Det vil altid være os to

Det var altid meningen, at Steen Rytter skulle være landmand, og det var også altid meningen, at han skulle overtage sin farfars gård i Gimlinge lige uden for Slagelse. Det var også altid hans mening – lige fra det første møde med den unge køkkenelev, Anette, at de to skulle blive kærester og gift med hinanden.

Men det var aldrig meningen, at livet, som han kendte det, sluttede ved hækken ind til naboen 5. maj i 2017. Den dag sprang det ene lag i hans kranspulsåre, og Steen sank om på jorden.

Han overlevede, men det er ikke længere den samme mand, der nu sidder i køkkenet på gården sammen med Anette. Steen synes selv, han er, som han plejer at være, men Anette retter ham nænsomt og siger, at han ikke er helt, som han plejede at være. Han husker ikke længere så godt, og han er ikke god til planlægning.

Steen har fået en hjerneskade, der gør, at han har brug for hjælp i dagligdagen. Anette er hans hjælper i stort og småt. Hun er kone, madmor, chauffør, medhjælpende hustru og har sit eget arbejde ved siden af, men først og fremmest er hun Steens kone og fuldstændig uundværlig.

Derfor syntes hendes svigerfar, Arnth Rytter, at Anette har fortjent Familie Journals Julekurv, og det har han helt ret i.

– Jeg er bedre gift, end min kone er, siger Steen med et kærligt sideblik til sin kone.

Anette giver ham ikke ret, men hun siger, at ingenting er, som det var, før den forårsdag, hvor Steen faldt om.

Alt blev forandret

Før den dag var han en aktiv landmand, der sammen med Anette havde banket gården op fra en mindre gård til en stor gård med en stor bestand af slagtegrise. Han var med i mange foreninger, hjalp, hvor han kunne, og snakkede med alle. Alle kendte ham som Steen, der drev et mønsterlandbrug og kunne arbejde hårdt og stadig have tid og overskud til ar være far til to drenge og Anettes mand.

I dag er han afhængig af rollator og kørestol, og kræfterne er det småt med. Men han er stadig den ægtemand og far, som hans familie elsker, for det er faktisk et under, at han overhovedet overlevede.

Selv husker han intet fra den dag, han faldt om, men Anette glemmer det aldrig.

Ville ikke vågne

Steens krop blev kølet ned under operationen, så lægerne kunne vinde tid til at standse blødningerne. Desværre medførte det en del små blodpropper i hjernen. De første scanninger viste omfattende skader på hjernen, og efter operationen vågnede han ikke. Hans familie var hos ham, også da man begyndte at snakke om, at Steens fremtid måske ville blive et plejehjem.

Steen var kun 51 år, og på grund af hans relativt unge alder besluttede man alligevel at give ham chancen for at få genoptrænet kroppen, så 4. juli blev han overført til Hammel Neurocenter i Jylland.

Rehabiliteringscenteret er kendt for at tilbyde god og hård træning, men også kendt for deres fantastiske resultater med patienter, der stort set har været opgivet andre steder.

Læs også om Nadia og pigerne

– Jeg tog med over til Hammel. Mine kolleger i køkkenet på landbrugsskolen var utroligt hjælpsomme og forstående, og de første mange uger var jeg hos Steen døgnet rundt. Jeg troede på, at han ville vågne, for jeg ville ikke tro andet. Jeg kunne ikke tillade mig selv at tvivle. En dag kom den nabo, der havde været sammen med Steen, da han faldt om, på besøg. Naboen var selv meget berørt over at se Steen ligge der, og da han sagde min mands navn, så vi, at Steen fik tårer i øjnene. Så vidste vi, at han var på vej tilbage til os.

– Nogle dage senere slog han øjnene op, så på mig og sagde: ”Jeg elsker dig,” og så var han væk igen, siger Anette, der stadig får blanke øjne, når hun tænker på det.

De to har været sammen i mere end 30 år, de har aldrig kastet om sig med kærlighedserklæringer, men for Steen var det vigtigt.

– Hun skulle vide det, siger han bare. Og Anette vidste det godt.

Fra det øjeblik var det ikke længere kun Steens egen krop, Anettes og børnenes vilje og hospitalspersonalets evner, der reddede Steen. Det var ham selv, der tog kampen op.

En stærk kone

– Han ville hjem, og det kunne kun gå for langsomt, fortæller Anette.

– De spurgte mig, hvad jeg helst ville kunne klare igen. Jeg sagde, at mit mål var at komme til at gå på mine egne ben. Og at jeg ville kunne gå rundt om juletræet selv, når vi nåede den tid. Så mente de, at jeg nok lige skulle lære at løfte hovedet selv først. Det begyndte vi så at træne, husker Steen.

– Jeg passede mit arbejde på landbrugsskolen fire dage om ugen, og fredag, lørdag og søndag var jeg hos Steen. Mit arbejde blev mit frirum, og det havde jeg også brug for. Når jeg var hos Steen, skulle jeg være stærk og give ham kræfter. Han skulle ikke se på en grædekone, der frygtede for fremtiden. Han skulle se en kvinde, der havde styr på det, synes Anette.

Læs også om and med rødkålssalat

Der var ikke altid styr på det for Steen. I takt med at han fik det bedre og bedre, kom tankerne også. Kunne han blive på gården? Skulle de sælge den? Hvordan så fremtiden ud? Men aldrig spekulerede han på, om Anette ville forlade ham.

Faktisk ser Anette overrasket ud, når man spørger, hvorfor hun blev hos sin mand.

– Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle forlade ham. Det har altid været os to. I den periode hvor han var indlagt, tog vi én dag ad gangen, og for hver dag der gik godt, var det en god dag.

Steen blev udskrevet i januar 2018 efter 264 dage på diverse hospitaler. Han kom hjem med rollator og en kørestol. Udenpå ligner han sig selv, men Steen ved godt, at han har fået en hjerneskade, der gør, at han bliver hurtigt træt, så han ikke længere kan overskue flere ting ad gangen. Han ved også, at han har brug for hjælp, så han kan komme til træning, til kontrol på sygehuset, eller hvad han nu skal.

Vi bliver her

I begyndelsen fulgte der en masse hjemmehjælp med, men nu er Anette og Steen alene på gården. Helt alene er de jo alligevel ikke. Alle slagtesvinene er stadig på gården, og hunden Valther er lige ved Steens side, som den helst vil være det. Sønnerne er voksne og har deres eget liv, og det er blevet hverdag igen.

– Jeg går stadig på arbejde. Vi har folk ansat til at passe bedriften, og alle beslutninger bliver taget i samråd med os begge to. Det betyder alverden for Steen at kunne være en del af hverdagen på gården. Når vi har tid til det, går vi ud med kaffen og hjemmebag til de ansatte, når jeg kommer fra job. Sådan har det altid været, og det er vigtigt for os begge på den måde at være en del af hverdagen. Vi er blevet enige med hinanden om, at vi bliver boende her, så længe vi kan, for det er her, vi hører til. Begge to, siger Anette og Steen.