Lille Anne-Kathrine er et mirakel

Onsdag, 6. december 2017

af Claus Gjedsig, foto: Henrik Bjerg

Lægerne kunne ikke give Heidi og Dan en garanti for, at deres nyfødte baby ville overleve. Men den lille ny vestjyde var mere sej, end nogen turde håbe. Hun kæmpede for sit liv og kan nu fejre sin første rigtige jul.

Heidi og Dan var begyndt at lægge planer for deres liv sammen. De havde købt det hus i landsbyen Hee ved Ringkøbing, hvor Dan var vokset op, og havde lagt en plan for en totalrenovering. Heidi var snart udlært som speditør, og Dan havde arbejdet fire år som smed. Hele verden lå åben for dem, følte de.

Men i sommeren 2016 udeblev Heidis menstruationer, så for en sikkerheds skyld tog hun en graviditetstest.

– Vi havde ikke planlagt en graviditet og var meget spændte. Testen var positiv. Vi stod bare helt stille og var tomme for ord. Så overvældede følelserne os. Overraskede og glade hoppede vi rundt. Det var helt fantastisk. Vi skulle være forældre. Den 10. juli 2016 blev en mærkedag for os, fortæller Heidi Toftgaard og Dan Jegstrup, der begge er 23 år.

Parrets familier, venner og arbejdspladser fik nyheden at vide i et stille og roligt tempo, for parret ville være helt sikre på, at Heidi nu også var gravid.

– Alle jublede og var glade, fortæller parret.

Men efter kort tid begyndte Heidi at få det dårligt med kvalme og opkastninger. Hun slog det hen, for sådan havde mange gravide det vel. Fordi Dan har en genfejl skulle fostret tjekkes ved en ekstra scanning på sygehuset i Skejby, og her fik de kommende forældre da også bekræftet, at alt var i bedste orden.

Men Heidi trivedes ikke. Hun fik meget hovedpine, var konstant træt og havde meget vand i kroppen, specielt i sine hænder og fødder.

Svangerskabsforgiftet

– En mandag morgen – det var den 28. november – var mit ansigt så hævet, at jeg ikke kunne se med mit højre øje. Alligevel tog jeg på arbejde. Dagen efter var hævelserne der stadig, så jeg tog til lægen, som konstaterede, at mit blodtryk var alt for højt, og fostrets hjertelyd var ikke tydelig. Jeg skulle indlægges på sygehuset i Herning med det samme, fortæller Heidi.

– Men jeg skulle ingen steder uden Dan. Det var jo også hans barn.

”Du har en svangerskabsforgiftning, og det er alvorligt,” sagde en sygeplejerske til Heidi.

– Det var første gang, jeg hørte om svangerskabsforgiftning. Jeg anede intet om, hvad det var, eller hvad det indebar. Men jeg fandt da ud af, at både mit og barnets liv var i fare. Det kunne dø. Jeg kunne dø. Eller vi kunne begge dø.

Parret skulle overflyttes til sygehuset i Skejby, hvor man er specialister i kvinder, der føder alt for tidligt, og hvor fostret kan være under 500 gram. Det var man sikker på, at barnet, som Heidi bar under sit hjerte, var.

Heidi var blevet orienteret om, at hun ville blive mødt af rigtig mange læger og sygeplejersker i Skejby.

– Jeg følte, at det var ét stort kaos, men selvfølgelig havde hver enkelt styr på, hvad han eller hun skulle lave, fortæller Heidi, der også havde ringet til sine forældre, som skyndte sig til sygehuset.

– Vores familier var der utrolig meget for os, er de begge enige om.

Heidi blev lagt i en seng på en opvågningsstue, der var beregnet til kvinder, som netop havde født.

– Det var ikke sjovt at høre de glade, nybagte forældre, når jeg ikke selv vidste, hvad der ville ske med mig og vores barn. Chancen for, at det ville overleve, var omkring 50 procent, siger Heidi.

– Jeg vidste, at han – jeg var nemlig sikker på, at det var en dreng – ville kæmpe. Jeg havde mærket ham en dag, da jeg lagde øret til Heidis mave, fortæller Dan.

Læs også: Camilla var gravid i fire timer - min søn er en lille vinder

Skulle nøddøbes

Heidi var sikker på, at det blev en pige. Men for en sikkerheds skyld havde de valgt to navne: Julius, hvis det blev en dreng. Og Anne-Kathrine, hvis det blev en pige. Hvis barnet levede, skulle det nøddøbes. Dan, som gennem hele forløbet havde været den klippe, Heidi kunne læne sig op af, brød pludselig sammen, da han og Heidi en dag var alene. Pludselig gik det op for ham, hvor alvorlig situationen var.

– Jeg var jo bange for at miste både Heidi og barnet. Det kunne jeg slet ikke forholde mig til, fortæller han.

Fødslen skulle ske ved kejsersnit torsdag den 1. december 2016 klokken 10. Heidi og Dan fik meget nøje forklaret, hvad der skulle ske, blandt andet at barnet meget hurtigt ville kom i behandling i et nærliggende rum.

– Aftalen var, at Dan skulle følge barnet, fortæller Heidi.

Det gjorde han, og kort efter kom en sygeplejerske ind til Heidi: ”Tillykke! Du har fået en lille pige. Og hun er ved at blive døbt lige nu…” Kort efter var også Dan ved sin kærestes side.

– Hun er 29 centimeter lang og vejer 490 gram. Hun er født nøjagtig klokken 11.06. Og jeg har hørt hende skrige, sagde en meget stolt, nybagt far.

Det store skrig betegnede sygeplejerskerne dog kun som et piv. Men det var et tegn på, at den lille pige kæmpede for sit liv.

Dan havde sendt et foto af deres nyfødte datter til Heidis mobil, men den nybagte mor var mest optaget af, at hovedpinen endelig var forsvundet.

– Jeg burde jo være lykkelig, men det var jeg ikke. Jeg følte mig ikke som en mor, fortæller Heidi. Hun var ulykkelig over, at hun og Dan ikke måtte kæle for deres barn i kuvøsen. De måtte allerhøjest lægge en hånd blidt på hende.

– Anne-Kathrine var så lille og nærmest gennemsigtig. Hun fik tilført mad i sonde og skulle have hjælp til at trække vejret.

– Men da hendes vægt steg til 1.000 gram, da hun fik nogle slanger fjernet og blev flyttet i en anden kuvøse, og da jeg og senere Dan fik lov til at lægge hende på vores bare bryst og så videre, var det en kæmpe sejr, fortæller Heidi med et varmt smil.

– Det var milepæle. Og dem blev der flere og flere af.

Læs også: Philip er mit mirakel

Den første jul i Hee

Nogle dage før jul fik Heidi det dog igen skidt. Det viste sig, at hun havde fået betændelse i sin livmoder. Hun kom i behandling med antibiotika og blodtryksmedicin og tabte sig rigtig meget.

Forældrene blev dog alligevel opfordret til at komme lidt væk fra sygehuset, så juleaften og julefrokosten første juledag holdt de derfor hos Heidis søster og familie i Horsens. Det var godt at komme væk fra miljøet på sygehuset.

Da det blev et nyt år, og tiden nærmede sig for, at de skulle udskrives, blev Anne-Kathrine pludselig dårlig. Hun udåndede for meget CO2. Samtidig fik hun problemer med sine øjne og skulle opereres med laser på Rigshospitalet.

– Det blev en lidt turbulent tid, hvor vi var i København, hjemme i Jylland og tilbage på Rigshospitalet. Efter operationen tegnede alt dog igen rigtig, rigtig godt. Og det var en fantastisk dag, da man på sygehuset i Herning sagde, at jeg endelig måtte tage hende ud af kuvøsen og give hende tøj på for første gang.

Den dag fik jeg min moderfølelse. Og Anne-Kathrine fik kælenavnet modedronningen, fortæller Heidi.

– Nu glæder vi os bare til jul. Det bliver Anne-Kathrines første rigtige jul, og den skal selvfølgelig holdes herhjemme med hele huset pyntet op, stort juletræ, besøg af familien og masser af god mad. Det bliver bare så dejligt, siger Heidi og Dan, der har besluttet, at Anne-Kathrine skal være storesøster på et tidspunkt.