Thomas tager familien med til Vinterlege

Med fuld fart ser man Thomas Madsen komme ned ad kælkebakken. Det er svært at se, det er ham, for han er pakket godt ind i både skitøj, briller og hjelm.

Alligevel er man ikke i tvivl om, at det er ham, for Mette Jacobsen står på sidelinjen og hepper på ham, mens hun råber hans navn.

Der er sne over alt, og en hård opbremsning for enden af bakken spreder så meget sne, at man nærmest kommer til at sluge snefnuggene, fordi smilene er så store.

Vinterlegene for udviklingshæmmede har været i gang i seks dage, og det er her, vi møder Thomas og hans familie.

Har brug for støtte

– Det er så dejligt, du er her, udbryder Thomas Madsen og slynger armen om Mette Jacobsen.

Mette er Thomas’ niece, eller som de kalder det ’onkelpige’. Det er første gang, hun er med til vinterlegene Mette er med, fordi Thomas er kommet her flere gange, men han kan ikke komme alene. Thomas har downs syndrom, så han har brug for en person, der støtter og hjælper ham, når han er væk fra sine faste rammer hjemme på bostedet i Odder.

– Jeg er også glad for at være her, bekræfter Mette og giver Thomas et kæmpe kram.

Temperaturen i Beitostølen siger minus fem grader, men skulle man måle temperaturen ud fra al den kærlighed, der er i den kolde luft, ville det nok nærmere føles som at være i en sauna.

Trådte ind i bestyrelsen

Egentlig har det i de sidste par året været Thomas’ søster Lissi, der har været med som hans ledsager, og det arrangement har de begge været meget glade for.

– Det var jo dejligt, at Thomas ville have mig med herop. Vi har virkelig haft nogle gode oplevelser sammen på turene, og Vinterlege er jo bare et dejligt rummeligt sted, så vi har haft det sjovt, fortæller Lissi.

Faktisk har det været så god en oplevelse for Lissi, at hun for to år siden valgte at træde ind i bestyrelsen for at blive frivillig, det man i daglig tale til vinterlege kalder en blåjakke.

– Jeg synes hele konceptet er så fedt, at jeg gerne ville være med til at arrangere og planlægge det. Jeg ville gerne hjælpe mere til end ”bare” at være Thomas’ ledsager, fortæller hun.

Først søster, så onkelpige

Og når man melder sig som blåjakke, er der så meget arbejde, at der ikke er tid til andet. Så Thomas måtte se sig nødsaget til at finde en anden ledsager, der ville hjælpe ham på turen.

Heldigvis skulle han ikke kigge langt efter en ny ledsager. Gik han bare et trin ned ad generationsstigen, stod hans niece Mette nemlig der, og hun ville gerne være hans ledsager.

– Min mor har jo fortalt så meget godt om vinterlegene, men det var ligesom hendes ting at tage med Thomas til dem, men da der så var en mulighed for, det kunne blive mig, gik det hurtigt med at sige ja, fortæller Mette.

– Det er jeg så glad for, siger Thomas og smiler til Mette, mens han ae’er hendes arm.

Mere social

Og for Mette er det også en stor oplevelse at være med på turen. Ikke bare fordi hendes mor og onkel har fortalt så meget om det, men også fordi hun kan se, hvad det gør ved Thomas.

Mette fortæller, at de hjemme på Thomas’ bosted siger, at han bruger meget af sin dag inde på sit værelse, og Playstationen tit trækker mere, end det sociale gør.

– Men når jeg så ser Thomas her, så er det jo en helt anden Thomas. Derhjemme kan vi nærmest ikke drive ham ud af hulen, men når vi er her, kan vi nærmest ikke hive ham i seng, når festen er slut, fortæller Mette.

Thomas giver Mette ret. Der er ikke meget tid til at tænke på sin Playstation, når man både skal nå at kælke, danse, feste, spise og hygge sig.

– Han er meget mere social her, og det er en udvikling, som jeg er så glad for at se, fortæller Mette, mens hun krammer sin onkel.

– Det er jo generelt, det vi opdager, når vi er på vinterlege, tilføjer Lissi.

– Der er så mange, der udvikler sig helt vildt på den her tur, og det er bare så givende og betryggende at se, at der er steder, hvor man kan rumme mennesker, der har andre behov end de fleste, og så samtidig se dem udvikle sig.

Gode venner

Udviklingen af venskaber er også en af grundende til, Thomas kommer igen år efter år. De sidste to år, har han dog holdt en pause, men det har ikke haft den store betydning for venskaberne.

– Jeg fik en masse kram fra mine vintervenner, så snart jeg kom her, selvom det var to år siden, jeg sidst havde set dem, fortæller Thomas med et kæmpe smil.

– Jeg havde savnet dem, og de havde også savnet mig.

Mette griner.

– Ja, man kommer hurtigt ind i en vinterlegeboble, hvor man bliver gode venner, og helt glemmer alle dem derhjemme, tilføjer hun.

Klar igen næste år

Men turen har ikke været ren idyl, for den har nemlig ikke været helt skadesfri. I starten af ugen kom Mette til skade med sin skulder, og de mange dage på i sneen har sat sig i Thomas’ knæ.

– Vi er et umage par, hva’? Siger Mette med et grin.

– Ja, onkelpige, det har du ret i, siger Thomas, mens han griner.

Men selvom skaderne er sket, og de er en smule trætte efter en lang uge med frisk luft og meget bevægelse samtidig med fest nærmest hver eneste aften, er svaret alligevel klart, da der bliver spurgt ind til, om de vil afsted igen næste år.

– Ja, helt sikkert. Hvis Thomas vil have mig som ledsager igen næste år, så er jeg klar. Jeg er slet ikke færdig med Vinterlege, siger Mette.

Hele familien med

– Næste år kan vi tage din kæreste og din hund med, foreslår Thomas med en stor begejstring.

Mette må fortælle Thomas, at det nok bliver lidt svært, så han må ”nøjes” med sin søster og niece.

– Det er også okay, for du er min onkelpige, og søster er min hjertedame.

Mette og Thomas griner, mens Lissi støder til i sin blå jakke. Latteren er så vild og varm, men nærmest kan se sneen smelte under dem.