Kærligheden hjalp Lise ud af misbrug og prostitution

Mandag, 23. august 2010
af Redaktion
Lise Frederiksen havnede på samfundets absolutte bund som narkoprostitueret og hjemløs. Men så mødte hun Jens og fandt kærligheden, der ændrede alt
Foto: Henrik Bjerg og Flemming Jeppesen
Foto: Henrik Bjerg og Flemming Jeppesen

Lise har lagt et hårdt liv med narko- og alkoholmisbrug bag sig og bor nu i det idylliske Hyllested på Djursland med sin mand Jens. Det har været en lang og sej kamp tilbage til livet, som startede i 1994, da Lise vaklede ind på rådgivningscenteret i Værebroparken.

Skjulte dobbeltliv fra manden
Lises misbrug blev grundlagt, da hun som 12-årig fik ketoganpiller til at dulme sin migræne. Som 18-årig flyttede hun til København, blev gift og fik arbejde som sygehjælper. Herefter udviklede misbruget sig for alvor, og det kastede hende ud i et dobbeltliv. På nattevagter forsynede hun sig fra medicinskabene, og snart var hendes forbrug så stort, at hun måtte finde andre veje. - Jeg var prostitueret i mange år, de første år om dagen, så det varede længe, før min mand opdagede det, siger Lise.

Mødet med Jens
Efter 24 år med misbrug og prostitution gav Lises mand op og forlangte skilsmisse. Herefter ramlede det hele, indtil hun i 1994 søgte hjælp hos rådgivningscentret i Værebroparken. De sendte hende videre til afvænning på Djursland, hvor hun mødte manden der hjalp hende tilbage til livet. - Jens boede i et sødt hus ved siden af afvænningscenteret, og vi faldt tit i snak over hegnet. Faktisk snakkede vi så godt sammen, at vi endte med at blive kærester, og nu har vi været gift i 13 år, fortæller Lise

Én dag af gangen
Lise går fortsat fast til møder i Anonyme Alkoholikere. - Det er ikke fordi jeg er bange for at få tilbagefald, men ordene "det gør jeg aldrig mere" har jeg jo sagt så mange gange. I stedet siger jeg hver morgen til mig selv, at i de næste 24 timer tager du ikke noget. Med det dejlige liv, jeg har fået, har jeg heldigvis heller ikke hverken lyst eller trang til det længere, siger Lise.

Af Erik Pedersen

Lise underviser dagens første hold i dressur midt i centrum af Ebeltoft

Lise elsker sine fire terriere - her ses hun i sin dejlige have med Trille og Sisse

LÆS OGSÅ:


Fantastisk
forvandling:
Minus 75 kilo

Hjertepatient
med mod på livet

Jeg kunne ikke
græde mere