Leif Sylvesters kunst giver først mening for ham, når den rummer en bestemt ting

Forlaget Frydenlund har udgivet en stor kunstbog med titlen ”Den store Sylvester”, og undertitlen er ”Udvalgte værker 1993-2024”. Anledningen er den på én gang eksklusive og folkelige multikunstner Leif Sylvesters 85-årsdag i næste uge. Bogen har fokus på hans malerier, men indeholder også små nedslag om plakater, gavlmalerier, skoleudsmykninger, statuer, skulpturer, gobeliner og meget mere. Undervejs fortæller kunstneren om tankerne bag sine værker.

Hvordan føles det at betragte sit livsværk i bogform?

– Overvældende. Jeg ved jo godt, at jeg har lavet meget forskelligt. Men når man samler det i en bog, er det en ordentlig mundfuld. Og så er det ikke engang det hele. Jeg havde brand i mit atelier for to et halvt år siden, og meget er desværre gået tabt i den forbindelse.

Al din kunst rummer afbildninger af mennesker eller dyr. Hvorfor?

– Jeg lavede engang et enkelt billede af en indkøbsvogn læsset med poser og tøj. Titlen var ”Han sover”, og den refererede selvfølgelig til en hjemløs mand. Men generelt giver det ikke mening for mig, hvis ikke der er levende væsner med. Jeg forsøger at beskrive tilværelsens vilkår på godt og ondt og betragter gerne livet med et vist satirisk blik. Der er meget i verden, som er grotesk og vanvittigt, men det hjælper at kunne smile ad det. Den såkaldt lille mand med de tomme lommer har jeg også altid haft en forkærlighed for. Nogle vil mene, at jeg er lidt vel tilbøjelig til at konfrontere mit publikum i og med, at næsten alle mine personer kigger direkte ud på tilskueren. Man kan godt føle sig lidt nedstirret, når man har været gennem en hel udstilling.

Hvad har du gang i nu og i den kommende tid?

– Min nuværende udstilling i Kunstcentret Silkeborg Bad slutter 21. april. Til sommer gælder det min fødselsdagsudstilling i Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk. Det er en salgsudstilling, hvor jeg regner med at sælge de af værkerne, der ikke skal rejse videre. Til september har jeg nemlig en anderledes særudstilling på Arbejdermuseet i København. Det er en biografisk udstilling, som dækker det meste af mit liv og virke, og som kører i næsten et år. Imens knokler jeg løs med nye ting. Netop nu sidder jeg med møgbeskidte hænder og støv i håret og laver keramik. Det er en salgsvare, som jeg laver rigeligt af, fordi jeg lider af det, man kunne kalde håndværkersyndromet. Jeg kan godt kan lide at imødekomme publikum og have nogle varer på hylderne.

Hvem inspirerer dig?

– Min største inspiration er Cobrabevægelsen, som har lært mig at slippe tøjlerne og bare male løs. Der er også andre tendenser op gennem tiderne, der har påvirket mig. Ikke mindst den amerikanske popkunst, som man stadig kan se elementer af i mine billeder. Men ellers kan man sige, at jeg har fundet min egen udtryksform eller stil, som i høj grad er opstået af min arbejdsproces. Populært sagt kan man ikke male tynde streger, når man står med en stor, bred pensel i hånden.

Hvordan går det med helbredet?

– Jeg er gammel og slidt. Der var engang, hvor jeg fysisk kunne alt, men i dag kan jeg for eksempel ikke længere løbe og må indimellem sige nej tak til diverse invitationer. Men nu, hvor temperaturen igen er kommet op over de 10 grader, har jeg genoptaget min cykling. Jeg cykler næsten dagligt og kender mit lokalområde ud og ind.

Hvad har været højdepunktet i din karriere?

– Det er nu. Jeg har bredt mig meget gennem årene. Nu kulminerer det hele, og jeg kan begynde at høste frugterne fra alle mine træer.