Motorsavskursus: Savsmuld i BH'en

– Du skal finde din indre power-woman frem, Maja. Og trække til af ALLE kræfter, siger Bente, der er kursusleder på et motorsavskursus for kvinder og kigger på mig med sine stålsatte blå øjne. Jeg stiller mig i position og forsøger at starte motorsaven. Der sker ingenting. Ikke et host, ikke en bøvs, ikke engang en lillebitte prut kommer der fra den. Jeg prøver igen. Og igen. Og en gang til. – Forestil dig, at du hænger fra en klippe, og hvis du ikke trækker dig selv op af alle kræfter, styrter du i døden. Eller at du er på en øde ø, og hvis du ikke får startet saven, får du ingen brænde, og så fryser du ihjel. Det er sådan nogle kræfter, du skal bruge! Bente presser mig, og jeg ved, det er i den allerbedste mening, men det gør mig endnu mere frustreret, end jeg er i forvejen. Jeg trækker en sidste gang. Ingenting. Saven står bare der på jorden og griner af mig i sit stille sind.

Mere end et motorsavskursus

Da jeg fortalte min familie og mine venner, at jeg skulle af sted på et motorsavskursus for kvinder, blev jeg mødt med vantro og latter. Og øjenbrynene blev yderligere løftet, da jeg tilføjede, at det er telt i tre dage, brusebad i havet, og de høje hæle og fladejernet liggende derhjemme. Jeg er på ingen måde et naturmenneske – jeg hader camping, og jeg er en bangebuks, der frygter edderkopper og helst ikke kører hurtigere end 110 km/t på motorvejen. Jeg troede, at jeg på det her kursus ”bare” ville lære at bruge en motorsav, og det med telt og tvivlsomme sanitære forhold var et nødvendigt onde. Det endte med, at jeg mod al forventning satte pris på at være i naturen med slukket telefon, og jeg kom hjem med meget mere end en træskulptur og evnen til at bruge en motorsav.

Dus med saven

Bentes assistent Susanne starter saven, og jeg får den i hænderne. Med ét er vi blevet dus – saven og jeg. Dens brummen føles ikke længere som en hånende latter, med en ivrig hoppen fra en sav, der bare gerne vil skære. Nu er det ikke et problem for mig at tænke mindre og skære mere. Pludselig er det som om, at jeg forstår den, og hvordan jeg skal arbejde med den. I stedet for, at jeg bruger alle mine kræfter på at løfte saven og holde den i strakte arme, tager jeg den helt ind til kroppen, slapper af i skuldrene og ryggen, lader saven gøre arbejdet, og giver den et par puf bagi for at sætte retningen. Læs også om Asger og Christian, der forvandlede et træ til en kano kun ved hjælp af økser Det kører bare. Savsmulden sprøjter til alle sider, og adrenalinen suser gennem kroppen på mig, hver gang jeg giver den gas. I et par sekunder føles det som om, at saven og jeg smelter sammen – hvad jeg tænker, gør saven, før jeg når at tænke, at jeg skal få den til at gøre det. Og så flyver den første side af, og jeg stikker i et hyl af begejstring. Jeg klemmer på gassen, som var jeg en motorcyklist, der skal imponere et par flotte tøser på gaden og sætter sværdet i træet igen. Et par minutter efter stopper saven brat. Den mangler benzin, og jeg opdager først da, at jeg mangler vand. Læs alt om, hvordan jeg overkom mig selv og endte med at nyde naturen og det at skære med motorsav i Familie Journal nr. 33