Johnni sagde farvel til narkoen – og goddag til lykken

Da Johnni Keller Larsen fyldte 30, var der ikke meget, der tydede på, at han kom til at holde flere runde fødselsdage i sit liv. Han vejede ingenting og havde intet at leve for. Hverken i køleskabet, på bankbogen eller i overført betydning.

Men i 2012 tvang han sin egen livsbane ind i det første positive sving i mange år, og for tre år siden kom så den drejning, der førte ham helt i hus. I dag er han dybt taknemlig for, at han mod alle odds har fået et helt ”almindeligt”, ja, endda et dejligt liv sammen med Linda, der har så meget styr på ham, at han næppe kommer i uføre igen. For det kan man roligt sige, at Johnni har været mange gange i sit nu 40-årige liv.

For nylig var et insulinchok lige ved at ødelægge billedet igen, men også her var Linda på pletten.

Læs også: Ulla flyttede 28 gange i sin barndom: Jeg har længtes efter en mor hele livet

Trøstespiste

Overvægtig, mobbeoffer, bogligt udfordret, skilsmissebarn og yngst af tre knægte hos en enlig mor og fabriksarbejder – der var ikke meget at råbe hurra for i Johnnis barndom. Så han spiste sig til lidt trøst. En femmer i lommen brændte oftest så meget, at den blev omsat til slik hos købmanden. 11 år gammel vejede han 96 kilo.

– Min mor vidste godt, at der var noget galt med mig, og havde bestilt tid hos lægen. Men på dagen, inden jeg nåede hen til lægen, fik jeg mit første insulinchok, fortæller Johnni.

– Jeg var så panisk ræd for sprøjter, at der måtte fem sygeplejersker, to læger og min stedfar til at holde mig nede, da jeg skulle have insulinen sprøjtet ind første gang på sygehuset, husker Johnni, der nu kunne føje diabetiker til rækken af daglige udfordringer.

Læs også: Jørgen hjælper sin demente kone: Kærligheden er kun blevet større (link fjernet)

Mor døde

Selv om hans mor efter bedste evne gjorde alt for, at yngstesønnen fik den rigtige kost og kom i bedre form, blev Johnni aldrig et barn i god trivsel. Og skolebøgerne var han i hvert fald ikke gode venner med. At hans mor også skulle dø fra ham, før han fyldte 16, var endnu et modbydeligt slag i ansigtet på den unge alsing.

– Som 18-årig tog jeg det første narko, og så gik det ellers bare nedad i mange år. Fra jeg var 22 og tre et halvt år frem, var jeg stiknarkoman, og bagefter var det andre former for stoffer, siger Johnni, der fint kan se ironien i, at han som barn var bange for sprøjter.

– Hver dag skulle jeg skaffe 3.500 kroner bare for at fungere, det var ikke engang nok til at gøre mig skæv, forklarer han og erkender ærligt, at han i de år forbrød sig mod pænt mange paragraffer for at skaffe pengene. I flere perioder sad han også i fængsel.

Læs også: Superfans i Mariehaven: -Vi er altid vakse ved havelågen

Med kurs mod afgrunden

Men lige meget, hvad der skete – og der skete mange grimme ting omkring ham – fortsatte han mod afgrunden. Én efter én bukkede vennerne fra miljøet under, og hans egen 6-årige datter blev dræbt af en spritbilist. Han var også selv tæt på at dø engang, hvor han havde spist 83 angstdæmpende piller på én gang, og det er vel unødvendigt at tilføje, at blodsukkertal, kostregler og motion ragede ham en høstblomst.

For syv år siden havde det hårde liv som narkoman slidt så meget på Johnni, at han vejede 45 kilo, og det var absolut allersidste udkald, hvis han nogensinde skulle nå at have et ordentligt voksenliv.

– Et eller andet sted inde i mig vidste jeg jo godt, at jeg gerne ville have et liv. Det dur ikke at skulle finde 3.500 kroner hver eneste dag, 365 dage om året. Det tærer, og jeg var blevet koldt og kynisk over for alt og alle.

Med hjælp fra storebror Freddi og misbrugsbehandlere i Sønderborg og Augustenborg lykkedes det for ham over et års tid at vride sig løs og få gang i en tilværelse, hvor han kunne fungere uden det så ødelæggende sus fra narkoen.

– Jeg har haft et enkelt tilbagefald, men siden da har det været 100 procent slut, siger Johnni.

Læs også: Anette fik fjernet det ene bryst: Jeg blev et andet menneske

Nul mænd

For tre år siden mødte førtidspensionisten Johnni så Linda Bebensee, der absolut ikke skulle have flere mænd i sit liv. Aldrig nogensinde endda!

Og alligevel sidder de to, Linda og Johnni, nu i dag ved siden af hinanden ved bordet i deres hus i Broballe uden for Nordborg, og det er svært at afgøre, hvis øjne der stråler mest, når de fortæller om de dage, hvor Johnni fik Lindas faste beslutning om nul mænd til at smelte som en is på en sommerdag.

Johnni lagde bestemt ikke skjul på sin fortid som stofmisbruger og kriminel, og hans ærlighed var åbenbart det bedste scoretrick over for Linda:

– Jeg kunne jo se, at dét var han ikke mere, og jeg er den type, der tager folk, som de er. Så må det briste eller bære. Hvis han var helt sikker på, at stofferne var lagt på hylden, kunne vi godt give det et forsøg, men hvis han ikke er færdig med stofferne, skal han ikke være i mit liv, siger Linda, 47.

Læs også: Anjees mand fik et hjerteanfald: - Vores kærlighed bar os igennem

To børnebørn på et fad

Det er Johnni helt på det rene med. Han skal ikke nyde noget af at miste Linda. For det første er hun jo Linda! For det andet har hun serveret to fantatiske børnebørn på et fad for ham – ham, der ellers aldrig havde turdet håbe på en dag at blive kaldt bedstefar. Og for det tredje er Linda hans bedste sensor, når det handler om at opdage, at hans blodsukker er ved at blive for lavt.

– Jeg kan se det på ham, før han selv mærker det, og før hans sensor slår alarm, siger Linda og fortsætter: – Hans bevægelser bliver langsommere og lidt pudsige.

Læs også: Nana og Bjarke bor på et 114 år gammelt træskib: Herfra vil vi se hele verden

Fægtede med gaffel

En dag i november i fjor havde Johnni hjulpet Lindas søn med at skifte motor på bilen, og da han kom hjem, kunne Linda med det samme se, at Johnni trængte til mad og lidt at drikke, så blodsukkeret kunne komme op igen.

– Samtidig skulle vi have besøg af to fra firmaet Verisure for at tale om vores nye tyverialarm, og dem tog jeg så med ind i stuen, mens Johnni spiste færdig ude i køkkenet, forklarer Linda.

Men bedst som hun var i gang med at tale i stuen, kaldte hendes underbevidsthed eller måske stilheden i køkkenet på hende, og hun strøg derud.

– Johnni sad bare der og fægtede underligt med kniv og gaffel og var ikke til at komme i kontakt med. Da Verisure-folkene opdagede, at den var helt gal med ham, løb den ene af dem ud og trykkede på deres ”egen” alarm, som også har en SOS-funktion, der gør, at alarmcentralen kan følge med og se og høre, hvad der bliver sagt og gjort i huset.

Med vejledning fra alarmcentralen fik Linda derefter lempet Johnni ned på gulvet og sad med hans hoved i skødet, så han ikke kom til skade under krampeanfaldet. Hun fik også lidt æblejuice i ham med et sugerør, og heldigvis gik der kun godt seks minutter, før akutbilen fra Danfoss var på stedet og kunne jage et skud glykogen i låret på Johnni.

– Vi er meget glad for Danfoss’ akutbil, for uden den var der gået meget længere tid. Vi bor jo ret så meget i ”udkanten”, som Linda siger. Hun ved, at Johnni allerede har fået skader på hjernen af det hårde liv, og han behøver ikke flere.

– Ja, jeg var heldig. Hvis ikke Linda havde været så opmærksom, og hjælpen ikke var kommet så hurtigt, kunne jeg have ligget i koma eller være endt som en grøntsag, siger Johnni.

Og det ville ærlig talt også have været en sjusket slutning, når nu han har kæmpet så meget for at få sit liv på ret kurs.

Læs også: Tine strikkede sig fri af stess: - Jeg er kommet i garnhimlen

Værd at vide om lavt blodsukker:

• Lavt blodsukker (hypoglykæmi) kan skyldes, at der er en højere insulinmængde i blodet, end der er behov for. Hvis man spiser eller drikker sukker, forsvinder symptomerne som regel inden for 10-15 minutter.
• Langvarig og alvorlig hypoglykæmi kan medføre hjerneskade og dødsfald.
• Symptomerne på for lavt blodsukker er individuelle fra person til person, så det er rart at kende tegnene, hvis du kender en diabetiker med tendens til for lavt blodsukker.