Lige fra hjertet: Jeg mistede mig selv i mit ægteskab

Da jeg mødte Lotte på studiet, faldt jeg både for hendes smukke ydre og stålsatte indre.

Hun vidste, hvad hun ville, var ambitiøs, dygtig, klog og målrettet, og jeg var vild med det hele. Selv var jeg langt mere ustruktureret og søgende, og jeg var egentlig kun havnet på jurastudiet af mangel på bedre idéer.

Jeg kom fra en musikalsk arbejderfamilie, der elskede at samles til store fester med harmonikaen og guitaren under armen, men der var absolut ingen tradition for at gå på universitetet.

Som den første og eneste i familien havde jeg fået en studenterhue, og alle, inklusive mig selv, syntes jo, at den skulle veksles til en højere uddannelse. Min far foreslog jura, fordi ”advokater tjener godt”, og så blev det sådan.

Jeg havde næppe gennemført studiet, hvis det ikke havde været, fordi, jeg var så forhippet på at leve op til Lotte. Ville jeg have hende, og det ville jeg, kunne jeg ikke tillade mig at sakke bagud.

Jeg hang derfor i gennem hele studiet og fik også pænt høje karakterer i sidste ende. Dog ikke så fine som hendes, hvad hun heller ikke undlod at drille mig med, men det gik. Det var acceptabelt.

Som det kontrollerede menneske, Lotte var, syntes hun, der skulle være orden i tingene, så på kraftig opfordring fra hende faldt jeg på knæ og friede. Ægteskab, hus, børn, biler, henad vejen også et sommerhus …

Lotte havde mere eller mindre planlagt vores fremtid, allerede inden vi gik til alters, og det var fint med mig.

Hun havde selvfølgelig mødt min familie adskillige gange, og derfor vidste hun også, hvad de kunne finde på, når de kom i feststemning. En uge før brylluppet spurgte hun, om jeg godt ville bede mine forældre og søskende om ikke at tage deres musikinstrumenter med.

De måtte også gerne sige det videre til mine onkler og tanter, og ”hvad der ellers var af glade spillemænd i min familie”, som hun kaldte det.

Jeg brød mig ikke om at viderebringe beskeden og kunne tydeligt se, at mine forældre heller ikke blev glade for at få den. Men min mor samlede sig hurtigt.

– Det er Lottes store dag, så hun skal have det, som hun gerne vil, afgjorde hun og sendte min far et meget bestemt blik.

Det perfekte bryllup

Jeg var taknemmelig for hendes måde at tage det på, selv om jeg jo udmærket var klar over, at hun, og for den sags skyld resten af min store familie, nærmest skulle yde vold mod sig selv for at leve op til Lottes forventninger om det perfekte bryllup.

Min familie overholdt aftalen. Der var ingen instrumenter, men Lotte havde jo ikke sagt noget om, at de ikke måtte komme med en sang, så det gjorde de.

Min far er en eminent sang-skriver, så han havde brygget en skøn sang på hele 10 vers sammen. Den var sjov og visse steder en smule vovet.

Jeg morede mig kosteligt, men det gjorde Lotte ikke. Det så jeg straks på hendes sammenbidte smil, og jeg nåede også at opfange det indforståede blik og de lettere himmelvendte øjne, mine svigerforældre sendte hinanden, da de foldede sangen sammen og lagde den fra sig.

Det var tydeligt, at de ikke var vant til den form for folkelighed.

Efter brylluppet fulgte vi Lottes plan. Vi fik gode jobs, købte hus og snart efter to biler. Næste punkt på dagsordenen hed børn, men først om fire-fem år, for vi skulle lige have gang i karriererne først.

Det var fint med mig. Var der kommet et barn allerede nu, havde jeg glad og gerne taget imod det, men jeg kunne også vente. Bare Lotte var glad. Det var hun ikke altid. Især ikke, når jeg gerne ville have hende med til noget i min familie.

– Åh nej, det er så trættende at skulle høre på din fars dårlige vittigheder, kunne hun finde på at sige. – Og din mor vimser altid sådan.

Tonefaldet fortalte tydeligt, at Lotte ikke havde meget andet end foragt til overs for min mor, når hun for rundt og sørgede for, at alle fik, hvad de havde brug for.

Og når først min fars harmonika kom frem, og alle stemte i med de gamle gårdsange og skillingsviser, var det for Lotte et klart tegn til, at vi skulle bryde op.

Jeg skammede mig

Sammen med Lotte begyndte jeg at skamme mig over min familie. Det kom stille snigende og var blandet op med en skam over, at jeg skammede mig. Jeg havde jo altid været glad for dem, men jeg kunne da godt se, at de sammenlignet med Lottes mere finkulturelle familie faldt lidt igennem.

Efterhånden sad jeg som på nåle, for hvad sagde eller gjorde min familie nu, som kunne få Lotte til at rulle med øjnene? Det nemmeste var at begrænse samværet og alternativt besøge dem uden Lotte.

Min mor var tydeligvis såret over min gradvise tilbagetrækning, men hun sagde aldrig noget. Det gjorde min far til gengæld.

– Vi er jo bare ikke fine nok til din kone, mumlede han, når jeg igen dukkede op med en dårlig undskyldning for, hvorfor Lotte ikke var med.

Jeg så mindre og mindre til min familie, og når det skete, var det kun hjemme hos dem, aldrig hos os.

Det samme skete med mine gamle fodboldvenner. De fleste af os havde fulgtes lige siden folkeskolen, og helt op til nu, hvor vi havde passeret de 30, spillede vi stadig fodbold sammen en gang om ugen.

– At du gider, sagde Lotte med fordømmelse i stemmen.

– Det er da sundt. Man får ikke særlig meget motion bag et skrivebord, forsvarede jeg mig.

Lotte hævede det ene øjenbryn og svarede køligt, at det var derfor, hun tog i fitnesscentret.

Andre gange beskyldte hun mig for at holde fast i fodbolddrengene, fordi vi ”sikkert fik os en lummer mandesnak i omklædningsrummet”.

Hendes mor kom ustandseligt på besøg

Igen følte jeg en skam, for selv om hun ikke havde ret i sin antagelse, var det jo heller ikke de store intellektuelle samtaler, vi førte. Vi pjattede, opførte os som kåde drenge, sloges for sjov og fik en øl. Men det ville hun aldrig kunne forstå, så det holdt jeg for mig selv.

Der var i det hele taget mere og mere, jeg holdt for mig selv for ikke at udløse et af Lottes misbilligende blikke. Rent socialt så vi efterhånden kun vores advokatkolleger og de fælles venner, vi havde samlet op i løbet af vores studietid. Ja, og så Lottes familie selvfølgelig.

Hendes mor kom ustandselig forbi, og så var der familiemiddagene med både forældrene og hendes søster. Jeg lærte aldrig at slappe af sammen med dem, for hver gang følte jeg, at jeg var til eksamen.

Det var opstået allerede første gang, jeg mødte dem, hvor jeg undrede mig over den specielle kniv, der lå ved siden af min tallerken, som viste sig at være en såkaldt fiskekniv.

Det blev aldrig glemt eller for den sags skyld tilgivet, at jeg havde taget den op i hånden og spurgt, hvad det var for et mærkeligt instrument.

Lottes far, der selv var advokat, havde det med at forhøre mig i retsplejelovens paragraffer. Han var snedig nok til at lade, som om han sad med en sag, der handlede om dit og dat, og hvad sagde loven så om det? På mig virkede det påtaget dumt, for hensigten var tydeligvis at få mig til at kvaje mig.

Fire år senere var tankerne om, at jeg i ægteskabet med Lotte havde mistet mig selv, begyndt at fylde mere og mere.

Jeg overvejede faktisk at gå fra hende, for jeg savnede både min familie, mine venner og den lette tilgang til livet, som jeg havde haft, før hun kom ind i mit liv.

Endnu var tankerne mine og kun mine, da Lotte en dag meddelte mig, at hun var gravid. Jeg stirrede på hende. Det føltes, som om jeg blev suget ned i et dybt, mørkt hul, for fik vi først et barn, var der ingen vej tilbage.

Jeg forsøgte at fremtvinge noget, der kunne minde om et smil, men det lykkedes ikke særlig godt.

– Er du slet ikke glad? spurgte Lotte og smøg sig ind til mig.

– Hm, brummede jeg og undskyldte mig med, at jeg havde noget arbejde, jeg blev nødt til at kigge på.

Inde på mit hjemmekontor begyndte tårerne at flyde. Det var uvant og skræmmende, for jeg havde ikke grædt, siden jeg som 11-årig faldt ned fra et træ. Men det hjalp. Efterhånden, som gråden lagde sig, begyndte jeg at kunne mærke mig selv. Den, jeg var inderst inde.

Den aften fortalte jeg Lotte, at jeg ville skilles, men at jeg selvfølgelig stillede op som far til vores kommende barn, også gerne som solofar, hvis det var det, men at jeg altså gik fra hende nu.

En uge senere fik Lotte en abort. Det gjorde ondt, men på den anden side var der også en vis lettelse i, at jeg ikke skulle samarbejde med hende om noget så følsomt som et rigtigt, levende menneske resten af mit liv.

Efter aborten lagde hun og hendes far an til det helt store skilsmissedrama, men det havde de ikke behøvet. Jeg var ligeglad med hus, biler, penge og sølvskeer, så jeg lod hende beholde alt, da jeg gik.

Min familie tog imod mig med åbne arme. Ingen bebrejdede mig, at jeg i årevis havde holdt dem på afstand, og kun en enkelt tante havde behov for at sige noget grimt om Lotte i mit påhør. Jeg svarede kort, at vi havde været to om den tango, for det var klart mit eget ansvar, at jeg havde ladet det ske. Det mente og mener jeg stadig.

Et par år senere mødte jeg Mathilde. Runde, søde, lattermilde Mathilde, som jeg i dag er gift og har to børn med. Hun kan sagtens rumme hele min store, tossede familie, og de elsker hende alle sammen.

Det er også Mathilde, der har fået mig til at se på Lotte med kærligere øjne. Der var ikke noget galt med hende. Vi passede bare aldrig sammen, men det vidste vi desværre først, da det var gået galt. Sådan er livet. Vi lærer, mens vi lever det.