Livet efter en hjerneblødning

Torsdag, 7. maj 2009
af Redaktion
Det var en barsk tid, da Per fik en hjerneblødning i 2007. Men han overvandt alle kriser og overlevede på mirakuløs vis. I dag har han mistet korttidshukommelsen – men det har han fundet en løsning på.
Foto: Henrik Bjerg
Foto: Henrik Bjerg

Den 4. december 2007 blev dagen, der kom til at vende op og ned på familien Haugaards liv. Per har fået en hjerneblødning forrest i hovedet ved pandelapperne. Per kunne dø, han kunne ende med meget alvorlige hjerneskader - men han kunne også klare sig gennem de næste mange døgns alvorlige kriser. En ting var lægerne dog helt sikre på: Per ville blive hjerneskadet.

Overvandt alle kriser
- Det hele var så uvirkeligt. Jeg havde selvfølgelig hørt om hjerneblødninger, men troede, det var noget, som kun ramte gamle mennesker, fortæller Pers kone Silvia. I forbindelse med en hjerneblødning er de første 21 dage meget kritiske. Da er risikoen for spasmer, blodkar i hjernen, som stoppes eller sprænges, stor. Men Per overvandt alle kriser, og for hver dag blev håbet om, at han skulle overleve større. Den 4. januar blev han overflyttet til Hammel Neurocenter til genoptræning. Og efter endnu nogle måneder kunne han omsider komme hjem.

Mistede korttidshukommelsen
Per har mistet sin korttidshukommelse. Men det er der heldigvis råd for:
- Jeg har fået utrolig hjælp mange steder fra, bl.a. fra Hjernekernen i Horsens Kommune. Jeg lærte, at jeg skulle skrive alle opgaver ned, fortæller Per. Døtrene Helena og Melanie har ikke kunnet dy sig for at udnytte, at deres far ikke kan huske. En dag spurgte de fem gange, om de måtte få en is. Det måtte de selvfølgelig, for Per havde jo glemt, at de netop havde fået.
- Men så fik jeg styr på min kalender, og nu kan de ikke løbe om hjørner med mig mere, siger Per med et varmt smil.

Af Claus Gjedsig

Hjernekernen

Læs mere om Hjernekernen (link fjernet)