En læser fortæller: Jeg var en enspænder

Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg været udenfor. Mine tidligste erindringer er fra de små klasser, hvor jeg stod alene i skolegården og drømte om, at de andre skulle spørge, om jeg ville være med i deres leg. Det skete aldrig. Jeg var så genert, at jeg knap turde svare, når nogen spurgte mig om noget. Lærerne lod mig sidde i fred i timerne, for de syntes vist, at det var synd for mig, at jeg blev ildrød i hovedet og stammede, når de stillede mig et spørgsmål. Men det blev en ond cirkel, for det betød, at mine klassekammerater heller aldrig henvendte sig til mig. Jeg kunne lige så godt have været usynlig.

Jeg havde briller og var et hoved højere end de andre i klassen, og jeg bildte mig ind, at jeg var for grim til, at nogen ville være sammen med mig.

Heldigvis havde jeg min mormor, som min mor, far og jeg boede sammen med. Hun ventede derhjemme efter skoletid, og vi hyggede med kakao og brætspil. Vi bagte også et utal af kager. Gudskelov havde jeg ikke tendens til at tage på, men forblev lang og ranglet. Som andre ensomme børn opfandt jeg en fantasiveninde. Hun hed Camilla og syntes, at alt, hvad jeg gjorde, var sejt. Mormor kendte Camilla, og vi satte en tallerken frem til hende, når vi havde bagt kage. Camilla var vores hemmelighed, og vi fortalte ikke engang mor og far om hende.

Mine forældre havde travle arbejdsliv, og det var en stor hjælp, at mormor altid var hjemme til at tage sig af mig. Det var, som om mine forældre ikke rigtig opdagede, hvor isoleret jeg var. Somme tider insisterede mor alligevel på, at jeg skulle invitere et par af pigerne fra klassen med hjem.

Jeg brød mig ikke om legeaftalerne, for selv om de andre piger legede pænt med mig, havde jeg på fornemmelsen, at de kun gjorde det af medlidenhed. Og så selvfølgelig fordi mormor var så rar og altid gav os kakao og chokoladekiks.
Det gjorde da heller ingen forskel for mig i skolen, at jeg havde haft nogen med hjem. Dagen efter lod de andre piger igen, som om jeg var luft.

Efterhånden gik jeg ikke ud i frikvartererne, men blev i klassen med en bog. Gårdvagten kaldte mig en særling, og det gjorde mig rigtig ked af det, men bekræftede mig også i, at jeg var anderledes og mindre værd end de andre børn.

Da jeg fyldte 12, ønskede jeg mig brændende en computer. Mine forældre ville gerne glæde mig, så jeg fik en bærbar. Jeg var ikke til at skyde igennem! Efter den dag fortabte jeg mig i internettets forunderlige verden. Jeg spillede alle de pigespil, jeg kunne finde, og oprettede profiler på forskellige hjemmesider. Ikke som mig selv, kedelige Ida, men som 13-årige Camilla, der gik til dans og havde masser af venner.

Jeg downloadede et billede af en tilfældig amerikansk pige og knyttede det til min profil. Efterhånden opbyggede jeg en vennekreds på netsiderne. Vi skrev om vores liv og anbefalede hinanden spil og musiknumre. Jeg løj, stærkere end en hest kunne rende, når jeg fortalte om Camilla. Hun købte lækkert tøj, brugte makeup, farvede sit hår og var altid sammen med veninderne fredag og lørdag aften. Jeg opfandt det liv, jeg ønskede mig, og snart var det lige så virkeligt for mig som den tilværelse, jeg havde, når computeren var slukket.

Men realiteterne bankede på, da jeg var færdig med folkeskolen. Jeg skulle beslutte, hvad jeg så ville. Valget faldt på uddannelsen som ernæringsassistent på teknisk skole. Jeg var jo glad for at bage kager og havde mange gode minder om at være i køkkenet med mormor – så hvorfor ikke vælge en uddannelse, der gav mig mulighed for at arbejde i et storkøkken?

Jeg havde også en bagtanke, som jeg ikke fortalte nogen om. Jeg forestillede mig, at maskinerne i et køkken larmede så meget, at jeg kunne få lov til at stå i fred og dagdrømme. Der var ikke brug for, at jeg snakkede, hverken med kolleger eller kunder. En anden sidegevinst var, at der lå en teknisk skole i mit nabolag. Jeg kunne blive boende hjemme, mens jeg læste.

Da jeg begyndte på teknisk skole, var jeg så vant til rollen som outsider, at jeg ikke engang prøvede at komme med i det sociale fællesskab. Jeg gik for mig selv, og en stor del af tiden befandt jeg mig i tankerne i min fantasiverden på nettet. Da vi et stykke inde i uddannelsen skulle søge praktikplads, var jeg på den. Jeg var så genert, at jeg hellere ville dø end at ringe og sælge mig selv i de storkøkkener, som havde ledige lærepladser. Det var ellers det, vores lærer, Lise, anbefalede. Den personlige kontakt var altafgørende. Vi kunne også cykle ud og præsentere os.
Jeg frøs indvendig ved tanken. Det endte med, at jeg skrev et par halvhjertede ansøgninger til de køkkener, som lå i min hjemby, og jeg undrede mig ikke, da jeg fik afslag. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville finde praktikplads. Hvis jeg endelig blev kaldt til samtale, ville de opdage, hvor indadvendt og mystisk jeg var, og jeg ville ikke have en chance for at blive ansat.

Jeg var ved at indstille mig på skolepraktik, da Lise hev fat i mig og spurgte, hvordan det gik med at finde læreplads. Jeg blev varm i kinderne. – Det … Jeg … Der er ikke rigtig nogen, som vil ha’ mig, stammede jeg og mærkede til min skræk, at jeg fik tårer i øjnene.

Lise lagde en arm om min skulder. – Jeg har lagt mærke til, at du ikke rigtig tror på dig selv, sagde hun. – Men jeg skal fortælle dig en hemmelighed. Du er ikke dummere eller fagligt dårligere end de andre i klassen.
Hendes ord overraskede mig så meget, at jeg udstødte et fnis.
– Hvor mange steder har du søgt? fortsatte Lise.
– To, hviskede jeg, og Lise rystede på hovedet.
– Det er slet ikke nok, fastslog hun alvorligt. – Du skal ville det her! Vil du det?

Jeg trak på skulderen og kiggede ned i jorden. Lise tog forsigtigt fat om min hage og løftede mit hoved, så vi fik øjenkontakt. Det føltes forpligtende på en måde, som jeg ikke brød mig om.
– Vil du det her, Ida? gentog hun, og jeg følte mig tvunget til at nikke.
– Fint, smilede Lise. – Så vil jeg gerne hjælpe dig.

Det viste sig, at Lise havde en god veninde, Irene, som ledede et storkøkken i nabobyen. De havde ganske vist ansat en praktikant, men Lise ville forsøge at presse dem til at tage mig ind i en ekstra læreplads.

– Tak, hviskede jeg overrumplet. – Men hvorfor?
– Fordi du har brug for det, svarede Lise.

Jeg fik lærepladsen i storkøkkenet i nabobyen. Lise tog med til samtalen hos Irene, som var helt indstillet på at ansætte mig. – Når Lise anbefaler dig, må du være noget særligt, sagde hun, og jeg rankede ryggen.

På min første arbejdsdag var jeg bange for, at jeg skulle besvime, da jeg trådte ind på Irenes kontor. Mit hjerte hamrede helt ude i fingerspidserne, og det hjalp ingenting, at jeg tog nogle dybe indåndinger. Heldigvis kendte Irene til min generthed, og hun hentede et glas vand og sagde smilende, at jeg bare kunne sidde og sunde mig, til jeg følte mig klar til at møde mine nye kolleger. Irenes imødekommenhed gjorde, at jeg ikke følte mig forkert fra begyndelsen, og det betød alverden.

Jeg klarede at trykke hånd med den anden praktikant, Marie, og den kok, som skulle lære mig op, uden at synke i jorden. Jeg mødte sågar Maries blik og gengældte det smil, hun sendte mig. Så gik vi i gang med arbejdet. Kokken instruerede venligt Marie og mig i, hvad vi skulle gøre, og det faldt naturligt at udveksle nogle ord om ingredienser og køkkenmaskiner. Det var slet ikke så slemt.

Fra den dag er jeg kun blevet gladere. De andre i storkøkkenet accepterer mig, som jeg er. De ved, at jeg ikke er god til at sludre om løst og fast, men forsøger alligevel at inddrage mig i deres snak. De taler rent faktisk til mig og er interesserede i at høre, hvad jeg svarer, og det giver selvtillid.

Det hjælper også, at Irene roser mig for at være dygtig til at lave mad. Hun har lovet mig et job, når jeg snart er færdig med læretiden, og endelig føler jeg, at jeg hører til et sted. Marie og jeg er blevet, om ikke veninder, så rigtig gode bekendte. Vi er på bølgelængde, og somme tider går vi i biografen eller på café.

Ud over Marie har jeg fundet sammen med et par klassekammerater på teknisk skole. Det har hjulpet meget på den måde, omverdenen møder mig på, at jeg ikke længere kryber langs panelerne. Det kan jeg takke Lise for. Jeg er så taknemlig for, at hun, som den første voksne efter min mormor, ikke overså mig.
Forleden tog jeg mig sammen og slettede mine profiler på internettet. Jeg besluttede, at jeg ikke længere ville være Camilla, men mig selv, Ida, som lever i det virkelige liv.

Nu ser jeg lyst på fremtiden. Jeg bliver aldrig sprudlende udadvendt, men jeg tror på, at jeg kommer til at gøre flere af de ting, andre unge gør. Jeg har fået mod på at flytte hjemmefra, og jeg drømmer om, at jeg engang ligefrem vil finde en sød kæreste.