kunne. At de tog en halv time ad gangen. At det var nu, min mor og jeg skulle sætte ord på de følelser, vi måske ikke havde udtrykt før. Lone blev på en måde min ekstra mor i de tre måneder, min mor var indlagt.

De vigtige snakke

I den følgende tid kørte Jeanette hver dag fra Sønderjylland til intensivafdelingen på OUH. Hun tænkte på sin mor og deres tid sammen, og hun håbede også hver eneste dag, at det var Lone, der var på arbejde, for selv om Lone ”kun” var sygeplejersken, var hun også den, der fik Jeanette igennem den sværeste tid i hendes liv. Det gjaldt også for hendes mor

Betina vågnede efter et par dage, men lå stadig i respirator, så hun kunne ikke tale, men hun fik en blok papir i hånden, og så kunne mor og datter skrive og tale sammen om deres liv, men også om, at det ikke var sikkert, at Betina ville overleve.

– Lone havde sagt til mig, at det var vigtigt, at vi fik snakket om døden, og hvordan min mor ønskede, at hendes begravelse skulle foregå. Det var ting, vi aldrig før havde talt om, og min mor ville heller ikke. For hende var jeg stadig den lille pige, der skulle skånes for sygdom og død. Hun ønskede, at jeg så hende som den, hun altid havde været: Min glade og aktive mor, der altid var i godt humør. Nogle gange, når jeg kom, lå hun og så ”Luksusfælden” i tv med sin blok i hånden, så hun kunne skrive sjove kommentarer. Jeg ved også godt, at når jeg gik igen, gav hun sig selv lov til at have det dårligt og hvile sig. Det var rart for mig at vide, at Lone også var hendes faste støtte. For mig blev Lone hende, der altid havde tid til mig og hende, der gav mig et knus, når det var nødvendigt, men hun var også hende, der aldrig nogensinde prøvede at skåne mig, men sagde tingene, som de var, siger Jeanette.

Find Lone

Betina fik det bedre. Efter tre måneder kom hun hjem til sig selv i Sønderjylland, men hun blev aldrig rask. Der dukkede flere følgesygdomme op, hendes krop var slidt. I marts 2019 døde hun på Sønderborg Sygehus i en alder af 53 år. Hun var afklaret med, at hun skulle dø, og hun havde heldigvis også nået at få at vide, at Jeanette var gravid med hendes første barnebarn.

Der er gået seks år, og Jeanette og hendes mand har nu to børn, Hun savner stadig sin mor, men hun glæder sig over alle de minder, hun har, og over, at der fandtes en Lone, der hjalp hende igennem den svære tid og også kom til at ændre hendes liv.

– Jeg har før arbejdet på et bosted for handicappede, men det var mødet med Lone, der fik mig til at uddanne mig til social- og sundhedsassistent. Jeg ville gerne, at jeg engang kunne blive en eller andens ”Lone”, så jeg kunne give den omsorg videre til andre, som hun har givet mig. Jeg har tænkt meget på hende, og jeg ville gerne møde hende og sige tak, men jeg vidste ikke lige hvordan. Derfor kontaktede jeg Region Syddanmark og spurgte, om de kunne hjælpe mig med at finde frem til en Lone på OUH.

Det blev et større detektivarbejde, men i maj lykkedes det.

Rørt og ydmyg

Lone var stadig ansat på OUH, hvor hun nu har været ansat i næsten 30 år. Hun har været sygeplejerske på intensivafdeling i 24 år, hun er gift og mor til tre døtre og mormor til flere børnebørn. Der er gået seks år, siden hun mødte Jeanette og hendes mor. Utallige patienter og pårørende har været igennem hendes hænder. Hun kan ikke huske dem alle, men da hendes afdelingsleder en dag spurgte hende, om hun måske var den Lone, der havde passet Bettina og taget sig af hendes datter, Jeanette, kom minderne tilbage. Derfor tog Jeanette en dag i foråret igen turen til Odense. Hun gik op på intensivafdelingen, hvor hun mødte Lone, og efter få øjeblikke fandt de to hinanden igen.

– Jeg blev meget rørt og ydmyg, da jeg hørte, hvad Jeanette havde at sige. Det er så stort at kunne hjælpe et andet menneske gennem sygdom og sorg, men det er jo ikke, fordi jeg er så speciel. Alle på min afdeling ville kunne gøre det samme. Det handler om, at jeg har den uddannelse og erfaring, der gør, at jeg kan snakke med de pårørende. Så var der jo også det helt særlige, at jeg selv har døtre på Jeanettes alder. Det ramte mig, at hun stod der helt alene og skulle tage sig af sin mor, og derfor vil hun nok altid have en ekstra plads i mit hjerte, siger Lone.