Vi fandt lykken efter 28 år

Mandag, 12. januar 2009
af Peter G. Madsen, Foto: Birger Storm m.fl.
Lone og Christobal forelskede sig dybt som unge, men han var cirkusartist og ville ud i verden. Hun ville blive i Holbæk. Inden han rejste, nåede han dog at gøre hende gravid, og det var sønnen, der efter de mange år fandt sin far i et cirkus i USA. Nu er familien endelig forenet.
Indtil videre har vi forpagtet Ny Kro her i Kvanløse. Men hvis vi får råd, vil vi meget gerne købe den, siger Christobal. Foto: Birger Storm m.fl.
Indtil videre har vi forpagtet Ny Kro her i Kvanløse. Men hvis vi får råd, vil vi meget gerne købe den, siger Christobal. Foto: Birger Storm m.fl.

Første gang, Lone og Christobal mødtes, var i 1978, da han var kendt i hele landet som Kanonkongen Christobal fra det omrejsende Ronalds Tivoli. Det var på markedspladsen i Holbæk, at unge blonde Lone oplevede kanonkongen, med det spanske blod brusende i sine årer, flyve gennem luften.

Gengældt kærlighed
Lone blev øjeblikkelig skudt i Christobal, og det var gengældt. I et par måneder dyrkede de deres kærlighed, men så drog den eventyrlystne Christobal videre med forskellige cirkus i både Spanien og Italien og USA.
Men skæbnen ville, at Christobal havde gjort Lone gravid. Hun fødte en velskabt dreng, som blev døbt Christoffer. Siden fik hun også en lille pige, men hun giftede sig aldrig. Christobal lurede ofte nærmest spøgelsesagtigt i hendes tanker - og han tænkte også på hende trods stor afstand og mange års adskillelse.
- Jeg fandt heller aldrig den ægte lykke igen. Jeg tænkte faktisk hele tiden på Lone. Hun har altid været min største kærlighed, indskyder Christobal.


Den unge kanonkonge Christobal var kendt over det
ganske land, da han i 1978 rejste rundt med Ronalds Tivoli.

Mit eget kød og blod
Lone havde selvfølgelig fortalt Christoffer om hans far, kanonkongen. Da han blev ældre, var han meget interesseret i at finde sine fædrene rødder, og af samme årsag kontaktede han redaktionen på DRs program Sporløs. Det var dem, som efter en intens research fandt frem til Christobal i USA, og det skulle vise sig at blive et yderst glædeligt møde.
- Jeg kunne øjeblikkelig både se og føle, at han var min dreng, mit eget kød og blod. Og Christoffer blev nærmest rørt, da jeg fortalte ham, at han er mit eneste barn. Senere besøgte han mig en gang mere i USA, og vi aftalte, at jeg skulle komme til Danmark, så jeg kunne fejre jul sammen med ham og familien, fortæller Christobal. Det var julen 2006.


Sammen for evigt
- I det sekund, jeg så Lone igen, vidste jeg, at hun skulle være min for evigt. Siden har vi været uadskillelige, tilføjer Christobal.
Derefter brugte parret mange aftener på at tale sammen om, hvad der var sket i deres liv i de mange år, de havde været fra hinanden. Christobal var naturligvis meget interesseret i at høre alt om Christoffers barndom og opvækst. Og alt imens de talte, blussede deres gamle forelskelse endnu mere op. Det endte da også med, at Christobal faldt på knæ og friede til Lone. De blev viet ved et smukt kirkebryllup den 22. september 2007 med en stor efterfølgende fest på Ny Kro i Kvanløse, som de nu har forpagtet, og som er blevet rammen om deres liv og kærlighed.

Af Peter G. Madsen

Læs også:
På eventyr i Guatemalas jungle