Læserne fortæller: En anderledes konfirmationsoplevelse

Jeg blev konfirmeret som 14-årig i 1959. Dengang blev alle konfirmeret, og det kom slet ikke på tale at vælge det fra.

Oplevelsen i kirken var højtidelig og stiv. Ingen talte, alle hviskede, og prædiken blev holdt i et sprog, så stort set ingen forstod den eller i hvert fald ikke huskede den bagefter. I selve kirken føltes det ikke som nogen festdag, men efterfølgende spadserede vi stille og roligt hjem til den efterfølgende fest.

Dog var festen en udfordring og en stor opgave for en ufaglært familie, hvor der havde været lange perioder med arbejdsløshed. Min mor var hjemmegående og havde et halvt år forinden fundet et privat rengøringsjob i det nordlige Sjælland, hvor der boede mange familier med råd til den slags.

Hun talte ikke meget om det, men jeg er sikker på, det ikke har været særlig behageligt. Mange af de kvinder, der havde rengøringshjælp, respekterede ikke hjælpen, men min mor klarede jobbet uden at kny. Men en konfirmation kostede mere, end et rengøringsjob kunne redde, så min mor måtte finde økonomien andet sted.

Det var ikke gaverne, der var problemet, for dem var der ikke mange af. Det var derimod maden og drikkevarerne. Min mor var meget ihærdig, og hun fandt et legat fra skolen, som vi kunne søge, fordi jeg var flittig og klog ifølge mine lærere.

Min mor syede selv min flotte, hvide kjole, og skoene måtte blive de sko, jeg plejede at gå med. Maden tilberedte naboen, og stuen blev ryddet, så der kunne sættes ”borde” op. De såkaldte borde bestod af dørene, som blev skruet af og sat på nogle bukke, som vi lånte af naboen. Spisningen var traditionel: Hønsekødsuppe, flæskesteg og is. Af drikkevarer var det mest sodavand, men også ganske lidt vin og øl.

Ingen producerede sange, men min familie var glade for at synge, når vi var sammen, så efter desserten blev der sunget. ”Jim og jeg var venner alle dage”, ”Gå ud og gå en tur”, ”Til pinse når skoven bli’r rigtig grøn” samt ”Og dette skal være, vor Lone til ære, hurra”.

Sange, som ikke mange kender i dag, og især den sidste gjorde mig meget genert. Taler var der heller ingen af.

Gæsterne var mine søskende, som jeg aldrig havde boet sammen med, da jeg var en efternøler. Min søster, der var 18 år ældre end mig, og hendes mand og min bror, der var 16 år ældre end mig, og hans kone. Derudover bestod selskabet mine to tanter og onkler samt min niece, som var et år ældre end mig.

Gaverne var ganske små, men jeg fik da mit første armbåndsur og en kuglepen.

En konfirmation, der var så helt anderledes fra den konfirma-tion, jeg netop har været til hos mit yngste barnebarn. Han var samme alder som jeg, da jeg blev konfirmeret, men det var vist også den eneste lighed.

Det foregik i en omegnskommune til København. Mange af hans kammerater valgte kirken fra, når blot de fik lov at få festen. Selv valgte han den til efter mange overvejelser, og på den måde blev hans medkonfirmander ikke ret mange. Men i kirken var der en stemning af livsglæde og forventning. Alle snakkede højt med hinanden, selv om det var højtideligt, men med plads til latter.

Præstens prædiken var både til at forstå og til at huske. En kvindelig præst, der tog udgangspunkt i ingredienserne til den kage, hun havde bagt dagen før. De forskellige råvarer blev symboler på forskelligheden i opvækst og udvikling, og ordene til hver enkelt konfirmand var personlige.

Efter kirken blev alle konfirmanderne hentet i specielle biler, motorcykler, og hvad fantasien ellers kunne række til. Festen fandt sted i lejede lokaler med mere end 40 gæster. I køkkenet stod kokke og anrettede maden, som serveringspersonale bar til og fra.

Der var sange, taler og forskellige lege, og gaverne var overvældende og bestod primært af pengegaver. Gæsterne var familie, men også lige så mange venner til både konfirmanden og forældrene.

Konfirmanden var i fokus og oplevede, hvor vigtig han var for så mange mennesker. En dag, jeg vil huske, og som forhåbentlig også var mindeværdig for ham.

Da jeg et par uger efter fik besøg af ham, havde jeg en klar oplevelse af, at han efter den dag var blevet voksen. Han synes at se verden som åben og fuld af muligheder. Sådan en dag vil jeg ønske, alle unge mennesker får lov til opleve.