Lene Beiers nye liv: Hvis drengene ikke var glade, ville vi droppe det hele

Når Lene Beier og hendes mand, Anders, i en ledig stund sætter sig ned og kigger sig omkring på deres hotel i Itten, Østrig, der har fået deres efternavn inkorporeret i navnet og i dag hedder Hotel Edelweiss by Beier, kan de med tilfredshed konstatere, at deres store drøm er gået i opfyldelse.

– Lige siden vi i 2001 mødtes som kolleger på en sushirestaurant og blev et par, har det ligget i luften, at vi før eller siden skulle drive et sted sammen. Vi har haft andre drømme undervejs og realiserede for eksempel vores idé om et drømmehus. Men man skal blive ved med at drømme hele livet, og netop med hensyn til drømmen om et hotel i Østrig har jeg faktisk ikke været sikker på, at det var en, der kunne blive til virkelighed. Det er den blevet, fastslår den 47-årige tv-vært, hvis første halve år som hotelejer netop har kunnet følges på TV 2 i serien ”Beier på alpehotellet”.

Lene og hendes 43-årige livsledsager blev færdige med den planlagte renovering i sidste øjeblik, inden vinterens gæster gjorde deres indtog. Og allerede nu kan de se frem til en travl og solidt booket sommer.

– Det er blevet populært at tage til Østrig i sommerferien. Her er ikke så bagende varmt som i Sydeuropa, og den forrygende natur er som skabt til en aktiv ferie.

Både Danmark og andre lande har været inde i parrets overvejelser. Men under coronakrisen tilbragte Lene, Anders og deres to sønner julen og nytåret i Østrig, og herefter var der ingen tvivl om, at det var der, deres hotel skulle ligge.

– Mange lande har kun én stor feriesæson. Her har vi både vinter- og sommersæsonen at gøre godt med. Og så er her bare smukt, og folk er søde og hjælpsomme. Og nok så vigtigt er Itten langt mere end en turistby, der kun er bygget op omkring for eksempel skisport. Det er en rigtig by, der har det hele, og hvor der udspiller sig et rigt hverdagsliv uafhængigt af turismen.

Livets sproglektioner

Én ting var ægtefællerne dog enige om, da de kastede sig ud i det østrigske eventyr: Sønnerne Arthur og Otto skulle trives godt.

– Det var vores betingelse nummer ét. Hvis drengene ikke befandt sig godt i vores nye liv, ville vi ikke tøve med at opgive det hele. På det område går vi ikke på kompromis, siger Lene om sønnerne, der i dag er 16 og 13 år.

Det har da heldigvis også vist sig at gå over al forventning, og drengene har uden forbehold kastet sig ud i deres nye liv.

– Arthur arbejder for tiden i køkkenet på hotellet, hvor han lærer en masse. Men han har netop sendt en ansøgning til den lokale McDonald’s, hvor han gerne vil have job, fordi de er rigtig dygtige til at tage imod nye, unge medarbejdere og klæde dem godt på med kurser og lignende. På længere sigt vil han gerne være skiinstrukør, men det kræver, at han er bedre til tysk, end han er nu. Før eller siden skal han selvfølgelig beslutte, hvad han vil bruge resten af sit liv på. Men det har han ikke travlt med.

Otto går i østrigsk skole og har gjort det siden familiens første dag i alpebyen.

– Det går forrygende. Han har støt og roligt fået styr på sproget, og i fritiden går han til ski og basketball. I øvrigt har vi fire unge mennesker ansat på hotellet, som drengene hygger sig godt sammen med. De sidder og spiller kort og brætspil, når de har tid og mulighed.

Familiens tyskkundskaber eller mangel på samme er et emne, der har fyldt en del i tv-serien.

– Udsendelserne er klippet sådan, at det bliver lidt sjovt, at vi ikke var så skrappe til tysk, da vi kom herned. Hvis det var i Spanien, vi havde slået os ned, ville ingen synes, det var spøjst, at vi ikke kunne sproget. Siden vi ankom i september 2024, har vi haft nok at se til med renoveringen og siden med hoteldriften. Og så er det ikke sprogkurser på nettet, man først giver sig i kast med. Men sagen er, at man kommer utrolig hurtigt efter det, når sproget er en del af ens hverdag og konstant bliver talt omkring én. Jeg har lige været en tur på kommunen og ført en lang samtale med dem på tysk.

Holder fri i april

Da familien drog til Østrig, havde de Lenes 69-årige mor, Jytte – kaldet Jyttemor – med sig.

– Hun har været en enorm hjælp i hele vintersæsonen. Nu rejser hun snart tilbage til Danmark. Hun vil gerne holde lidt velfortjent fri og skal også se lidt til sine øvrige børnebørn. Men hun kommer tilbage, når den næste vintersæson går i gang. Heldigvis for os er hun glad for Danmark om sommeren, men knap så begejstret for den danske vinter, fortæller Lene.

Ud over familien består hotellets stab af kokken Rasmus, vinspecialisten Trine og de føromtalte fire unge medarbejdere.

– De bliver i sommersæsonen afløst af fem andre, som jeg allerede har ansat, fortæller Lene.

Hendes og ægtemandens første måneder som hotelejere har på ingen måde afskrækket dem.

– Det har fra begyndelsen været vores plan at blive i Itten, indtil vi ikke synes, det er sjovt længere. Men der er ikke noget, der tyder på, at vi kommer til at opleve den situation. Det ville også være trist i og med, at vi har satset alt, hvad vi ejer, på hoteldrømmen. Ja, reelt har vi satset en hel del mere, da vi har taget et stort lån oveni, siger hun.

Hvor mange arbejdstimer, parret investerer i projektet på uge- eller månedsbasis, har hun ikke den fjerneste idé om.

– Men vi er også gode til at holde fri og gå ud at spise og hygge os. Det kan foregå i samlet flok, eller det kan være Anders eller mig sammen med en af drengene. Vi holder hotellet lukket i hele april måned, hvilket er helt i tråd med den østrigske måde at gøre tingene på, hvor man har nedlukningsperioder mellem årets to sæsoner. I den periode skal vi blandt andet en tur til Danmark. Men vi skal også på en ferietur til Verona i Italien med vores personale, og i påsken skal vi hygge os med familie og venner på hotellet, fortæller Lene.

Hun og Anders har endnu et stort byggeprojekt til gode. Et uudnyttet rum på hotellet skal renoveres, hvilket formentlig først kan komme til at ske i sommeren 2026. Men er hun ellers tilfreds med stedets fremtoning?

– I det store og hele. Da vi gjorde hotellet klar til åbning sidste år, var vi pressede på både tid og penge. Vi praktiserede derfor i høj grad det muliges kunst og bevarede meget af det, der fungerede fint. Hvis jeg havde alle penge i verden her og nu, ville jeg som minimum udskifte gulvtæpperne, griner Lene Beier.