
Jeg blev alt andet end begejstret, da jeg modtog en invitation til gensynsfest i min gamle folkeskoleklasse. Det var 20 år siden, at jeg med en stor følelse af lettelse var gået ud gennem svingdørene til skolen for sidste gang, og jeg havde ikke set mig tilbage.
Jeg tænkte ikke tilbage på min skoletid med glæde, og jeg havde på ingen måde lyst til at tilbringe en aften sammen med mine gamle klassekammerater, som jeg formentlig havde lige så lidt til fælles med i dag, som jeg havde haft det dengang.
– Natalie, det kunne da blive sjovt, sagde min mand, Mads, da jeg viste ham invitationen.
– Måske skulle du i det mindste lige vente et par dage med at svare. Så kan du tænke over det.
Jeg sukkede og lagde invitationen fra mig. Der skete vel ikke noget ved at sove på det, før jeg meldte afbud. De kommende dage tænkte jeg meget på min skoletid.
Jeg blev ikke just mobbet, men jeg følte mig meget anderledes og udenfor i klassen. De populære piger spillede håndbold, mens jeg ikke kunne gribe en bold. Jeg gik til kor, hvilket de andre syntes, var kikset.
Efter folkeskolen begyndte jeg på gymnasiet i nabobyen, og her følte jeg mig hjemme og accepteret fra første dag. Jeg fik en ny omgangskreds, og snart var de gamle klassekammerater blot nogen, jeg nikkede til i Brugsen.
Da studenterhuen var i hus, flyttede jeg til en større by og læste videre. Her mødte jeg Mads, som jeg blev gift med. Jeg fik et godt og spændende job som chefsekretær i en større virksomhed, og for to år siden kom vores datter, Mathilde, til verden.
Mine forældre boede stadig i min barndomsby, og fra mor hørte jeg somme tider nyt om mange af mine klassekammerater, der ikke var flyttet og havde fået børn, der gik på vores gamle skole.
– Og tænk, jeg løb på Susannes mor, som fortalte, at Susannes den mindste har fået jeres gamle idrætslærer til dansk. Er det ikke sjovt? spurgte min mor.
Jeg fandt det skræmmende. Vores gamle idrætslærer måtte være tudsegammel efterhånden, og hendes pædagogiske evner var næppe blevet bedre med årene.
Jeg måtte dog indrømme, at invitationen også gjorde mig lidt nysgerrig. Én ting var min mors rapporter fra hjembyen, noget andet ville være selv at se de gamle klassekammerater.
Jeg ville jo gerne se Per igen, uopnåelige Per, som jeg havde sværmet for gennem en stor del af min skoletid, uden at han nogensinde kiggede til min side. Var han stadig lige så tiltrækkende?
Og hvordan var det gået Trine med de store, lyse krøller? Populære Trine, der styrede klassen med hård hånd og lynhurtigt besluttede sig for, om folk var ude eller inde. Selv befandt jeg mig i en eller anden yderposition som en, der bare var der, og som der ikke blev lagt meget mærke til.
– Du har jo ikke noget at tabe, og så kan du besøge dine forældre ved samme lejlighed, sagde Mads. – Mathilde og jeg kan sagtens bruge en weekend uden mor.
Og sådan blev det. En måned senere satte jeg mig ind i toget med kursen sat mod fortiden. Jeg havde tænkt meget over gensynsfesten og svingede imellem at tænke, at det ville blive sjovt at se dem alle, til at jeg ikke havde lyst og ville opdigte et maveonde og blive hjemme.
Som jeg sad der i toget, var jeg mest stemt for den sidste løsning – en hurtig sms med et afbud og så tilbringe en rolig aften i far og mors sofahjørne med en uldplaid og en kop te.
Jeg mærkede nervøsiteten boble i maven på mig, som var jeg 14 år igen og gik alt for meget op i, hvad andre tænkte om mig. Det var underligt, for normalt var jeg ikke den nervøse type, men tænkte på mig selv som en kvinde, der havde tjek på det meste.
Jeg forsøgte at berolige mig selv med, at jeg heller ikke havde noget at være nervøs over, for det var gået mig ganske godt, siden jeg forlod folkeskolen. Alligevel kunne jeg ikke styre sommerfuglene i maven.
Godt to timer senere stod jeg af toget, og efter et hurtigt stop hos mine forældre, hvor jeg skiftede tøj, var jeg klar til festen.
– Du ser dejlig ud, Natalie, og det skal nok blive sjovt, sagde min mor, mens jeg stod og studerede mit eget spejlbillede med kritisk mine, ganske som jeg havde gjort masser af gange i mine usikre teenageår.
Jeg havde ingen anelse om, hvad de andre kom i, og jeg ville nødig være for storbysmart eller så afslappet klædt, at det så ud, som om jeg ikke tog festen seriøst.
Jeg var endt i en enkel sort kjole og et par lange støvler, som jeg plejede at føle mig godt tilpas i. Men som jeg forlod mit barndomshjem og gik mod det lokale forsamlingshus, følte jeg mig alt andet end godt tilpas.
Da jeg trådte ind i festsalen, troede jeg et kort sekund, at jeg var gået forkert. Hvem var alle de voksne mennesker med vigende hårgrænser, rynker om øjnene og farvet hår, der stod og klamrede sig til deres velkomstdrinks?
– Hej, Natalie, jeg syntes nok, at det var dig. Hvor ser du altså godt ud! Jeg fik et kæmpe knus af en lille, lidt buttet kvinde, og hvis det ikke havde været for stemmen, havde jeg aldrig genkendt Karina fra klassen.
– Hej. Jeg kunne slet ikke kende dig, svarede jeg.
– Åh ja, efter tre børnefødsler kan jeg heller ikke genkende mig selv, grinede Karina, og jeg kiggede rundt i salen.
Langsomt begyndte mine klassekammerater at titte frem bag de voksne facader, og som aftenen skred frem, kunne jeg ikke lade være med at føle mig en lille smule forundret.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig, men min gamle klasse var endt som en flok ganske almindelige mennesker, der levede ganske almindelige liv ligesom jeg selv. Nogle havde klaret sig godt, mens tilværelsen havde været hård ved andre.
Populære Trine, der drømte om at blive model, havde efter skolen fået job på den lokale fabrik, og der var hun stadig. Et par børn og en skilsmisse fra Jens fra parallelklassen var det også blevet til.
– Ja, jeg skulle nok have givet den en ekstra skalle i skolen, konstaterede hun, da jeg fortalte om mit job.
De store, lyse krøller var blevet til et par triste tjavser, som farven var ved at vokse ud af, og hendes furede ansigt vidnede om et liv med mange bekymringer. Jeg fik helt ondt af hende, da hun fortalte om sin barske skilsmisse, og jeg forstod slet ikke, at det var den samme Trine, som i den grad havde basket til mit ringe selvværd i folkeskolen.
Samme følelse havde jeg, da jeg stod over for pæne og uopnåelige Per. Han havde tabt en stor del af det mørke hår, som jeg så ofte havde drømt om at lade hænderne køre igennem, og der var kommet et par ekstra kilo på sidebenene.
– Ja, vi flyttede jo tilbage hertil, da vi fik børn. Her var bedsteforældrene, og vi kunne få et billigt hus, fortalte han og kastede sig ud i en længere beretning om, hvordan han og konen havde sat huset i stand.
Jeg hørte ikke rigtig efter, for jeg var lidt chokeret over at opdage, at min ungdomsflamme, der drømte om at blive professionel fodboldspiller, var endt som en ganske almindelig familiefar.
– Hvad med dig, Natalie? spurgte han, da jeg havde fået alle detaljerne om genvordighederne med byggeriet af det nye badeværelse. Jeg fortalte om mit liv, og Per var synligt imponeret.
– Jeg vidste bare, at du var sådan en, der ville blive til noget, sagde han.
– Hvad mener du? spurgte jeg forbavset.
– Du turde at have din egen mening, selv om alle andre mente noget andet, sagde Per ivrigt.
Jeg gloede på ham og tænkte, at han måtte forveksle mig med en anden. Da jeg senere på aftenen talte med Susanne, bekræftede hun billedet:
– Du var sådan en, der gik dine egne veje og ikke lå under for Trine og dem.
Jeg rystede på hovedet: – Jeg husker mere, at jeg var sådan lidt uden for det hele.
Susanne nikkede: – Ja, du var ikke med i alt dét der klikedannelse, men det var noget, du selv havde valgt. Var det ikke?
Det var blevet senere, end jeg havde forventet, da jeg kravlede ned under dynen i mit gamle barndomsværelse. Selv om jeg var træt, havde jeg svært ved at falde i søvn, for aftenens oplevelser hvirvlede rundt i hovedet på mig.
Jeg kunne slet ikke forstå, at mine gamle klassekammerater huskede mig som en selvstændig pige, der ikke lå under for klassens hierarki, for i min erindring var jeg en ensom pige, der ikke passede ind.
Jeg blev faktisk lidt stolt og ville ønske, at jeg havde været i stand til at se mig selv i det lys i de svære teenageår. Hvis jeg dengang havde vidst, hvordan det senere hen ville gå Trine og Per, havde jeg nok taget tingene mere afslappet.
De var ikke overmennesker, hverken dengang eller nu. Da jeg faldt i søvn, var det med et smil på læben. Det var, som om jeg efter denne aften så min skoletid i et mere forsonende lys, og det kunne jeg takke mine gamle klassekammerater for.
Har du oplevet noget sørgeligt, glædeligt, rørende eller oprørende i dit liv? Et vendepunkt? Eller har du livserfaringer, som andre kan få glæde af?
Så skriv og fortæl din historie til Andrea Bak på e-mail: andrea.bak@aller.com