Kampen om Leisners skatte: Familie Journal nappede vitserne for næsen af mig

Da TV 2 i sommer annoncerede deres aktuelle underholdningsprogram ”Pibestativ, stakit, kasket”, der i disse uger sendes hver lørdag på TV 2 Fri samt på TV 2 Play, var vi på Familie Journal ikke et sekund i tvivl om, at vi skulle kigge nærmere på historien bag programmet. Over otte underholdende afsnit følger man tv-vært Jacob Riising, der sammen med komikeren Melvin Kakooza på bedste krejlermanér kaster sig ud i at undersøge, hvad den afdøde tv- og radiolegende Otto Leisners gamle pibestativ mon kan byttes til. De har givet sig selv et år til at gennemføre missionen, som bringer dem i kontakt med alt fra spøjse samlere til benhårde forretningsmænd.

Historisk har Otto en nær tilknytning til nærværende ugeblad, som han var fast leverandør til i 36 år frem til 2004. I mere end 30 år af perioden bestyrede han brevkassen ”Os mennesker imellem” og modtog hyggelige beretninger fra læserne, som han besvarede med sin velkendte, leisnerske høflighed.

Han forlod denne verden i 2008, men netop den historiske forbindelse mellem værten og ugebladet gjorde, at da Ottos arvinger i efteråret 2014 solgte en stribe af hans ejendele via Lauritz.com, blev hans private arkiv med vittigheder erhvervet af Familie Journal – eller helt præcist af Aller Media, som udgiver bladet. Og prisen blev betragtelig. Hele 58.000 kroner endte Aller med at punge ud med for de 3.000 jokes, der er sirligt inddelt i kategorier efter emne. Nogle af munterhederne blev efterfølgende udgivet som e-bøger.

Da reporteren bag denne artikel taler med Jacob Riising, viser det sig, at det rent faktisk også var vitsarkivet, han oprindelig var interesseret i at købe.

– En uge inden auktionen løb af stablen, havde Politikens Henrik Palle i en anmeldelse kaldt mig for ”vor tids Otto Leisner”. Da vitserne kom til salg, var jeg derfor stærkt opsat på at få fat i dem. Jeg havde et møde med komikeren Nikolaj Stokholm, der også var interesseret, og vi aftalte at købe arkivet sammen. Vi forestillede os, at vi kunne dele det mellem os og bruge nogle af vittighederne i vores respektive tv-programmer, husker Jacob.

Prisen stak helt af

Dagen for auktionen oprandt, og Jacob gik i gang med at byde.

– Arkivet var vurderet til 5.000 kroner, så jeg var fortrøstningsfuld, men mine bud blev igen og igen toppet af et, der var højere. Samme dag havde jeg talt med Muskelsvindfonden, som jeg samarbejdede med i forbindelse med Cirkus Summarum, og som havde lovet at dække mig ind økonomisk. Men da prisen blev ved med at ryge i vejret, kunne jeg til sidst ikke forsvare at fortsætte budkrigen. Det kunne jo ende med, at der var børn med muskelsvind, der ville blive snydt for deres sommerferie! Undervejs blev jeg i øvrigt ringet op af Lauritz.com, der ville sikre sig, at det var ægte, levende og mentalt raske mennesker, der stod bag de stadig højere bud, fortæller han med et grin.

Det var det. Og en af dem var en ansat i Aller Media, der således sikrede sig vitserne for et beløb, der var over ti gange højere end vurderingsprisen.

– Det vidste hverken jeg eller Nikolaj dog noget om, da vi over telefonen blev enige om at investere i Ottos gamle pibestativ i stedet. Det var sat til salg for 300 kroner, og vi endte med at få det for 5.500, hvilket trods alt var til at leve med. I årevis havde vi nu stativet på delebasis og skiftedes til at give hinanden det i gave ved fødselsdage og andre festlige anledninger. To gange i årenes løb nåede jeg at redde stativet fra at havne i storskrald, når min kone havde ryddet lidt for grundigt op, fortæller Jacob.

Hen ad vejen udtænkte de to venner i fællesskab den idé, der skulle blive til det aktuelle tv-program. Det lykkedes dem at sælge oplægget til TV 2, men af tekniske årsager måtte Nikolaj i sidste ende springe fra. I stedet meldte Melvin sig på banen som Jacobs makker og medvært. Han købte således sin komiske kollega ud og overtog hans andel i pibestativet.

Fly, biler og alpakaer

Inden den 32-årige spasmager kunne gå helhjertet til opgaven, måtte han dog først en tur omkring Google for at blive lidt klogere på, hvem Otto Leisner i det hele taget var.

– Melvin er jo den rareste og høfligste mand i den hjemlige tv-branche, men han er også ung, og hans viden om dansk populærkultur før årtusindskiftet er lidt mangelfuld, siger Jacob.

Udsendelserne blev til på den måde, at når de to tv-personligheder havde fyraften fra deres øvrige gøremål i showbiz, tog de fat på krejlerprojektet.

– Vi havde som sagt sat tidsrammen til et år. Og aftalen var, at vi begyndte med pibestativet, og så måtte vi se, hvor det bragte os hen. Nogle gange var det mig, der tog ud og forhandlede os til aftaler med samlere og andet godtfolk, og andre gange var det Melvin. Og som regel var der tale om rene byttehandler, men der var også eksempler på, at den pågældende samler gav os et pengebeløb oven i hatten.

Som man vil kunne se i programrækken, kommer de to herrer i mere end én forstand vidt omkring. Opgaven fører dem til alle egne af Danmark og sågar til udlandet, hvor de får en bemærkelsesværdig handel i stand med en schweizisk rigmand.

– Undervejs har vi handlet med alle tænkelige objekter fra levende dyr til en ukrainsk flyvemaskine, der dog ikke kunne flyve. Og hver gang har vi skullet lægge hovederne i blød for at finde frem til, hvem der mon kunne være interesseret i en alpaka eller en gammel havetraktor. Vi har også prøvet at gøre uheldige handler og stå tilbage med nærmest ingenting, fortæller Jacob, som allerede tidligt i forløbet erfarede, at en særlig detalje kunne have gjort selve pibestativet til et betydelig mere eftertragtet og kostbart samlerobjekt, end det rent faktisk er.

– Jeg købte stativet uden piber. Dem havde Ottos børn allerede smidt ud, da de mente, brugte piber var en lidt udelikat ting at sælge. Men da jeg mødte en ihærdig pibesamler, der blandt andet havde købt Uffe Ellemann-Jensens piber, gik det op for mig, at selv en godt brugt pibe kan have stor værdi, når det er et sandt koryfæ, der har haft den i munden. Jeg ærgrer mig i øvrigt ikke længere over, at vittighedsarkivet ikke kom til at pryde mit kontor. Vitserne hørte en anden tid til. Og de fungerede bedst, når de blev leveret med Ottos stil og charme, siger Jacob Riising.