En læser fortæller: Konfirmationen pressede mig

Jeg så frem til at fejre min søn Kaspers konfirmation, men glæden blev indimellem overskygget af en stigende bekymring over den måde, min eksmand, Tom, og jeg havde aftalt, at dagen skulle foregå. Eller rettere sagt – de to søndage, vi havde set os nødsaget til at tage i brug for at undgå splid. Kasper var vores eneste barn, og desværre var samarbejdet om ham ikke foregået uden gnidninger efter vores skilsmisse.

Det var nu fire år siden skilsmissen, som havde været barsk at komme igennem. Forholdet mellem Toms og min familie havde allerede fra begyndelsen af vores ægteskab været problematisk. Hvor jeg kom fra jævne kår med en far, der var murer, og en mor, der arbejdede på et plejecenter, var Tom vokset op i en rig iværksætterfamilie, hvor karriere og succes havde højeste prioritet. I flere år prøvede jeg på alle måder at udglatte det anstrengte forhold, men efterhånden blev jeg også træt af at mærke den underliggende følelse af ikke at være god nok. Jeg havde hverken det rette ambitionsniveau eller den lange uddannelse, som Toms forældre forventede af en svigerdatter, og de prikkede ofte til mig med små svidende kommentarer. Det gjorde ondt, og min mor, som ellers er meget tolerant, fik også nok.

– De har helt andre værdier end os, udbrød hun hovedrystende. – De er kun optaget af sig selv, og hvad de kan præstere. Jeg er så træt af deres snobbede attitude.

Og jeg forstod hende fuldt ud. Gennem årene havde Tom også forandret sig. Som ung prøvede han at slide sig fri af farens jerngreb, men efter flere mislykkede forsøg med egne firmaer vendte han tilbage til familievirksomheden. Hans higen efter succes og penge var hovedårsagen til, at vi gled fra hinanden.

Da vi blev skilt, var Tom hurtigt videre med ny kæreste, mens det tog mig længere tid at finde kærligheden igen. Men så mødte jeg Morten, som var fraskilt og havde to teenagepiger. Det var også ham, der foreslog at dele Kaspers konfirmation op.
– Hør, du går og bekymrer dig om festen, fordi I to familier ikke kan være i stue sammen. Hvad med at I splitter festen op over to søndage, så behøver I jo ikke at se hinanden?

Jo mere jeg tænkte over idéen, jo mere tiltalte den mig. Nu havde jeg i lang tid ruget over, hvordan Kaspers store dag kunne foregå uden ballade. For det havde der været nok af. Efter skilsmissen forsvandt fløjlshandskerne, og bitre, anklagende ord var fløjet gennem luften både mellem Tom og mig og vores indbyrdes familier. Og ja, på det tidspunkt var jeg meget vred. Tom havde travlt med at komme videre med sit liv, og det var svært for både mig og Kasper at opleve.

Set i bakspejlet kan jeg godt indrømme, at jeg også bar en del af skylden for den dårlige stemning. Jeg er stadig flov over min opførsel. Jeg skældte bl.a. ud over, at Tom så hurtigt flyttede sammen med sin nye kæreste, fordi jeg syntes, det var svært for Kasper at forholde sig til, men det havde jeg jo ingen ret til at blande mig i.
Kasper fandt sig dog aldrig til rette i sit nye liv, hvor han skiftevis skulle bo en uge hos mig og sin far, og på et tidspunkt valgte han, at han helst ville bo fast hos mig. Det gav Tom ham modstræbende lov til, men det gjorde ikke stemningen bedre. Kommunikationen blev endnu mere anstrengt, og derfor var jeg klar til at strække mig langt for at sikre en god og værdig fest for Kasper. Det fortjente han.

Da jeg i god tid tog Kaspers konfirmation op med Tom, kunne jeg straks mærke, at han forventede et slagsmål. Men han blev hurtigt medgørlig, da jeg foreslog, at vi holdt to forskellige fester.

– Jeg har allerede talt med Kasper, og han synes, det er en fin idé, sagde jeg. – Kasper er med på, du holder din fest på selve dagen. Det bliver kun mig fra min familie, der kommer med. Den følgende søndag holder jeg så et arrangement for Kasper, hvor du selvfølgelig også er velkommen.
– Aftale, udbrød Tom tilfreds, og jeg var glad og lettet. Ingen sure miner. Ingen optræk til dårlig stemning. Nu fik Tom mulighed for at holde den konfirmation, han hele tiden havde haft i tankerne. Og jeg ville også være til stede. Den bedste løsning for os alle, tænkte jeg, men som foråret nærmede sig, kom tvivlen alligevel snigende, og en ødelæggende følelse af mindreværd ramte mig.
– Tom har sat alle sejl til, sagde jeg til min mor. – Festen skal holdes på en af byens fornemme restauranter, og han har selvfølgelig valgt den dyreste menu. Og i går var han og Kasper i byen for at købe tøj, og jeg siger dig … Der blev ikke sparet på noget som helst.
Min mor trak på skuldrene. – Men det er jo ikke noget nyt. Sådan har det jo altid været, når Kasper er sammen med sin far. Han får det, han peger på, fordi Tom har råd til det.
Jeg sukkede. – Jo, det har du ret i, men det føles bare anderledes nu. Med to fester bliver det tydeligt, hvad Tom kan præstere økonomisk i forhold til mig. Han kan invitere en masse mennesker, leje en Porsche, der skal hente Kasper ved kirken, mens jeg kan tilbyde hjemmelavet mad i et lille rækkehus, hvor vi kommer til at sidde som sild i en tønde.
Jeg gned mig i panden, hvor en tiltagende hovedpine gjorde ondt. – Og så er der gaverne. Tom giver Kasper en rejse til USA, mens jeg kun har råd til en lille pengegave og et armbåndsur. Det føles bare så discountagtigt i forhold til alt det, Tom stiller op med.
Min mor så længe på mig. – Har Kasper beklaget sig over noget med hensyn til den dag, du arrangerer for ham?
Jeg rystede på hovedet. – Nej, det har han ikke, men …
– Ikke noget men, udbrød min mor. – Beslutningen er taget, og du kan ikke ændre noget nu. Du skal holde din tvivl og tanker for dig selv og gøre dit bedste for at give Kasper en god dag. Det fortjener han.
Hun havde selvfølgelig ret. Og jeg gjorde virkelig alt for ikke at lade mine følelser skinne igennem. Men det var svært. Efter den smukke gudstjeneste på dagen tog jeg afsked med mine forældre ved kirken og fulgte efter den røde, skinnende Porsche til restauranten med udsigt over byens fjord. Og dagen blev, som jeg havde både havde frygtet og forventet. En eftermiddag fuld af overflod. Alt var arrangeret til mindste detalje. Kasper blev fejret med taler, sange, store gaver og en overraskelse i form af en ung kendt musiker, der til alles begejstring dukkede op og underholdt i en halv time efter middagen.
Kaspers øjne strålede, og jeg var selvfølgelig glad på hans vegne. Men jeg vidste også, at den følgende søndag ville blegne i sammenligning. Og lige i det øjeblik følte jeg det som verdens største falliterklæring, at det anstrengte forhold i familien havde gjort det nødvendigt at splitte Kaspers dag op.

Trods mine tunge tanker var det en træt, men meget glad og tilfreds søn, jeg tog med mig hjem den aften.
– Det var en helt fantastisk dag, sagde han igen og igen.
– Det er jeg glad for at høre, sagde jeg med et lille smil. – Jeg håber, du er klar til at blive fejret igen næste søndag.
Kasper nikkede. – Selvfølgelig er jeg det. Det glæder jeg mig også til.
– Men det jo bliver på en lidt anden måde. Du skal ikke forvente de store overraskelser, tilføjede jeg med en vis bekymring.
– Så du siger altså, at du ikke har bestilt en international popstjerne til at komme og synge? udbrød Kasper i et drillende tonefald. Så rystede han på hovedet ad mig. – Mor, jeg ved godt, at du ikke har lige så mange penge som far. Jeg er bare glad for …
Han tøvede let. – Jeg er bare glad for, at du og far kunne enes om den her løsning, så ingen blev sure. Hellere to fester med god stemning end, du ved …
Han færdiggjorde ikke sætningen, men jeg vidste, hvad han tænkte, og jeg blev varm om hjertet over min 14-årige søns kloge ord.
– Det er godt at høre, sagde jeg og klappede ham kærligt på armen.

Den følgende uge blev al min tvivl og underlegenhed da også gjort til skamme. Det blev lige nøjagtig den form for dag, jeg havde tænkt, men som jeg havde været bange for, ville føles flad og kedelig efter Toms store arrangement. Men fordi den var så anderledes, kunne de næsten ikke sammenlignes. I mit lille rækkehus var det ikke omgivelserne, maden eller gaverne, der fik mest opmærksomhed. Det var følelsen af et stærkt familiesammenhold og et stort ønske om at fejre Kasper med ord og opmærksomhed. Jeg havde nemlig bedt hver enkelt gæst tænke på en særlig episode, de havde oplevet med Kasper, siden han var barn, og de mange små og søde historier satte gang i både minder og oplevelser, som både Kasper og jeg havde glemt alt om.

Da vi var færdige med at spise, skinnede solen fra en skyfri himmel, og min idé om gå en tur til den nærmeste park blev taget godt imod. Da vi ankom, trak jeg et bat og en bold frem.
– Tid til en omgang rundbold for dem, der vil, foreslog jeg, og sådan gik det til, at latteren rungede i parken en times tid, før vi satte næsen hjemad igen. Efter kaffe og kage blev det tid til afsked.
– Tak for i dag, sagde min mor og gav mig et knus. – Dagen var lige netop, som den skulle være.
– Tak, hviskede jeg glad. – Jeg tror også, at Kasper nød den.
Og det havde han gjort. Heldigvis. – Fed fest, mor, var nemlig hans tilfredse kommentar, da alle gæsterne var gået, og han forsvandt ind på sit værelse. Jeg smilede lettet. De ord var beviset på, at Tom og jeg i en svær og udfordrende familiesituation havde valgt den rette løsning for vores søn.