Livet efter stroke: Helene giver aldrig op

En mandag aften i oktober 2023 kørte Helene Valeur hjem fra det fitnesscenter, hvor hun arbejdede som personlig træner.

Hjemme ventede to af Helenes børn på 11 år og 19 år, men da hun parkerede bilen, blev hun pludselig svimmel.

Svimmelheden gik hurtigt over, og Helene fortsatte indenfor, hvor den vendte retur.

– Jeg tænkte, at det her er ikke godt, husker Helene, som nåede at banke på væggen ind til sin søns soveværelse, inden hun kollapsede på sofaen i stuen, endnu ved bevidsthed.

Hugo kom ind til sin mor og fik besked på at hente sin storesøster, Annabelle.

– Idet hun kommer ind i stuen, når jeg lige at sige ”ring 112”, siger Helene, som mærkede sin krop lukke ned sekund for sekund.

Hvad Annabelle ikke vidste, var, at hendes mor stadig kunne se og høre hende, mens hun talte med alarmcentralen.

– Jeg kan se det for mig endnu. Hun klarede det så flot, siger Helene, tydeligt stolt af sin datter.

– Havde hun ikke ringet så hurtigt, tror jeg ikke, jeg var overlevet.

Maratonkvinden

Da Familie Journal møder Helene i hendes hjem i Helsingør, er der gået præcist et år og én dag siden den aften.

Blomsterbuketterne på spisebordet vidner om, at veninderne har været forbi for at markere dagen.

Ingen af dem, heller ikke Helene selv, havde forestillet sig, at en ellers sund og rask 43-årig skulle blive ramt af en alvorlig hjerneblødning.

Helene arbejdede som personlig træner, havde kalenderen fuld af klienter og var i sit livs bedste form med flere maratoner bag sig.

– Min dag begyndte klokken fem om morgenen, hvor jeg stod op og løb 15 kilometer tre gange om ugen. Jeg var selvstændig og skulle både nå at arbejde og træne, samtidig med at jeg gerne ville køre min datter til gymnastik og sidde tre timer og kigge på hende, siger Helene, som prioriterede sine børn og sin sundhed over alt andet.

Allerede i ambulancen blev Helene lagt i kunstig koma, som blev forlænget, da de nåede Rigshospitalet.

– Jeg kan huske, at jeg drømte, mens jeg lå i koma, at jeg ringede til min mor for at fortælle hende, at jeg havde fået en blodprop i hjernen, så et eller andet sted har jeg godt vidst, hvad der var sket.

Efter en uge på intensiv holdt lægerne op med at give Helene den medicin, som holdt hende i koma, men hun vågnede ikke. Imens forklarede lægerne hendes familie, hvordan prognosen ville se ud, hvis hun vågnede igen.

– De sagde, at jeg ville være heldig, hvis jeg kom til at kunne bevæge venstre lillefinger, forklarer Helene, som havde fået foretaget en hjernescanning, der viste, at hjerneblødningen sad på hjernestammen og var omfattende.

Låst inde i egen krop

Efter to uger i koma slog Helene øjnene op til et liv, hvor intet var som før.

Hun befandt sig i en tilstand kaldet locked in-syndrom, der ofte ses i forbindelse med stroke, hvor patienten er fuldt ud kognitivt til stede, men ude af stand til at bevæge sig eller tale.

– Jeg var så bange for, at de ville erklære mig hjernedød og slukke respiratoren, siger Helene.

Hun husker læger, som lyste hende ind i øjnene, og familie og venner, som kom og gik.

Kun Helenes ældste datter, Annabelle, fattede mistanke om, at hendes mor fulgte med i det hele.

– Hun bad mig blinke og gøre tegn. Hun vidste, at jeg var derinde, siger Helene.

Lidt efter lidt genvandt Helene talens brug, ligesom noget af førligheden vendte tilbage i højre arm, og det undrede lægerne.

Hjernestammen forbinder hjernen med rygmarven via nervebaner, der sender impulser til musklerne i kroppen og sanseindtryk tilbage til hjernen. Helene burde med andre ord ikke være i stand til at bevæge sig overhovedet.

At hun trods alt kunne løfte den ene arm, var ikke noget, den før så selvstændige kvinde var i stand til at sætte pris på i begyndelsen.

– Jeg havde brug for hjælp til alt. Det var på en måde meget ydmygende. Jeg kunne ikke gå på toilettet alene, ikke selv holde på et glas eller et sugerør. Jeg blev fodret med ske, siger Helene, som hele tiden opdagede noget nyt, hun ikke længere kunne.

– At kunne synke sit eget spyt var ikke en funktion, jeg tænkte over, før jeg pludselig ikke var i stand til at gøre det mere, siger Helene. – Det var et kæmpe kontroltab, og jeg følte en kæmpe sorg over den person, jeg havde mistet.

Depressionen trængte sig ind på Helene i de første måneder af hendes indlæggelse, indtil en af hospitalets læger tog en alvorssnak med hende.

– Du bliver nødt til at tænke på, at dine børn har brug for deres mor, husker hun, at lægen sagde.

– Så jeg sagde til mig selv, at jeg måtte se at komme i gang, og så tog jeg kampen op.

Alt skal genlæres

En lille, brun pelsklump kommer susende hen over stuegulvet i Helsingør. Yorkshireterrieren Nygge springer op på skødet af Helene og giver højlydt udtryk for, at hun ikke er tilfreds med fotografens tilstedeværelse.

– Hun vil bare passe på mig. Jeg var jo væk i ni måneder, siger Helene, som blev genforenet med sin hund, da hun havde genvundet så meget førlighed, at hun kunne flytte i egen bolig 1. juli.

Helene elsker sit nye hus med egen have og søde naboer, som tager sig af Nygge, når hun er til genoptræning.

Det er hun to gange om ugen, og de øvrige dage træner hun både derhjemme og i fitnesscenter med venner og familie.

Træningen er nødvendig, men minder også Helene om det liv, hun stadig savner.

– Jeg elskede det. Jeg satte mig mål og nåede dem altid. Jeg var min egen største konkurrent. Om det så var bordtennis eller gå på line, blev jeg god til det, siger Helene, som også før ulykken var vant til at presse sin krop til yderste.

– Lægerne sagde faktisk, at det nok har reddet mit liv, at jeg var i så god form, siger hun.

Ikke at det mindsker frustrationen, når hun kæmper med selv at tage sko på eller åbne en mælkekarton.

– Min hjerne har glemt alle de signaler, jeg har lært den gennem tiden. Alle bevægelser skal genlæres. Det er bare gentagelse, gentagelse, gentagelse, siger hun og lægger ikke skjul på, at hun indimellem får lyst til at smide håndklædet i ringen.

– Jeg prøver at tænke positivt, men nogle gange er det bare rigtig hårdt. Alt er en kraftanstrengelse.

Det hele menneske

Fra billederne, der hænger på væggene i Helenes nye hjem, smiler hendes fire børn. Hun er selv med på det ene, der blev taget året før ulykken.

Det kan være svært for Helene at se på den smilende kvinde med det lyse hår sat op i en hestehale.

– Der gik mange måneder, før jeg så mig selv i et spejl. Jeg ville ikke kigge på mig selv, siger Helene.

Et typisk tegn på stroke er, at ansigtsmusklerne i den ene halvdel af ansigtet lammes. Det gør sig også gældende i Helenes tilfælde, og hun har det stadig svært med sit nye udseende.

– Jeg kæmper med selvtilliden, indrømmer hun, men tilføjer så med et anstrøg af humor:

– Jeg kan ikke sætte mit eget hår, men nu har jeg i det mindste ikke pletter på tøjet mere.

Netop humor har været en lindring for Helene, som deler ud af sine op- og nedture på Instagram. Det gjorde hun også før, men hvor den gamle Helene kunne tøve, handler den nye.

– Før kunne jeg bruge dage på at overveje et billede, inden jeg lagde det op. Nu gør jeg det bare.

Helene forklarer desuden, at hendes veninder og familie har hjulpet hende med at acceptere sit udseende.

– Det, der er sket med mit ansigt, det ser de ikke. Men det hele menneske inden i mig, det ser de.

Kæmp for livet

Selv om det stadig er svært for Helene at bede om hjælp, er hun fuld af taknemmelighed over de mange mennesker, der tilbyder den.

– Jeg har altid mennesker omkring mig. Det har været helt utroligt at se, hvordan de har samlet sig om mig.

Helene nævner sine forældre, sin eksmand og hans nye kone som en stor støtte. De tager blandt andet med hende i fitnesscenter og går ture sammen.

– De har været der for mig ikke 99 procent, men 100 procent. Det betyder alverden.

Særligt i dagene efter flytningen mærkede hun opbakningen fra nær og fjern.

– Der kom folk for at hjælpe med at pakke ud, som jeg ikke havde set i flere år, siger Helene.

Flere af hendes tidligere klienter har også meldt sig på banen.

– Jeg har hjulpet dem, siger de, og nu vil de også hjælpe mig.

Det har fået Helene, som er uddannet kostvejleder og holdtræner, til at tænke over, hvordan hun vil bruge sit nye liv.

– Jeg har brugt hele mit liv på at motivere og inspirere andre, og det kan jeg på en måde fortsætte med, fordi jeg er åben omkring min skade. Jeg vil bruge det til at vise andre, at hvis du kæmper for noget i livet, kan du komme langt.

Og Helene er kommet langt. Længere end lægerne havde turdet håbe på.

– Når jeg tænker tilbage på den måde, jeg levede på før, kan jeg godt se, at jeg måske havde for meget fart på. Der var bare så mange ting, jeg gerne ville nå, siger hun og tilføjer så, at det er der stadig.

– Jeg vil stadig ud at se min datter lave gymnastik og spille fodbold med min søn.

Men vejen dertil er brolagt med gentagelser, og Helene indrømmer, at hun altid har været lidt, hvis ikke meget, utålmodig.

– Mine børn siger hele tiden til mig, at det nok skal komme. De tror på mig. Det er derfor, jeg er nødt til at blive ved med at prøve. Tænk et forbillede, jeg kan være for dem. Det er det, jeg altid har ønsket at være, både før og nu.

Indtil videre har Helene sat sit et delmål om, at hun vil kunne bevæge sig rundt uden hjælp fra kørestol eller andre mennesker.

– Men det store mål er at gå Københavns halvmaraton, siger hun uden at tvivle på, at det nok skal komme til at ske.

– Jeg har den sejeste hjerne, bare vent og se.

Lige for tiden øver hun sig hjemme på stuegulvet i at kravle og gå med hjælpemidler.

– Jeg ser sådan på det, at jeg fik 43 gode år i min gamle krop. Nu må jeg få det bedste ud af den, jeg har nu. Jeg skal bare lære den at kende.

Og fordi hun allerede har gjort det umulige, tillader Helene sig at tro på, at alt kan lade sig gøre.

– Hvis jeg kan lære at gå, så kan jeg vel også lære at løbe...

Læs også: Louise fik en hjerneblødning som 12-årig

Læs også: Linda mistede sin mand: Jeg får det bedre, når jeg taler om det