Veninder og fodboldfans: Vi hepper på landsholdet – i medgang og modgang

Nok hænger bygerne lidt tungt over altanen med udsigt mod Amager Strandpark, men der er rødvin i glassene, kirsebær i skålen og masser at snakke om – og så skal der i øvrigt mere til at ødelægge stemningen her i Dorthe Taxbøls lejlighed, hvor også veninden Gitte Reinholt tager imod.

De to har kendt hinanden i 41 år, siden de begyndte på jordemoderskolen. Begge havde mand og tre små børn, og de blev gradvist tættere og tættere, ligesom mændene, Dorthes Tim og Gittes Bent, også blev venner.

I mange år delte de to familier sågar en lejlighed i Paris sammen.

Det betyder dog ikke, at Dorthe på 71 og Gitte på 73 nogensinde har været to alen af ét stykke.

– Vi er vidt forskellige. Altså, jeg synes, Gitte gør tingene på en måde, der ofte er latterlig, men at min måde selvfølgelig er den rigtige, griner Dorthe, mens Gitte med en lavmælt klukken siger: – Og jeg tænker, før jeg taler. Modsat dig …

Begge er dog enige om, at de har en god indflydelse på hinanden.

– Jeg er speederen, Gitte er bremsen. Jeg har lært noget orden af hende, hun lidt uorden af mig.

Hvad de også har erfaret er, at de kan tale om alt og bruge hinanden – også når sorgen rammer.

For cirka fem år siden blev Bent og Tim alvorligt syge. Bent fik prostatakræft og kom på hospice, Tim blev dement og boede tre år på et plejehjem, inden han døde.

For Dorthe var sorgen størst, da de fik diagnosen, for da vidste hun, hvad vej det ville gå.

Da Tim endelig døde, undte hun ham at få fred, for han havde i lang tid hverken kunnet genkende hende eller børnene.

For Gitte blev det en mere dramatisk slutning på et næsten 50 år langt ægteskab. For selv om Bent sad i kørestol, fik han kravlet op på taget af hospicebygningen og kastet sig ud.

To dage efter døde han af sine kvæstelser. Da var det otte måneder siden, Dorthe havde sagt farvel til Tim.

– Det var selvfølgelig en voldsom oplevelse og en stor sorg, særligt for vores børn. Men de har i dag vendt det til, at det var modigt, hvad han gjorde, for ja, det må have krævet meget mod at hoppe ud, lyder det stille fra Dorthe.

Dorthe og Gitte kunne hele tiden støtte sig til hinanden, både i tiden med syge ægtefæller og det hårde og ændrede samliv, det indebar, og efter at Bent og Tim var døde.

De vidste præcist, hvordan den anden havde det, og ingen ord eller tanker var forbudte.

– Gitte sov ofte hos mig, og så gik vi ud og spiste, drak rødvin og fik vendt hver en sten. Det blev måske lidt dyrt, men det havde det også været at gå til psykolog.

Vi skal se fodbold

Nogle måneder efter Tims død tog veninderne på biltur til Mosel med et gammelt telt og gode bøger. Det var i 2021, og EM blev spillet – ikke noget, Dorthe gik op i, for fodbold var det sidste, der interesserede hende, hvorimod Gittes far havde været næstformand i en fodboldklub, og hun havde altid fundet det sjovt.

Gitte læste nu tidligere landstræner Kasper Hjulmands selvbiografi, ”Fodbolddrømmer”, og da hun fortalte om den, vakte det alligevel Dorthes interesse, så de lyttede til e-bogen på de lange strækninger i bilen. Så skete der noget.

– Jeg blev meget interesseret i mennesket Hjulmand, og vi blev enige om at se en fodboldkamp på tv, når vi alligevel stoppede for at spise, ligesom vi også bestilte billetter til kampen mellem Danmark og Israel i Parken, fortæller Dorthe.

Langsomt begyndte hun at mærke det sjove ved fodboldens verden, når hun så kampene på tv. Ikke taktik eller navne på spillere, som Gitte går op i, men alt det udenom.

Veninderne malede dannebrog på neglene og fik købt trøjer og hatte i DBU’s butik, for mantraet lyder, at de ikke går ned på udstyr.

Og så kom veninderne endelig til deres første kamp i Parken. De købte en fadøl og hotdog, mærkede stemningen, suset og sammenholdet på lægterne og banen – og de var solgte.

– Det var en åbenbaring, simpelthen herresjovt, og da Gitte foreslog, at vi også så en kamp på udebane, var jeg straks med, siger Dorthe.

Således gik det til, at man kunne se de to rød-hvid-klædte damer til en kamp i Zagreb, og inden kamp til en middag, som rejsearrangøren Landsholdsrejser havde sat i værk.

Og her var det ikke bare klaphatten, men ja-hatten Gitte og Dorthe skulle tage i brug.

– Vi tænkte, gruppen nok var lidt indspiste, men vi tog med, og det var en rigtig god oplevelse, fortæller Gitte og erkender, at de nok har været lidt slemme til at trække på fordommene.

– Fodboldfans er tykke mænd med store maver, der drikker øl, men de indeholder jo også så meget mere. Det har været en stor gave at tage ja-hatten på. Vi har mødt så mange søde mennesker, og nogle tager billeder af os og sender til deres mødre for at vise, at de også kan tage til fodboldkamp.

Nåede ikke bussen

Det var også Landsholdsrejser, Gitte og Dorthe rejste med, da de siden tog til Belfast for at overvære en kamp. Her gik det dog lidt galt.

– De unge mænd, der har bureauet, er simpelthen så søde, men det gælder om at høre efter og følge med, og vi fik altså sovet for længe, så bussen kørte uden os, siger Gitte.

– Ja, men det var faktisk også en oplevelse – at vi selv skulle tage toget til Dublin og finde hjem, funderer Dorthe.

Knapt så fornøjeligt var det, da de til en kamp i München først fik deres billetter tilsendt fra et sortbørsfirma to timer før kampstart. Den fejl begår de ikke igen, er de enige om.

Hvad de også er enige om, er at livet skal fyldes med gode oplevelser. For nok har de begge børnebørn – Gitte har fire plus fire i bonus, Dorthe har syv – som de elsker højt og gerne passer, men de tilsidesætter ikke deres eget liv for at stå til rådighed.

Dertil har de for meget på tapetet, og Kasper Hjulmand kan tage æren for endnu en af deres interesser.

– Han blev spurgt, hvad han ville lave, hvis ikke han var træner? Han ville åbne en højskole, og det kan det jo være, han gør det nu. ”Højskole? Det er da lige noget for os”, tænkte vi, og så tog vi på Nørre Nissum Seniorhøjskole, hvor vi i øvrigt fik en ny, meget vidende ven Jørgen, som vi er ved at planlægge en operatur til New York med.

Fodbolden skal der dog også være tid til, og de første tre kampe på hjemmebane har Dorthe og Gitte allerede købt billetter til, når landsholdet er med i Nations League.

Måske rejser de også af sted til udebanekampene.

De er fans – i medgang og modgang.

– Det går op og ned, men der er oplevelser i det hele, for det er også alt det udenom, der har betydning. Som Malte Ebert synger: ”Selv om de spiller skidt, er mit hjerte stadig rødt og hvidt”, den rammer mig hver gang, siger Dorthe, der i øvrigt mener, Kasper Hjulmand vil blive hapset til ”Vild med dans” nu, hvor han er stoppet som træner. Det er Gitte uenig i. Men deltager han, vil der være to glødende fans til at bakke ham op.