Kærlighed til Momo og Mofa - og til Sønderjylland

"Momo" kan næsten ikke holde armene ind til kroppen, men som hun siger: "Vi æ jo synnejyder, så må man godt holl sig lidt tebach", og det prøver hun så. Men det er svært, for barnebarnet, Rikke Thomsen, er faktisk blevet danmarksberømt.

Den lille stump unge, der klamrede sig til Momos knæ for 27 år siden, er blevet en voksen kvinde og har netop udgivet en cd på sønderjysk, "Omve´n Hjemve" (omvendt hjemve, red.), hvor en af sangene hedder "Åltins Koldt I København".

Læs også: Kærlighed på plejehjemmet

Kærlighed til det sønderjyske

Rikke har selv skrevet teksterne til de seks sange på sønderjysk, og siden cd'en udkom i april, har hun ikke haft et roligt øjeblik. Hun har været i Go'morgen Danmark, hun har været i radioen, og hun er blevet interviewet til aviser. Men vigtigst af alt: Tusindvis af mennesker har hørt hendes sange, og selv om det ikke er alle, der forstår sønderjysk, har de forstået Rikke og har forelsket sig i pigen fra Sønderjylland med den smukke stemme.

Hun er selv ret overrasket over den store succes, men som den ægte sønderjyde, hun er, nøjes hun med at sige, at den 5. april, da cd'en kom på gaden, måtte hun lade sin telefon op fem gange, for sådan noget teknik løber tør for strøm, når alle gerne vil tale med Rikke fra Blans, der selvfølgelig ligger – i Sønderjylland.

Læs også: Fra London til Sønderjylland

Skilsmissebarn

Udgivelsen blev fejret med en koncert på hendes gamle skole, Eckersberg Friskole, i Blans. Alle billetter var udsolgt, og hovedgaden i Blans var pyntet med en flagallé, for det var den dag, Rikke kom hjem. Det er her, Rikke hører til. Hun ved det godt, for hun har lært på den hårde måde, at et menneske er nødt til at kende sine rødder og være tro mod dem for at blive til et helt menneske. Det er her, Vibeke og Peter Petersen, kaldet Momo og Mofa, kommer ind i billedet.

– Jeg er vokset op i Blans med min mor og stedfar. Vi var fire søskende, og indtil jeg var 12 år, havde jeg en god barndom. Men da min mor blev skilt og pludselig var alene med fire børn, var hun kun i 30'erne. Måske blev hun lidt panisk, jeg ved det ikke, men hun var i hvert fald sikker på, at nu skulle der ske noget i hendes liv. Jeg var 12 år og, fordi jeg vidste, hvor godt vi havde haft det før, vidste jeg også, at det her nye liv, det var overhovedet ikke godt, siger Rikke.

Det var dengang, Rikkes mor begyndte at flytte med sine børn. Syv gange på et år. Så er det svært at være en storesøster på 12 år, som også tit var alene hjemme med de små søskende. Heldigvis fandtes Momo og Mofa og friskolen. Og det blev nok bedsteforældrene, der reddede livet for et følsomt barn, som for tidligt blev voksen. For Momo og Rikke har altid haft et særligt, tæt forhold.

Følg Rikke på Facebook

Fantastisk musiklærer

– Vi så Rikke for allerførste gang, da hun var 1 år. Mofa og jeg hentede vores datter og hendes mand og lille Rikke i lufthavnen. De havde boet i Grønland en tid, og nu kom de hjem. Min datter var højgravid med Mie, Rikkes lillesøster, og Rikke brølede i vilden sky, fordi hun havde ondt i ørerne. Det var kærlighed ved første blik, husker Vibeke, som hun faktisk hedder, selv om hun kun bliver kaldt Momo.

– De boede hos Peter og mig den første tid, indtil de fandt deres eget. Peter og jeg arbejdede hos Falck dengang, og når jeg gik på arbejde om morgenen, klamrede Rikke sig til mit ben. Når jeg kom hjem, sad hun lige inden for døren og ventede på mig. Vi knyttede et bånd, der aldrig er blevet klippet over, fortæller Momo.

Men som bedsteforældre skal man ikke blande sig. Heller ikke hvis der er noget, man ikke forstår. Man skal bare være der, når der er brug for en. Pigerne besøgte tit Momo og Mofa. Her hørte de tyske slagere med Momo, fik fortalt historier og lærte en masse fornuftigt af Mofa. Der var gode, sønderjyske livretter på bordet, faste spisetider og masser af betingelsesløs kærlighed, for sådan er det med bedsteforældre. Og der var også noget andet, der gav livet mening.

– Jeg gik i Eckersberg Friskole, og her fik jeg en lærer, som underviste i musik, Betina Thorsøe. Jeg var 11 år, da jeg begyndte at gå til guitarspil på hendes musikværksted. Betina var – og er – fuldstændig fantastisk.

- Hun lærte mig alt, tog mig med til koncerter og senere på besøg på Musikkonservatoriet, så jeg kunne se, at der fandtes en verden uden for Blans og en verden, hvor jeg kunne lære endnu mere om musik. Betina var uddannet på Musikkonservatoriet, og der går jeg også selv i dag, fortæller Rikke.

Læs også: Stor kærlighed på Grønland: - Mor, vil du gifte dig med papfar?

Flyttede hjemmefra

Musikken blev Rikkes liv. Det begyndt med de tyske slagere, og det fortsatte med den lille guitar, hun fik af Momo og Mofa. Hun levede for musikundervisningen på skolen, og hver gang, hun gav skolekoncert, sad hendes bedsteforældre selvfølgelig på første række.

Men da Rikke gik i 9. klasse, tog hun en beslutning. – Jeg flyttede hjem til Mofa og Momo. Jeg ville ikke være en del af min mors liv mere. Jeg kunne simpelt hen ikke, siger Rikke. Momo og Mofa åbnede deres favne og deres hjem endnu engang. Først flyttede Rikke ind, senere kom hendes søster også, og så havde "de gamle" to piger på 14 og 15 år.

Her var to voksne, som gav pigerne lov til at være børn. Lov til at være teenagere og leve det liv, det er meningen, at børn skal have. De voksne talte også med pigernes far, som var flyttet til Nordjylland, og det endte med, at pigerne flyttede op til deres far og stedmor, da de var færdige med grundskolen og skulle videre i gymnasiet. – Det var svært at flytte fra Momo og Mofa, men vi var tit hjemme på besøg.

Læs også: Tre fynboer filter urner: Vi kalder os "det grå guld"

Mojn-sisters

- I Dronninglund kom vi i gymnasiet og blev kaldt "The mojn -sisters". Vi fik et godt hjem hos vores far, men rødderne var stadig hos Momo og Mofa, indskyder Rikke. Vibeke og Peter blev alene for første gang i mange, mange år, da pigerne flyttede, men bedsteforældre græder ikke. De holder dørene og hjerterne åbne, og derfor vil børnebørnene altid komme tilbage.

- Det var dog også i de år, at Vibeke og Peter fik kørt en del kilometer, for der er langt fra Blans til Dronninglund.

Læs også: 68-årige Henning trives på sit skateboard

En goij mand

Rikke blev voksen og kom på konservatoriet, hvor hun bliver færdig som cand. musik til sommer. Hun har altid skrevet og spillet sine egne sange, de første år på engelsk, men hendes første sang på sønderjysk blev født, da Mofa havde 40års jubilæum hos Falck.

– Jeg skrev sangen "En Goij Mand som Dæ" til Mofa. Det er en sang til ham, der altid er der. Ham, som man altid kan regne med, og som giver og giver og gør alt det gode, han kan, uden at forvente at få noget tilbage. Jeg havde længe tænkt på det med rødder, dialekt og Sønderjylland, så jeg fortsatte med at skrive på sønderjysk, siger Rikke.

Det er så blevet til de i alt seks sange, der er på cd'en. De handler om hjemve, om at høre til, om at være sønderjyde. Og de handler også om kærligheden til Momo og Mofa, som nu er blevet 70 år. De er stadig ikke blevet gamle, for det har de ikke haft tid til.

Det er dem, der har kørt rundt og uddelt flyers om Rikkes cd, det er dem, der har hentet og bragt alt muligt og umuligt, og dem, der har fortalt vidt og bredt om koncerten på Rikkes gamle friskole. Det blev da også en uforglemmelig aften, da Rikke gav koncert på sin gamle skole. Alle billetter var som nævnt udsolgt, Momo og Mofa sad på forreste række – og den aften slog de begge to ud med armene.

Læs også: Kærlighed på vestjysk/østgrønlandsk