Brugsen er blevet demensvenlig: Vi holder øje med dig – på den gode måde

Gamle fru Hansen kommer ikke sådan lige hjem med seks dåser kattemad fra Dagli’Brugsen i Millinge på Sydfyn. I hvert fald ikke når alle de ansatte her ved, at fru Hansen aldrig har haft og faktisk aldrig har kunnet fordrage katte.

Brugsuddeleren Orla Møller og de andre medarbejdere i Brugsen er netop blevet uddannet ”Demensvenner”. Det vil sige, at de rækker hånden ud og hjælper, når de møder et dement medmenneske.

Demensvenner

På deres arbejdsplads i Brugsen betyder demensvenner helt konkret, at de lægger mærke til, hvis en af deres kunder gør noget anderledes, men endnu vigtigere er det, at de også tør gøre noget ved det.

De tager ikke kattemaden fra fru Hansen, men de giver sig tid til at tage en snak med hende, så de sammen kan finde ud af, om hun har det godt, eller om hun måske er begyndt at blive dement.

Alzheimerforeningen har startet en kampagne, der hedder Demensvenner, og målet er at samle 100.000 demensvenner i Danmark i år. De samarbejder med forskellige kommuner, alle kan være med, og i Faaborg-Midtfyn Kommune blev det Karin Madsen fra Sundheds- og omsorgsafdelingen, der gik i gang med at skaffe demensvenner.

Læs også: Ole flyttede på plejehjem: Fire af ugens syv nætter sover Margit hos ham

Alle kender Orla

– Vi ved, at der findes omkring 500 demente borgere i vores kommune, men vi tror, der er mange flere, vi ikke kender til. Måske fordi de ikke selv har erkendt det endnu, måske fordi vi bare ikke opdager dem.

- Når man bliver dement, er et af de første tegn jo netop, at hukommelsen på en måde ”går i hak”, og derfor kommer man måske til at købe det samme igen og igen, eller man går hjemmefra i nattøj og sutsko. Derfor er det godt, hvis vi alle bliver mere opmærksomme på hinanden, siger Karin.

Læs også: Man har brug for nogen, der kan hive en op

Fra skorstensfejermester til Ældrerådet

Hun fik den gode idé at spørge, om der var en fra Ældrerådet i kommunen, som ville være instruktør for de kommende demensvenner. Det ville Kim Laue Christensen gerne. Før Ældrerådet var han en aktiv skorstensfejermester. Nu er han billedhugger og kunde i Brugsen i Millinge.

Og netop Brugsen gav ham en god idé. Hvis der var nogen, der kunne hjælpe med dette her, måtte det være Orla, brugsuddeleren i Millinge, tænkte han.

Dagli’Brugsen i Millinge er faktisk ikke så kendt under det navn, for alle kender den som ”Orlas butik”. Orla er godmodig, har en finger med i alt, og han siger aldrig nej. Heller ikke selv om han med sine 65 år ikke er så undervisningsparat, for det blev han og de andre i Brugsen. Fordi det var en god idé.

Læs også: Ulla og Peter er kærester - Peters kone bor på plejehjem

Respekt og mod

– Vi kender jo alle vores kunder i byen, og hvis en af dem pludselig begynder at købe kattemad eller afløbsrens hver eneste dag, så vil vi lægge mærke til det. Så er det, at vi skal have modet til at sige til fru Hansen, at hun da allerede har købt afløbsrens, eller at hun nok slet ikke har brug for al den kattemad.

- Vi skal turde snakke om demens med hinanden og måske også med de pårørende, hvis der er brug for, at fru Hansen får professionel hjælp, siger Orla.

Derfor kom han og hans butiksansatte, i alt 15 mand, på kursus med Kim som underviser. Han er nemlig selv blevet uddannet instruktør, så han kan fortælle andre, hvordan man skal behandle deres medmennesker. For Kim er det hele meget enkelt.

– Det handler om respekt og medmenneskelighed. Jeg er vokset op i Odense, hvor der boede en original, der hed Hans, i vores gade. Han sad på en stol ude på gaden, når solen skinnede, og gav alle et ord med på vejen. I dag ved jeg, at han måske nok havde en eller anden diagnose.

- Dengang var han bare en del af byens liv. Han havde også sin plads i lokalsamfundet, og det synes jeg også, demente mennesker skal have i dag. Hvis vi hjælper og støtter dem i deres lokalsamfund, kan de måske blive boende længere her, hvor de har boet det meste af deres liv og føler sig trygge. Vi skal tilbage til at behandle hinanden med omtanke, siger han.

Læs også: Brevet til Puk Elgård fra en datter, der bekymrer sig om sin demente mor.

Behandler kunder med omtanke

Det kan Orla og hans personale nu. Det kunne de også godt før, men nu kender de tegnene på en begyndende demens, og de har lært, hvordan de skal møde den demente med forståelse og en god snak.

Derfor har de fået et fint skilt i butikken, hvor der står, at de er Demensvenner. Ikke alene behandler de deres kunder med omtanke, men de gør også en hel del for kunderne.

Orla var tidligere ude end det populære firma nemlig.com, der bringer varer ud, for det har han gjort de seneste 34 år, og her kan han også lægge mærke til, hvis der sker noget usædvanligt hos hans kunder.

– Jeg kører varetur hver fredag, og i årenes løb har jeg også besøgt kunder, der pludselig var blevet syge eller var blevet så gamle og ensomme, at det var godt nok, jeg kom forbi og kunne få fat i lægen eller familien. Du skal ikke vende det blinde øje til, når du bor i et lille samfund, siger Orla.

Læs også: Hjertet har jo ikke demens

Søsyge kom i vejen

Brugsen i Millinge har eksisteret i 120 år, og der har kun været fire bestyrere i årenes løb. Orla har været her i næsten 35 år nu, men faktisk var det aldrig meningen, at han skulle være brugsbestyrer. Han kommer fra Langeland, og hans plan som ung dreng var at blive fisker, men nogen god fisker blev han aldrig.

Han var plaget af søsyge, så da en kammerat kom i butikslære, fulgte Orla med, og siden har han ikke været i nærheden af fiskeriet. Heldigvis for borgerne i Millinge.

Læs også: Lone og Hans: Demensen er blot en del af vores liv

Orla og brugsen er kendt

Byens brugs er den eneste i flere kilometers omkreds. Her er en bagerafdeling, en tipsafdeling og en pakkeshop, så man kommer ikke uden om Orla og hans butik, hvis man bor i byen – og desuden er det også Orla og co., der står bag en masse arrangementer i lokalområdet.

Der er høstfest, fastelavnsfest, julefest, og hvad der ellers sker i et lille samfund. Orla er med til det hele, og det vil han gerne blive ved med at være, også selv om han går på pension næste år.

Hans kone, Laila, der også arbejder i butikken, og Minna, der også har været ansat i mange år, vil helst ikke tænke på den dag, Orla går på pension. For hvad skal han dog lave?

Men én ting er sikker: Han får ikke lov til at købe kattemad og afløbsrens, uden at nogen lægger mærke til ham. Det sørger borgerne i Millinge for.