Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Det hus og den have i Holte, der udgør Merete Otillia Knudsens bopæl, er nærmest et symbol på hendes nuværende liv. Det er fra 1889 og ét blandt en hel stribe huse, der i sin tid blev bygget til DSB’s ansatte. Den 46-årige ejer af firmaet The Danish Club deler de 80 historiske kvadratmeter og den dertil hørende, frodige have med sine børn, Beate og Frederik Sofus på henholdsvis 12 og 15 år.
– Det er gået op for mig, at man sagtens kan bo småt. Det er vidunderligt ikke at eje ret meget, og den sparsomme plads giver en skøn nærhed med børnene. Ligegyldigt hvor i huset jeg befinder mig, kan de altid høre mig meddele, at morgenmaden er klar. Når man ikke skal passe et stort hjem, frigør det desuden tid til meget andet. Og jeg har i de senere år brugt mange kræfter på at få The Danish Club op at stå.
Har du set Søren Vester og hans have på tv? Mød Søren her.
Meretes klub sælger oplevelser – primært rundvisninger og foredrag i historiske huse og haver over hele landet. Og interessen for emnet har hun med sig helt fra barndommen.
– Min oldefar var kunstmaler og min farfar arkitekt. Og som barn blev jeg af min mor slæbt rundt til Det Kongelige Teater, kunstmuseer og historiske bygninger på stribe. Dengang var der ikke legerum den slags steder. Som barn hang man bare på, så jeg har tidligt i mit liv fået en naturlig relation til vores kultur og historie.
Den bagage, hun selv har fået med hjemmefra, videregiver hun til sine egne børn.
– Når vi taler om, hvad vi skal i weekenden, kan de godt finde på at sige, at det i hvert fald ikke skal være noget kulturelt, som det plejer. Men de har helt tydeligt taget oplevelserne til sig. Da vi var ude at køre en tur forleden, pegede min datter på et hus og bemærkede, at der havde man valgt at bevare de originale vinduer. Det kunne hun se på beslagene, fortæller Merete stolt.
På uddannelsesfronten tog den unge Merete først HA og blev siden cand.merc.
– Og ind imellem havde jeg to års pause, hvor jeg boede i Singapore og arbejdede for malingfirmaet Hempel. Her var jeg med til at starte et regionalt marketingkontor.
Her kan du læse om dronning Margrethes årstidshave.
Som nyuddannet cand.merc. blev hun i 2001 fastansat hos Hempel og to år senere hos konkurrenten Flügger, hvor hun blev global marketingchef.
– Hos Flügger blev jeg på et tidspunkt involveret i renoveringen af Lindenborg Gods, og jeg begyndte gradvis at forstå det komplekse i den slags renoveringsprojekter, hvor man ofte både skulle bruge traditionelle og moderne malerprodukter. Jeg fik ansvar for at skabe et koncept, der kunne dække behovene. Og i næsten et år rejste jeg land og rige rundt og talte med passionerede fagfolk, der ikke hele tiden kiggede på bundlinjen, men havde hjertet med i arbejdet. Resultatet blev, at vi skabte Danmarks første stilhistoriske farvekort som et værktøj til farvesætning af historiske bygninger.
I 2016 sagde Merete op hos Flügger og startede sin første virksomhed, Strategi & Æstetik.
– Min idé var at yde kommerciel hjælp til firmaer, der havde et historisk fundament. Hjælpe dem med at trække fortidens skønhed frem og formidle den på en måde, der var interessant for nutidens mennesker. Hidtil var mit arbejdsliv i høj grad foregået i en verden med mange møder, powerpoint-præsentationer og strategiplaner fem år frem i tiden. Som selvstændig har jeg ingen strategiplan. Jeg arbejder ud fra min mavefornemmelse og stoler på min egen indre stemme.
I og med at hun hverken er historiker eller arkitekt, har hun sin egen vinkel på tingene:
– Det præcise årstal, en bygning er opført i, har ingen betydning i sig selv. Jeg vil gerne vække opmærksomhed og sanselighed. Det gør, at ens by og ens land får en dimension mere. Og det giver dybde i livet og taknemlighed over alle de gratis glæder, vi er omgivet af.
En dag i sit første år som selvstændig sad Merete i sin families sommerhus på Bornholm og fik en ny idé.
– Jeg havde arbejdet en del med herregårde. Men jeg havde lyst til at skabe et univers, som samlede mange typer historiske huse under ét tag. Også de små, ukendte perler, som ingen havde en chance for at finde.
Tag med Familie Journal til middelaldermarked i Valby.
Hun manglede dog et par millioner kroner til at få projektet på benene. Og landets fonde var ikke ret ivrige efter at yde støtte til énmandsfirmaer.
– Men så fandt jeg på at kontakte foreningen Historiske Huse, som jeg havde lært at kende i Flügger-tiden. De var med på et samarbejde, og dermed kunne de og jeg søge fondsmidler sammen. Desuden var jeg så heldig, at Realdania valgte at støtte projektet ad to omgange. Resultatet blev, at den første version af The Danish Club så dagens lys i juni 2018. I begyndelsen var det kun en klub for dem, der ejede husene. De kunne få omtale og dermed tiltrække kunder. Men det udviklede sig hurtigt til også at være en klub for besøgende, hvor hr. og fru Jensen kunne melde sig ind og få rundvisninger og andre oplevelser til særpris. Et medlemskab koster 500 kroner om året, fortæller hun.
Fuld af kreativ drivkraft havde Merete dog også lyst til selv at skabe arrangementer:
– Historiske huse er spændende. Men de folk, der eksempelvis forpagter en restaurant eller er blevet direktør for et museum, er lige så spændende. Deres visioner og energi er med til at forme stedet. Og når de selv fortæller, får folk noget andet end en elitær forelæsning. De får en oplevelse i øjenhøjde med passionerede folk, der deler deres viden i skønne omgivelser. Men jeg har også i kraft af mit netværk dygtige foredragsholdere, som jeg hyrer til særlige arrangementer der, hvor jeg synes, de passer ind.
England har også imponerende huse og slotte. Et af dem kender du bedst som Downton Abbey. Læs med.
I marts 2020 overtog Merete det fulde ejerskab af sin klub. Historiske Huse og Realdania var dermed ude af konstruktionen. Og et halvt år senere blev hun kontaktet af den dansk bosatte engelske haveekspert Toby Musgrave.
– Han var interesseret i et samarbejde. Og det er mundet ud i, at vi har udnævnt de 50 smukkeste haver i Danmark. Haverne kan nu også findes på vores hjemmeside, danishclub.dk, og vi har talt om i fremtiden tillige at føje ukendte og særlige haver til listen, fortæller hun.
En anden af hendes fremtidsplaner handler om at inddrage kunsten i sit univers og sætte fokus på den i forbindelse med diverse arrangementer.
– Jeg har haft pivtravlt under coronaen, hvor folk har genopdaget Danmark. Blandt andet har havevandringer været et hit. Det er en stor glæde for mig og fylder mig med taknemmelighed at se folk gå hjem helt høje af oplevelser, fastslår Merete Otillia Knudsen.