Pia har vundet kampen mod angst

Hver eneste brik i et puslespil passer sammen med de andre, for sådan er puslespil lavet. Men mennesker er ikke puslespil, og hver dag bliver der født mennesker, der ikke passer ind sammen med alle de andre – eller måske tror de bare, de ikke passer ind?

Et menneske, der føler sig ensom blandt andre, et menneske, der ikke tør gå sin egen vej, men heller ikke kan gå den vej, alle de andre går, ender med at blive syg.

Pia Danborg i Ejby ved Køge er sådan et menneske. Hun er 42 år, og så længe hun kan huske, har hun følt sig en lille smule ved siden af. Derfor fik hun angst.

Hun har haft svær angst, socialangst, generaliseret angst, kort sagt alle mulige former for angst. Angst for at leve, angst for at dø. Har haft angst, siger Pia. For hun har det ikke længere.

Sidste angreb af angst varede omtrent tre år, men Pia kæmpede og stred sig ud af sin sygdom. Uden medicin, men med terapi, der gav hende mod til at tænke over, hvorfor hun mon var i gang med at ødelægge sit liv med en grundløs angst.

Læs også: Pias familie fik hende til at kæmpe mod brystkræften

Jeg var ensom

Pia har mand og børn, og hun har forældre. Hendes forældre har fulgt hende med bekymring hele livet og set hende kæmpe mod sine dæmoner. Nu er det første gang, de ser, at deres datter er glad for at være den, hun er. Derfor har de indstillet hende til Familie Journals julekurv.

– Hele mit liv har jeg følt, at jeg var forkert. At det var mig, der var noget i vejen med, at jeg ikke hørte til, og værst af alt: at ingen ville lægge mærke til, hvis jeg ikke var der længere. Det var det, der gjorde, at jeg fik angst, siger Pia.

Pia og hendes bror var ønskebørn. Forældrene ville dem kun alt det bedste, og de gjorde alt for at lette deres vej ud i livet – måske for meget. Måske var Pia bare et særligt følsomt barn.

– Ensomheden var det værste. Jeg følte ikke, at jeg passede ind nogen steder. Jeg var altid lige en lille smule forkert. Da jeg var teenager, og de andre begyndte at gå i byen, ville jeg stadig hellere gå til svømning. Jeg svømmede og svømmede og elskede træningen, for jeg hørte til i svømningen. I skolen var jeg en stræber, men også en pige, der tænkte over tingene, siger Pia og forsætter:

- Jeg ville redde hele verden, hvis jeg kunne, men jeg følte ikke, at jeg kunne noget. Jeg var en fiasko, sagde jeg til mig selv. På et tidspunkt fik jeg også anoreksi. Hvis det ikke kunne lade sig gøre at kontrollere noget som helst, kunne jeg vel kontrollere min mad.

Fordi Pia gerne bare ville være god og ikke til besvær – eller i det mindste bare gerne finde en plads i verden – fulgte hun også de mønstre, der lå foran hende i familien. Hun var god i skolen og god til tal, så hvorfor ikke blive bogholder, som andre i hendes familie var?

– Det lød som en god idé, og mine forældre var glade. Jeg fik en uddannelse, og jeg var godt på vej ind i et godt og trygt liv. Det kunne også have været fint alt sammen, hvis ikke jeg havde fået det første alvorlige angstanfald omkring år 2000. Jeg var flyttet hjemmefra, jeg studerede, jeg havde min egen lejlighed. Ensomheden var det værste. Jeg skammede mig, og jeg spekulerede meget over, hvorfor jeg mon var så ensom, og hvorfor jeg gjorde alt forkert.

Kender du også en, der fortjener en julekurv? (link fjernet)

Bange for at dø

– Jeg blev bange for at dø. Det er en angst, som er rigtig svær at leve med, når man også skal passe et job, en uddannelse eller bare være i et almindeligt liv. Hundrede gange om dagen kontrollerede jeg min puls, men jeg var jo ikke i nærheden af at dø. Det kunne jeg så sige til mig selv, men når jeg var angst, var jeg sikker på, jeg skulle dø.

De næste år gik Pia til psykolog og snakkede om alt det, hun ikke kunne. Om sit uperfekte liv og alt det andet, der var i vejen med hende. Undervejs fik hun tilbud om psykofarmaka og andre behandlinger, men hun takkede nej. Især piller var hun bange for.

Men der var også noget godt i livet til Pia. Hun skiftede uddannelse og begyndte at læse biologi. Hun mødte en mand, hun forelskede sig hals over hoved i. Han elskede også Pia. Så enkelt og fantastisk var det. I lang tid følte hun sig nærmest perfekt. Hun var nogen, hun var elsket, og hun elskede. Hun havde fundet sin plads i verden. Drømmen var at få børn, og de kom også.

– Det er svært at blive forældre, for hvordan tør man overhovedet sætte børn ind i en verden, hvor alt kan ske, siger Pia. I dag er Smilla og Mathias 7 og 9 år. Glade og nemme børn, der kan og vil selv. Pia og hendes mand har gjort det godt, men da de var små, turde hun ikke tro det.

– Der er så meget, man bør gøre, når børnene er små. Gå til babysvømning, til rytmik, være sammen med andre og gå i mødregruppe, men jeg kunne ikke. Jeg følte mig forkert, uanset hvad jeg gjorde. Jeg tænkte på, om mine børn elskede mig? Kunne de lide mig? Jeg vidste jo godt, at jeg elskede dem, jeg var bare ikke sikker på, at jeg var værd at elske, og det tog rigtig fart i 2013, hvor jeg var faldt fuldstændig tilbage i angsten, fortæller Pia.

– Der var dengang, jeg var sikker på, at jeg havde fået et hjerteanfald, og ringede efter en ambulance. Min mand var på arbejde, og jeg var alene hjemme med børnene. De var kun 2 og 4 år, og de måtte med mig i ambulancen, for der var ikke andre, der kunne hjælpe mig. Da jeg kom ind på hospitalet, fik jeg at vide, at jeg ikke fejlede noget. Det var et øjebliks følelse af fred, og så kom angsten og skammen igen. Skammen over at være til besvær, over at være anderledes.

- Der var dage, hvor jeg ikke kunne stå ud af sengen. Der var den dag, hvor vi alle skulle i Legoland, og jeg simpelthen ikke magtede at gå med dem derind. I 45 minutter sad jeg der på stien midt på parkeringspladsen og kæmpede med mig selv, inden jeg tog mig sammen og gik ind til min familie. Tænk, at mine børn skulle se deres mor sådan, siger Pia, der også på et tidspunkt fik tilbudt behandling med medicin.

Læs også: Jeg turde næsten ikke elske mine tvillinger

Jeg er på vej

– På det tidspunkt arbejdede jeg med forskning omkring psykofarmaka og bivirkninger, og jeg var virkelig bange for pillernes virkning og for at blive afhængig. Jeg vidste, at nu var tiden kommet til at se ind i mig selv og forstå, hvorfor jeg var angst, og hvordan jeg kunne komme væk fra den.

– Lægerne spurgte mig, om jeg gerne ville dø, eller om jeg var depressiv, og jeg hørte mig selv sige, at jeg ville faktisk bare gerne leve. Og så måtte jeg jo begynde på det, siger Pia.

Hendes sidste periode med angst varede i fire år. Det er nu to år siden. De seneste år er gået med psykologbehandling, terapi, fysioterapi, yoga, svømning og en ny terapiform, der hedder chok release-terapi.

– Jeg tvang mig selv til at se de følelser og tanker i øjene, som jeg havde gemt væk. Jeg kæmpede hver dag for at gøre noget, jeg gerne ville, selv om jeg havde angst. Det viser sig jo, at man ikke dør af angst. Det har jeg altid vidst, og det hjalp et langt stykke. Med chok release er det ikke min hjerne, der arbejder, men min krop. Der bliver kontrollen på blideste vis givet tilbage til kroppen, så den kloge krops reaktioner bliver taget alvorligt, og den kan hele sig selv igen, så man kan forstå, at tidligere tiders chok er overstået.

- Jeg har overlevet. Jeg lever. Jeg overlevede også den dag, jeg for første gang holdt foredrag om min periode med angst. Jeg overlevede også den dag, jeg igen var i stand til at tage på udflugt og ferie med familien. Jeg lever lidt mere for hver dag. Jeg føler, at jeg også bliver set, og den følelse vil jeg gerne give videre til andre. Jeg glæder mig til det, der kommer til at ske.

Derfor har Pia skrevet to vigtige bøger. Den ene handler om hendes egen angst, og hvordan hun slap den igen. Den anden er en bog til unge mennesker og handler om angst og om reaktioner på usunde livsomstændigheder. Hun har fået nyt arbejde på et bosted i Roskilde, hvor hun skal hjælpe beboere med det, de nu måtte have brug for på vejen til at leve det bedste liv, de kan. Men først og fremmest vil hun fortælle beboerne, at de er vigtige mennesker, at de har en betydning her i verden – og at man kan komme langt, hvis man tør se dæmonerne i øjnene.

Årets julekurv