Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Musik har altid betydet meget for musiker og sanger Maria Anna Rosenberg, 39, men at det skulle komme til at lindre den største smerte og sorg i hendes eget liv og ydermere skabe et kreativt frirum for mennesker i en meget sårbar situation, havde hun ikke forestillet sig.
– Jeg er uddannet kirkesanger og ligeledes uddannet fra Den Danske Scenekunstskole og har i en del år beskæftiget mig med bl.a. musicals, fortæller hun, som efter et tragisk vendepunkt i sit liv kæmpede for at finde vejen frem til at finde ro med sin smerte.
I 2010 begik Marias mor selvmord.
Læs også: Trine og Per tackler sorgen over datterens selvmord forskelligt
– Min mor, som var folkeskolelærer og ekstremt kreativ både privat og i sit arbejde, kom desværre på grund af mobning til at lide af posttraumatisk stress og deraf følgende angst. Hun blev som 48-årig førtidspensioneret og kom sig aldrig over tabet af samværet med og undervisningen af børnene.
I løbet af otte måneder forsøgte Marias mor at tage livet af sig selv 10 gange.
– Hun røg fra den ene psykiatriske afdeling til den anden, og det var meget hårdt at være hos hende uden at kunne hjælpe lige så meget, som jeg inderligt ønskede.
Noget af det, der i høj grad slog Maria, var manglen på tilbud på kreativ inspiration.
– Det eneste, min mor fik mulighed for, var at strikke tøj til børn, og selv om det selvfølgelig er helt fint, skreg det til himlen, hvor meget min mor manglede at kunne udfolde sine kreative evner.
Læs også: Vicky Knudsen slapper allerbedst af med at nørde i naturen
Marias mor blev mere og mere syg for hvert selvmordsforsøg.
– Til sidst havnede hun på et rehabiliteringscenter, fordi det var lykkedes hende at springe ud af et åbent vindue fra tredje sal på den lukkede afdeling. Hun døde ikke, men brækkede ben og ribben, var indlagt længe på kirurgisk afdeling og havnede i en kørestol. Derefter ville man ikke have hende tilbage til psykiatrien, og da hun i stedet blev anbragt på rehabiliteringscentret, vidste jeg jo godt, hvad det ville ende med.
De steder er slet ikke sikret, og det lykkedes hende også at få en anden patient til at hente noget husholdningssprit til hende under påskud af, at hun skulle pudse sin kørestol. I stedet hældte hun det over sig selv og satte ild til.
Men Marias mor døde ikke omgående af sine kvæstelser.
– Det var forfærdeligt, men jeg er glad for, at det betød, at jeg nåede at have et øjeblik med hende, hvor hun ligesom var der, og det er også rart at tænke på, at hun ikke døde alene.
Der gik lang tid, hvor Maria kæmpede med at håndtere sin sorg.
– Jeg fik psykologhjælp og gik i terapi, men det var først, da jeg et stykke tid efter min mors død pludselig begyndte at skrive nogle ord ned og fik lyst til at lave mine egne sange, at jeg følte, at her var måske en vej.
Læs også: Peter blev alligevel et glædens navn
Under et job i et partyband for fire år siden mødte hun Johannes, som er bassist, sanger, sangskriver og producer.
– Vi fandt ret hurtigt ud af, at vi havde samme tilgang til musikken. og blev enige om at skrive lidt sammen og prøve det af.
Det fungerede godt for dem begge, og de grundlagde bandet Me and Maria. Et nyt musikalsk kapitel begyndte, og de tanker, Maria længe havde haft om at bringe musik ind i psykiatrien, fik igen liv, da hun blev opfordret til at følge Søren Magnussen på Facebook.
– Søren er projektleder af Frirum i Psykiatrien på Gentoftes og Rigshospitalets lukkede afdelinger og modtog i fjor Sinds samfundspris. Da jeg læste, at han forsøgte at arrangere koncerter i psykiatrien, vidste jeg med det samme, at det ville jeg være med til. Siden min mors død har jeg vidst, at jeg skulle bruge hendes historie til et eller andet.
- Min mor var altid selv en forkæmper, og jeg har en klar fornemmelse af, at hun ville være glad for, at det ikke bare stoppede med hendes død. Det har bare været enormt svært at finde ud af, hvordan jeg skulle gøre det.
Maria og Johannes’ samarbejde havde resulteret i flere smukke udgivelser, og Maria sendte en sang til Søren og tilbød afdelingen en koncert.
– Jeg blev meget glad, da Søren svarede, at vi ville være et godt match til den lukkede, retspsykiatriske afdeling, hvor han arbejder, og i september 2018 år mødte vi så op for at give vores første koncert på stedet.
Læs også: Lisbeth kæmper for de svage børn
Det var med bankende hjerte, Maria kort fortalte om sin egen baggrund.
– Jeg har jo kæmpet med skyld og skam, siden min mors død, og pludselig mærkede jeg, hvordan de følelser vældede op i mig igen. Men så fokuserede jeg på patienterne, som sad klar til musikken, og jeg forbandt mig med øjeblikket.
Hun fik hjælp fra uventet kant.
– Jeg så min mor sidde lidt bagved og blev pludselig sikker på, at hun ville have sat pris på det, jeg gjorde, så jeg spillede til hende.
Næsten omgående fik duoen god respons fra tilhørerne.
– Tårerne begyndte at trille hos nogle af patienterne, andre lagde hånden over hjertet, og andre igen kom med positive udbrud. Efterfølgende fortalte personalet os, at det sjældent skete, at de indlagte viste følelser på den måde. Vi havde sange med til en hel time, og jeg var forberedt på, at vi måske kun nåede at spille det halve, men langt de fleste blev siddende, indtil vi havde spillet alt, hvad vi havde med.
Maria er glad for, at hendes egne erfaringer kan komme andre til hjælp.
– Jeg har jo brugt musikken til at transformere min oprindelige smerte – at min mor begik selvmord, og at jeg ikke kunne redde hende – til andet end bare smerte. Hele den forfærdelige måde, det skete på, sidder jo i mig, og dér har jeg kunnet bruge musikken til at udtrykke den sorg, så jeg kan være sammen med den i stedet for, at det skal være sådan et eller andet uhyggeligt, der ligger derinde og tynger, og som jeg helst ikke må røre ved.
– Nu kan den være her i stuen sammen med musikken, og der kan endda være andre, som sidder og lytter til det og får det bedre af det, eller de kan også opleve et øjeblik at være i kontakt med deres inderste smerte og føle, at det ikke er farligt. Og det er en god følelse, hvis jeg kan tænde et lys hos mennesker, der som jeg slås med sorg og smerte!
Me and Maria har allerede udgivet to cd'er, den nyeste udkom 4. maj og hedder "Med tusind stjerner". Duoen giver koncert i Rundetårn i København den 16. november. Læs mere om duoen på: meandmaria.dk