Min eksmands nye kæreste skaffede mig et vikariat - kunne jeg sige ja?

For to år siden blev jeg skilt, fordi min eksmand havde fundet en anden. Hun hed Iben, og de flyttede ret hurtigt sammen. Det betød jo, at vores datter, Emma på 10, skulle tilbringe hver anden uge sammen med den kvinde, som var årsag til, at vi blev skilt.

Det var en bitter pille at sluge. Bare synet af hende fik mig op i det røde felt. Alligevel gik tiden jo, og efter et års tid gik det sådan set meget godt, så længe jeg ikke behøvede at tage stilling til Iben. Mit liv fungerede igen, og Emma var glad.

Jeg blev fyret og økonomien var stram

Jeg arbejdede som madmor i en børnehave. Vi boede i et lille rækkehus, som jeg købte efter skilsmissen, og det løb rundt, endda med plads til lidt ekstra. Men så blev jeg fyret og kom på dagpenge. Økonomien blev virkelig anstrengt. Når Emma bad om noget, sugede det i maven, hver gang jeg måtte sige nej.

I begyndelsen var jeg optimistisk. Jeg var jo dygtig og udadvendt, så jeg kunne da hurtigt finde et nyt job, tænkte jeg. Men efter fem måneder var jeg ved at være desperat. Jeg brød mig hverken om at gå hjemme, eller at pengene var så små. Særligt i slutningen af måneden måtte jeg bide tænderne sammen.

Og en dag, da Emma kom hjem fra sin uge hos far og Iben, blev det næsten for meget. Hun bragede ind ad døren med de der røde kinder, der bare gør mig glad helt ned i maven.

Varmen fra hendes krop, da hun omfavnede mig, var som vand på en tørstig plante. Jeg lukkede øjnene og krammede hende. Så tumlede hun ind på sit værelse.

– Vi har haft det fint, sagde Torben, – vi har været i biografen, og Iben og Emma har rigtig hygget sig.

– Jamen det er jo godt, sagde jeg, mens jalousibølger skvulpede rundt i min mave. Hvorfor skulle Iben have alle de gode oplevelser, hende, der havde stjålet min mand og min familie?

Det blev ikke bedre, da Torben gav sig til at tale om Emmas jakke. Den var i stykker, sagde han, men Iben havde heldigvis syet den sammen.

– Men hun behøver altså snart en ny, sluttede han, – selv om jeg godt forstår, det er lidt trangt nu.

Det fik mig på en måde til at føle mig nøgen, at Torben overhovedet nævnte min situation, og jeg måtte tage mig sammen for ikke at hvæse, at Iben bare skulle holde fingrene fra Emmas ting, men døren ind til Emmas værelse stod jo åben.

Min eksmand ville hjælpe økonomisk

Jeg ønskede bare, at Torben skulle gå, men han blev stående. Han havde mere på hjerte.

– Hvis der er noget, jeg kan gøre for at hjælpe …, sagde han endelig.

– Jeg finder ud af det, afbrød jeg ham, – der er masser af job at søge.

– Ellers kunne du blive pædagogmedhjælper i den børnehave, Iben arbejder i, sagde han og fortsatte: – Der er et job ledigt, og hun vil lægge et godt ord ind for dig, hvis du søger.

Jeg var målløs. Hvis ikke Emma kunne høre hvert et ord, ved jeg ikke, hvad jeg havde sagt. Tænk, at Torben kunne få sig selv til at foreslå noget så absurd.

Og tanken om, at de havde diskuteret mig og min situation derhjemme, var næsten mere, end jeg kunne rumme. Det blev over mit lig, tænkte jeg med en skarp smag i munden.

At arbejde samme sted som hende, ja, at tage imod nogen form for hjælp fra hende, det var utænkeligt. Så jeg pressede et hurtigt nej tak frem. Torben fik et lidt betuttet udtryk i ansigtet, men så gik han heldigvis hurtigt med en bemærkning om, at jeg jo kunne tænke over det.

Jeg bed tænderne sammen og gentog mit mantra til mit eget spejlbillede: Jeg finder noget. Lige om lidt finder jeg noget!

Emma sad på knæ på sit værelse og var ved at lægge et lille tæppe over sin dukke, da jeg kom ind.

– Se, det har Iben syet! Er det ikke fint? Og hun vil også lære mig det, altså at sy.

Jeg knyttede hænderne. Skulle Iben nu også sleske sig ind på min datter? Men Emma strålede, så jeg nikkede og smilede bare.
Så spurgte jeg ind til hendes frakke. Først så hun helt forknyt ud, men så lyste hun op og fortalte, at Iben havde syet den sammen.

– Jamen hvorfor har du ikke vist mig det?

– Fordi vi har ikke råd til at købe en ny, vel? sagde Emma, – og så ville du jo blive trist.

Min mave knugede sig sammen. Tænk, at Emma ikke ville vise mig frakken, fordi hun ikke ville gøre mig ked af det!

– Vi finder ud af det, sagde jeg og strøg hende over håret. Da jeg kiggede på frakken, var det tydeligt, at den var til udskiftning. Den store flænge ville snart gå op igen. Jeg fandt symaskinen frem og forstærkede stedet.

Kunne jeg arbejde sammen med min eksmands nye kæreste?

Den aften gik jeg tidligt i seng med en dunkende hovedpine. Jeg faldt heldigvis hurtigt i søvn, men vågnede med hamrende hjerte og svedprikkende hud efter en eller anden forfærdelig drøm.

Klokken var kun fem om morgenen, men det var umuligt at sove videre. Jeg lavede en kop kaffe og satte mig foran computeren. Scrollede gennem jobannoncerne og skrev tre ansøgninger til job, der ikke så ret spændende ud. Men jeg måtte bare finde noget, selv om det ikke var ønskejobbet.

Jeg tænkte kort på Torbens tilbud. Men at arbejde i Ibens børnehave, det kunne jeg virkelig slet ikke se for mig.

Om aftenen ringede jeg til Lykke, min bedste veninde. Hun skulle jo ynke mig. Men for en gangs skyld sagde hun ikke bare ja og nej, og det er rigtigt. Næ, hun spurgte, om jeg egentlig havde prøvet at lære Iben at kende, og hvorfor jeg ikke tog imod tilbuddet.

– Du kan jo godt lide børn, sagde hun, så det er vel fint at være med til at passe dem?

Jeg fik lyst til at afbryde telefonen. Hvad havde hun gang i?

– Du finder snart noget, fortsatte hun, – og indtil da kunne du jo sige ja til det job. Du behøver jo ikke at sidde lårene af Iben, vel? I mellemtiden må du sende Torben ud og købe en frakke til Emma, det er jo også hans barn.

Jeg lagde skuffet på. Skulle det forestille at være en god og støttende veninde?

Jeg havde ikke råd til min datters hyttetur

Et par dage senere kom Emma hjem med en seddel fra sfo’en. Hjertet sank i livet på mig. De skulle på hyttetur. Det var jo ikke, fordi den var ret dyr. Men Emma manglede både sovepose og liggeunderlag. Og lommepenge. Det var svært at se rigtig glad ud.

– Men jeg kan jo blive hjemme sammen med dig, så kan vi hygge os sammen. Det betyder ikke noget, sagde Emma stille og strøg mig over kinden.

Da bristede mit hjerte næsten. Selvfølgelig skulle hun med på den tur sammen med vennerne. Det sagde jeg til hende, og da hun senere sov, satte jeg mig i sofaen med brændende øjne og hovedet i hænderne. Det var da mig, der skulle passe på min datter, ikke omvendt.

Håbløsheden overvældede mig. Måske havde Lykke ret? Måske skulle jeg takke ja til det Iben-job?

Maden blev også mere og mere skrabet. Den sidste uge spiste vi pasta med grøntsager og kartofler på 100 måder, så at skrabe penge sammen til lommepenge og sovepose, det var en umulighed.

Jeg rejste mig op og kiggede ud ad vinduet. Satte mig igen og søgte hurtigt to nye job, som jeg i virkeligheden ikke passede rigtigt til. Kiggede på telefonen.

Det nev i maven. Emmas stemme lød inde fra værelset. Hun sang med på noget musik. Hun fortjente at være glad. Så trykkede jeg Torbens nummer ind og satte ham ind i situationen.

– Ja, selvfølgelig, sagde han bare, – det er da ikke noget problem. Vi tager hende med ud at købe sovepose og giver hende lommepenge. Ikke sandt, Iben?

Ibens stemme sagde noget i baggrunden.

– Du får lige Iben, hun vil sige noget til dig, sagde Torben. Og så lød Ibens stemme tøvende i mit øre.

– Jeg ved godt, det er lidt grænseoverskridende, men altså det job, som er ledigt i min børnehave, jeg vil bare sige, at det stadig ikke er besat! Det er jo kun et barselsvikariat, tilføjede Iben nærmest undskyldende.

Jalousi skulle ikke gå ud over mit barn

Min første indskydelse var at afbryde forbindelsen. Men alligevel. Udgifterne stod jo i kø. Og skulle jeg virkelig lade min egen jalousi stå i vejen for, at mit barn kunne komme med på hyttetur? Jeg sagde, at hun godt måtte sende kontaktoplysningerne.

Så fortsatte Iben: – Og jeg er sikker på, du er den rigtige. Jeg kan jo se på Emma, hvor samvittighedsfuld og omsorgsfuld du er.

Hvilken mor er ikke til fals for lidt smiger? Alligevel var jeg lidt rundt på gulvet, da jeg lagde telefonen. Men jeg måtte overleve. Et job var lige, hvad jeg behøvede. Og så var det jo bare et vikariat.

Jobsamtalen gik så godt, og jeg fik nærmest jobbet på stående fod. På vej ud stødte jeg selvfølgelig ind i Iben. Hun smilede venligt, mens jeg overvejede, hvad jeg havde givet mig i kast med.

Et par dage efter jobsamtalen ringede min telefon. Det var Lykke.

Hun fortalte mig, at hendes nabofirma akut stod og manglede en receptionist, og at jeg var velkommen til at ringe til dem. Hvor heldig kan man lige være?

Forsoning med den nye kæreste

Allerede et par dage senere var jeg til samtale. Arbejdet bestod i at svare telefoner og booke aftaler og i det hele taget være firmaets smilende ansigt og stemme udadtil.

Det var jo noget andet end at arbejde i en børnehave, men de var søde og imødekommende, så da de ringede dagen efter og tilbød mig stillingen, sagde jeg glad ja tak. Det var måske ikke mit ønskejob, men lønnen var fin, og hvem ved, måske kunne jeg blive glad for det alligevel? Frem for alt ville jeg jo undgå at skulle arbejde sammen med Iben.

Heldigvis blev børnehavelederen ikke sur, og jeg var både lettet og glad over, at jeg hverken skulle arbejde samme sted som Iben eller stå i taknemlighedsgæld til hende.

Det var jo en svær periode, men alligevel betød hele den historie en ny begyndelse for os. Jeg fik et andet syn på Iben og indså, at jeg brugte alt for meget tid på at være bitter over fortiden.

Iben og jeg bliver nok aldrig bedsteveninder, men jeg forstod, at fordi hun er en del af Emmas liv nu, må jeg også acceptere hende. Og jeg forstod, at det var på tide, at jeg selv kom videre.

Kunne du lide denne læserfortælling? Du kan læse mange flere virkelige historier her.