En læser fortæller: Min søn skuffede mig

Det var virkelig en lykkens dag, da jeg blev mor. Min mand og jeg havde måttet vente længe på vores Benjamin, og han forblev enebarn, selv om vi gerne ville have haft flere børn. Op gennem sin barndom og opvækst gav vores søn Benjamin os kun glæder, og jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme til at føle mig skuffet over ham. Men det var ikke desto mindre, hvad der skete, da han blev voksen.

Selv kom jeg til verden i 1960. Min mor fyldte 19 år et par uger efter min fødsel, og min far var 10 år ældre. Indtil mor og far blev gift fem måneder før min fødsel, havde mor arbejdet som ung pige i huset, og efter brylluppet blev hun hjemmegående. Jeg blev passet derhjemme, og der var nogle andre børn på vejen, som jeg kunne lege med. Men mor holdt altid snor i, hvem jeg legede med, og hvad vi lavede.

Som skolepige skulle jeg helst kunne redegøre for alt muligt, og privatliv var der ikke rigtig noget, der hed. Når jeg var i skole, kiggede mor i mine skuffer og andre gemmer, og hun læste også den dagbog, som jeg begyndte at skrive i tredje klasse. Så holdt jeg op med at skrive i den.
Set i bakspejlet tror jeg, at mor simpelt hen havde fået et chok over at være blevet gravid så tidligt, og måske har hendes kontrolsyge i forhold til min gøren og laden i virkeligheden bundet i et ubevidst ønske om at beskytte mig mod at komme ud for det samme.

Det var min mor, der udstak retningslinjerne i forhold til opdragelse. Far drev egen forretning, og i min erindring var han næsten aldrig hjemme. Hvis han endelig var der, gad han ikke problemer og ballade, og det undgik han bedst ved at føje mor.
Da jeg var 12 år, blev jeg storesøster til Maja, og bagefter blev mor syg af en fødselsdepression. Dengang blev der ikke talt åbent om den slags, og mange vidste måske heller ikke, hvad det var. Under alle omstændigheder var situationen ikke nem for nogen i familien. Mor græd meget, sov kun lidt, tabte sig i vægt og led af voldsomme humørsvingninger. Far flygtede hen til forretningen, hvis der var krise derhjemme. Jeg måtte tage mig meget af Maja, især når mor havde det rigtig skidt. Det blev til mange lange ture med barnevognen, og undervejs drømte jeg om alt det, jeg ville gøre, når jeg blev voksen og fik min ”frihed”. Min retfærdighedssans var veludviklet allerede fra tiden omkring min skolestart, og ofte optog det mine tanker, at der fandtes mennesker på jordkloden, som sultede og led overlast. På sigt var det min ambition at rejse ud i verden og gøre noget for ringere stillede. Jeg forestillede mig at læse til læge eller alternativt sygeplejerske og arbejde i krigszoner eller katastrofeområder. Men de drømme holdt jeg for mig selv, efter at min mor nærmest havde fået et hysterisk anfald over at høre om dem.

Mine boglige evner rakte ikke til at komme i gymnasiet, og derfor måtte drømmen om at blive læge skrinlægges. Sygeplejeuddannelsen blev det heller ikke til noget med, for det ville betyde, at jeg skulle flytte hjemmefra, og det ville mine forældre på ingen måde være med til.

I løbet af mit sidste år i folkeskolen blev min far desværre syg. Det lå ham meget på sinde, at jeg kom i gang med en uddannelse straks efter skolen, og han arrangerede, at jeg blev kontorelev hos én af hans forretningsforbindelser i byen. Jeg bøjede mig, selv om kontorarbejdet kedede mig.

Jeg var halvt igennem uddannelsen og stadig hjemmeboende, da far faldt bort. Det var forfærdeligt for min mor, og hendes psykiske sygdom blussede op igen. Sandsynligvis var hun aldrig blevet helt rask. Økonomisk havde far sikret os, så mor ikke behøvede at arbejde. Dog blev huset solgt, og vi flyttede til en lejlighed, som mor hadede.
Jeg var stadig nødt til at tage mig en del af Maja, og selv om jeg længtes inderligt efter at flytte hjemmefra, var jeg godt klar over, at det havde lange udsigter. I en alder af 22 reflekterede jeg uden mors vidende på en annonce om en lille lejlighed. Men mor fik nys om mine planer, og et stort drama udspillede sig.
Det var først, da jeg var 25, og Maja var 13, at jeg fløj fra reden, og det var ikke nemt. Men nu havde jeg mit livs Bjarne at støtte mig til. Han var og er den sødeste mand i verden, og han tørrede mine tårer og lyttede til alle mine kvababbelser, når jeg havde dårlig samvittighed over at have ladt mor i stikken. Sådan opfattede mor det, og hun græd, hver gang vi talte sammen.
– Ja, hele verden vil du gerne hjælpe, men ikke din egen mor og din egen lillesøster, hulkede hun bittert.

Bjarne og jeg købte hus, blev gift og planlagde at stifte familie. De to første ting gik det fint med, men jeg var fyldt 39, før Benjamin ankom. På tidspunktet for hans fødsel havde mor gennem en kontaktannonce heldigvis for længst mødt en ny mand, som blev en god og kærlig stedfar for Maja. Min lillesøster havde i øvrigt mere held med at gøre oprør, end jeg havde haft. Hun gjorde stort set, som det passede hende. Det havde jeg aldrig turdet.

Benjamin var mit livs mirakel, og jeg kunne næsten ikke tro, at Bjarne og jeg i fællesskab havde skabt dette fantastiske væsen. Han udviklede sig ikke blot til en meget køn dreng, han var også populær blandt kammeraterne, dygtig i skolen og skrap til al slags sport. Og så frydede det mit hjerte, at han blev meget harm, når nogen blev mobbet, forfordelt eller havde det dårligt. Han lyttede med stor interesse, når jeg fortalte ham min barndoms planer om at rejse ud i verden og gøre en forskel, og han sagde ofte, at han drømte om at gøre det samme.

Hans karakterer i skolen var høje, og selvfølgelig fortsatte han i gymnasiet efter niende. Her klarede han sig vældig godt, og vi var så stolte af ham. Jeg troede mere og mere på, at han ville læse medicin … men så blev han i midten af 2.g forelsket i sin klassekammerat Mathilde. Han havde haft andre kærester, men den lidt sarte, smukke Mathilde rev benene væk under ham. Snart sansede han ikke ret meget andet end hende, og hans indsats i skolen var ikke nær så god som før. Han droppede også sporten og de fleste af sine venner, og jeg var ked af det.

Benjamin havde fået en opvækst under helt andre og meget friere vilkår, end jeg havde haft, men nu blev jeg i tvivl, om tøjlerne havde været for løse. For hvis vi for eksempel ymtede lidt om, at Mathilde måske ikke behøvede at sove hos os hver nat, trak han bare på skuldrene og sov hos hende.

Benjamin og Mathilde blev studenter samtidig, men Benjamins gennemsnit blev ikke til et lægestudie. Mathilde fik kun lige netop sin eksamen i hus, og bortset fra at tage et sabbatår havde hun ingen planer. Benjamin besluttede sig for at uddanne sig til laborant, men han brændte ikke synderligt for uddannelsen. Hans og Mathildes forhold var det vigtigste for ham, og allerede som nyslåede studenter flyttede de sammen i en lille kælderlejlighed. I al hemmelighed håbede jeg på, at hans besættelse af Mathilde og tosomheden ville klinge af, men intet tydede på det. De to lod til at have nok i sig selv, og med skam at melde tænkte jeg, at Mathilde begrænsede Benjamin og forhindrede ham i at gøre det, han engang gerne ville.

For et år siden kom de svævende på en lyserød sky og fortalte os, at de skulle være forældre. Det var vanskeligt for mig at ønske tillykke, for jeg havde mest lyst til at græde. Som far ville Benjamin være bundet på hænder og fødder i en alder af lige knap 21 år. Kun et meget bestemt blik fra Bjarne fik mig til at smile, give kram og spørge ind til graviditetskvalme og forventet termin.

– Han er jo alt for ung, snøftede jeg, da de var gået igen.
– Hvis de er så lykkelige, som det ser ud til, kan vi vel også være glade, ikke? mente Bjarne.
I adskillige uger gik jeg rundt og var nedtrykt, og faktisk følte jeg mig skuffet over min søn. Han havde haft alle muligheder, syntes jeg, og dem havde han blæst en hatfuld. Nu var han i gang med at stifte familie, og selv om de var flyttet fra kælderlejligheden til noget lidt bedre, var intet af det optimalt i mine øjne.

Jeg har igennem de sidste 10 år arbejdet på kommunekontoret, og min nærmeste kollega hedder Joan. I en frokostpause spurgte hun ret direkte ind til, hvad det egentlig var, der nagede mig for tiden. Jeg fortalte hende mere eller mindre det samme, som jeg fortæller her, og Joan lyttede og stak mig en papirserviet, da mine tårer begyndte at flyde.
Da jeg tav og pudsede næse, sagde hun: – Ulla, du kan da ikke laste din søn for, at han ikke fører dine drømme ud i livet. Måske lever han sin drøm ud lige nu.

– Jamen før han mødte Mathilde, var hans planer fuldstændig anderledes, indvendte jeg.
Joan nikkede. – Ja, men da var han jo heller ikke helt voksen, vel? Det er han nu, og hvad er det i øvrigt, der afholder dig fra at gøre det, du gerne ville engang?

Jeg blev helt stum og stirrede på hende. Jeg kunne da hverken blive læge eller sygeplejerske i min alder. Det løb var jo for længst kørt.

Men hendes spørgsmål havde sået et frø i mig, og det har siden udviklet sig til en livskraftig plante. Om en måned rejser jeg nemlig til Thailand for at arbejde som frivillig på et børnehjem i et halvt år. Jeg glæder mig enormt og har fået bevilget orlov fra kommunekontoret, og Bjarne støtter mig helhjertet i mine planer. Økonomisk kan det lade sig gøre, fordi vores hus er betalt, og Bjarne vil rejse til Thailand og besøge mig én eller to gange.

Der er nogle, der undrer sig over, at jeg som nyslået farmor vil rejse væk i hele seks måneder, men Mathilde og Benjamin har lovet mig at være flittige med FaceTime-samtalerne eller Skype. På den måde kan følge med i det lille vidunder Astas udvikling, og hun kan også lære mit ansigt at kende.

Jeg har fundet fred med det faktum, at min søn selv udstikker banen for sit eget liv, og jeg kan jo se, at han er lykkelig. Det samme er jeg.