På sporet af "usynlig" kunstner: Nu har Nicoline fået sin plads i historien

Interesserer man sig for malerkunst, vil man formentlig kende til Laurits Tuxen, som levede fra 1853 til 1927 og blandt andet forevigede den danske kongefamilie og andre europæiske kongelige. Om man også har hørt om Laurits’ storesøster Nicoline (1847-1931), der ligeledes var et stort talent med en pensel og et lærred, er mere tvivlsomt. Alene af den grund, at hun var kvinde, fik hun nemlig aldrig de gode udfoldelsesmuligheder, som hendes bror havde.

– Hun opnåede at blive anerkendt i sin samtid, men efter sin død i 1931 røg hun ud i glemslen. Og hendes liv og gerning er meget sporadisk beskrevet. Laurits nævnte for eksempel ikke i sin selvbiografi, at hans søster også var maler, fortæller 81-årige Marianne Abrahamsen, der er oldebarn til Laurits.

Marianne er tidligere gymnasielærer, rektor for Marselisborg Gymnasium og siden ekstern lektor i gymnasieledelse på Syddansk Universitet. Og så er hun forfatter til biografien ”Nicoline Tuxen”, der udkom før jul på forlaget Frydenlund som en del af bogserien ”Kunstens kvinder”. Dermed har hun med stor forsinkelse givet sin slægtning den opmærksomhed, hun fortjener. Men hvordan opstod idéen til projektet?

– Laurits var min mormors far, og jeg er af gode grunde vokset op med, at der er blevet talt meget om ham i familien. Jeg ejer også selv nogle af hans malerier. Og på et tidspunkt fik jeg af min mor en bunke breve skrevet af Laurits’ første kone, Charlotte. Hun var fra Belgien, og brevene var på fransk. Og da jeg selv har læst fransk, var det naturligt, at jeg fik dem. I brevene blev Nicoline omtalt flere steder, og særligt bed jeg mærke i en passage, hvor Charlotte skrev: ”Nicoline må være glad nu, hvor dronning Louise har købt hendes billede”. Det pirrede min nysgerrighed og blev startskuddet til et omfattende detektivarbejde.

De glemte pionerer

Det omtalte maleri hed ”Vindruer” og blev i 1883 Nicolines debut på Charlottenborgs forårsudstilling. At udstille netop her er en af de fineste blåstemplinger, en dansk kunstner kan opnå, og i de kommende år gjorde hun det adskillige gange.

– Men hun blev aldrig indskrevet i kunsthistorien. Det samme gjaldt for omkring 50 andre kvindelige pionerer fra den tid. Kvinder havde ikke de samme muligheder som mænd. Hvis de havde ambitioner med deres kunst, måtte de gå til private undervisere. Først i 1888 lukkede Kunstakademiet op for at tage kvinder ind som elever. Og drev en kvinde det endelig til noget som kunstner, var der en forventning om, at det var som blomstermaler, hun udfoldede sig. At male portrætter krævede en længere uddannelse – typisk på Kunstakademiet – med undervisning i blandt andet anatomi, fortæller Marianne, som kun havde ganske få oplysninger at arbejde med, da hun satte sig for at kortlægge Nicolines liv.

– Når man ledte målrettet efter det, var der trods alt små brudstykker at finde både i Laurits’ breve og i hans egne erindringer. Derudover brugte jeg et uendeligt antal timer på at gennemgå udstillingskataloger for at få et overblik over Nikolines produktion, og hvor og hvornår hendes værker havde været udstillet.

Endelig hørte familien Tuxen og deres omgangskreds til Københavns bedre borgerskab. Nicoline og Laurits var ud af en søskendeflok på syv. Deres far var søofficer og siden direktør for Orlogsværftet, og mange prominente gæster havde deres gang i hjemmet. Det var kort sagt muligt at fremskaffe en del brikker til puslespillet, hvis man vidste, hvor man skulle lede.

​– Der endte med at være materiale til en mindre bog, og herfra opstod idéen om en serie. De kvindelige pionerer havde hver deres særpræg og personlige historie og fortjente at få hver sin biografi frem for at ”drukne” i en samlet bog om datidens kvindelige kunstnere. Jeg er dog kun forfatter til bogen om Nicoline, hvor jeg til gengæld har fået kunsthistorikeren Marie Laulund ind over som medforfatter. Hun har sørget for at sætte Nicolines historie i sammenhæng med tidens strømninger i kunsten og samfundet.

Økonomisk trængt

Bogen tegner et billede af en kvinde med store, kunstneriske ambitioner, der dog tørnede sammen med datidens forventninger til kvinder.

– Hun havde en kortvarig, brudt forlovelse, og den triste oplevelse var muligvis årsag til, at hun forblev ugift. Som ugift kvinde blev hun tildelt rollen som familiens omsorgsperson. Først passede hun en syg søster, der endte med at gå bort. Derefter hjalp hun til, da en anden søster blev mor. Og sådan blev der i flere perioder spændt ben for hendes karriere som kunstner.

Laurits og Nicoline havde faktisk et tæt søskendeforhold siden barndommen, og han hjalp og støttede hende også på flere måder i kunstnerdrømmene.

– Blandt andet gav han den viden og de tips om moderne maleteknikker, som han lærte i Frankrig, videre til sin søster. Og da hun selv kom til Paris for at få undervisning, var han hendes ledsager i nattelivet. Til gengæld rådede han hende også til at holde fast i blomstermaleriet frem for at tage livtag med landskaber og portrætter. Selv om dette råd var klart begrænsende set fra en kunstnerisk vinkel, har det givetvis fra hans side været velment og baseret på hans viden om kvindelige kunstneres vilkår på daværende tidspunkt.

Periodevis havde Nicoline store økonomiske problemer, og mellem 1910 og 1917 holdt hun flere års pause fra maleriet, hvilket meget vel kan have skyldtes en depression.

– Hun kom i gang igen på opfordring af sin øjenlæge, der mente, hun burde udnytte, at hun havde et fremragende syn. Og i oktober 1920 havde Laurits og Nicoline en stor udstilling på Charlottenborg sammen. Det var en såkaldt auktionsudstilling, hvor billederne var til salg, og Nicolines plan var at sælge rub og stub og dermed forbedre sin trængte økonomi.

En anmelder fra Nationaltidende skrev i øvrigt i samme forbindelse, at Nicoline i meget af sin kunst ”åbenbarer det uudsigelige, som man hyppigt savner hos broderen”. Han mente kort sagt, at hun på visse områder var dygtigere end sin berømte bror.

– Det er spændende at tænke på, hvad hun kunne have drevet det til under bedre betingelser, siger Marianne Abrahamsen.