Skal han sige noget til sin datter?

Du er et livsklogt menneske, og jeg kunne godt tænke mig at høre din mening om et problem, jeg har tæt på mig.

Jeg har ingen børn, min første mand døde ung, og nu er jeg gift med Ib, som har tre børn, herunder en datter på 30, der er gift og har to små børn. Datterens opførsel er et problem, ikke mindst for hendes far, der slet ikke har lyst til at se hende (og hendes familie). Han har det nærmest ”dårligt” flere dage før og efter deres samvær.

Årsag: Deres hjem er rodet, beskidt og direkte uhygiejnisk. Børnene bliver ikke tørret om munden eller fingrene, har beskidt tøj på og med snottet løbende.

Datteren forventer at blive vartet op, både når familien er på besøg, men også derhjemme, hvor hun herser rundt med sin mand. Datteren er meget lukket, hun siger ikke tak for noget, viser ikke følelser, er svær at snakke med og er ikke den skarpeste kniv i skuffen.

Det er hendes mand så heller ikke. I deres hus er der en glat trætrappe – uden sikring hverken foroven eller forneden, hvilket jeg synes er skræmmende med en knap 2-årig i huset, men ”det må hun jo bare lære” siger hendes mor. Det er sådan, hun er.

På plussiden skal nævnes, at forældrene leger meget med børnene. Synger, læser, bygger Lego, oplever alt muligt – børnene er nærmest omdrejningspunket i deres liv.

De omgås kun familie, har ingen venner, og når vi er sammen, er det svært at finde på noget at tale om. Vi ser dem så lidt som muligt, selv om datteren ofte spørger, om vi snart skal ses. Hun vil virkelig gerne sin far, mens han ikke er den typiske morfar, der går i selvsving over børn og børnebørn.

Han har meldt ud, til mig, at han aldrig vil have børnebørnene på ferie eller holde ferie sammen med familien, fordi det ikke vil være afslapning for ham. Jeg har det på samme måde og har fravalgt børn, men jeg ville aldrig sætte mig imod at være sammen med Ibs børn og børnebørn, som selvfølgelig er en del af pakken.

Ib siger, at datteren altid har været på tværs. Hun har aldrig villet lytte til forældrene, og lige fra hun som 18-årig flyttede hjemmefra, har hun boet svinsk og rodet.

Hun har også altid været misundelig og decideret ondskabsfuld over for lillesøsteren, der var pænere, sødere, klogere, nem at tale med osv. Hun er helt modsat. Sød, kærlig, åben, snakkesalig, godt begavet, men også hun – og hendes samlever – er ved at have fået nok af søsteren.

Ib vil nu have en snak med sin datter om, hvordan han har det. Om hendes rodede hjem, beskidte børn, og om at de små ikke får den hjælp og omsorg, som børn i den alder skal have.

En snak om hendes dovenskab og grimme tone over for sin mand, og om hvad det gør ved hendes far at være sammen med hende – både før og efter.

Jeg forstår godt, han vil forsøge at gøre noget, men jeg er usikker på, hvad der vil komme ud af det. Jeg har sagt, at han som udgangspunkt ikke kan blande sig i, hvordan familien bor. Men blande sig af hensyn til de to døtre? Kan man det? Skal man det? De bliver jo elsket på mange måder, men i vores optik bliver der ikke passet ordentligt på dem.

Jeg tror ikke, at datteren har begavelse nok til at kunne se problemet. Men vil hun blive ked af det eller vred? Vil hun forsøge at ændre noget?

Eller vil det bare blive ekstrem akavet at ses fremover? Hvis overhovedet? Tror, næsten hendes far håber på det sidste, for det fylder virkelig meget.

Ibs søster har altid været glad for sin niece, men også hun er nu ved at gå ud af sit gode skind over den luddovne tøs, som hun siger. Og over at de små piger ikke bliver hjulpet godt nok.

Ibs ekskone lever pænt og rent, så den manglende sans for hygiejne kommer ikke fra hende. Svigersønnens forældre lever også helt normalt, men har i øvrigt aldrig været glade for at få Ibs datter ind i familien.

Hvad tror du? Kommer der noget ud af at sige noget? Er Ib nødt til at forsøge for de smås skyld? For hele familiens skyld?

Det er vel heller ikke okay, at alle lider under, at ingen vil sige noget? Selv om jeg ikke ville være ked af aldrig at se dem igen, er det alligevel mig, der har holdt igen. Allerhelst ville jeg selvfølgelig, hvis de kunne rette op på deres måde at leve og være på.

Hvad gør vi – eller rettere: Hvad skal Ib gøre eller ikke gøre?

Tak for de fine ord. Måske falder jeg lidt i graderne nu, for jeg er ikke sikker på, du kan lide mit svar.

Jeg måtte læse dit brev mange gange. Og hver gang fik jeg det faktisk ubehageligt. Jeg får oplevelsen af, at der står en hel masse velfungerende mennesker og peger på en ung kvinde, der muligvis aldrig har fået den støtte, hun har haft behov for, og nu fortæller hende, at hun er ækel, beskidt og helt forkert og tilmed dårligt begavet.

Du er kommet sent ind i familien, så man kan nok ikke sige, at det er dit ansvar, men kan du kigge på datteren med mildere øjne og se en kvinde, der ikke har fået de redskaber, der skal til for at klare sit liv til ug med kryds og slange?

Hun længes efter at være god nok. Hun rækker ud efter sin far, for hun ønsker, at han skal se hende og anerkende hende.

En ting, der stensikkert IKKE hjælper hverken børnene eller den lille familie, er, hvis far Ib stiller sig frem og oplis-ter alt det, han synes, hun gør forkert.

For mig at se har familien brug for hjælp. De har brug for, at nogen spørger, om I skal sætte en weekend af og gøre hele huset rent.

At nogen kærligt krammer ungerne og på en fin måde snakker med forældrene om, at det er godt med renlighed og god hygiejne. Børnene har slet ikke brug for uvenskab i familien, og det er børnenes tarv, der er allervigtigst.

Alle voksne har ansvar, når det gælder børn. Hvis I har fornemmelsen af, at der skal en underretning til, så skal I selvfølgelig handle på det, men ellers synes jeg, I skal finde ud af, hvordan I bedst kan hjælpe hinanden.

Hvis det ikke er dig, (og jeg takker dig virkelig for at skrive, for du udviser jo lyst og ansvar for at løse den svære situation, godt gået) men hvis du ikke skal hjælpe familien, skal I finde ud af, hvem der så skal.

Det kan godt være, familien ikke lever op til standarterne, ikke er så interessante, ikke så rene, ikke så flittige, som alle synes, de bør være, men I er mange omkring dem, og I må sammen kigge på, hvordan børnene og de unge får de nødvendige redskaber til at holde familien i trivsel. Og skridt nr. 1 må være ikke at fordømme, men prøve at forstå.

Jeg håber virkelig, at søskende, svigerfamilie eller forældre træder til og ud fra kærlighed og omsorg hjælper familien op på sporet.