En læser fortæller: Min svigerdatter provokerede mig

Da min søn i sin tid blev kæreste med Iben, gjorde jeg mig stor umage for at tage godt imod hende. Jeg kunne mærke på Thomas, at det var alvor denne gang, og jeg ville under ingen omstændigheder være en af de svigermødre, der jager den nye svigerdatter en skræk i livet.

Det var jeg meget bevidst om, for jeg havde selv fået kærligheden at føle fra min svigermor, da jeg i sin tid kom ind i deres familie.

Gerda så ikke med milde øjne på sin søns kæreste, og rigtig gode venner blev hun og jeg aldrig. Den skæbne skulle ikke overgå min svigerdatter, det havde jeg lovet mig selv hundrede gange.

Men så var det, at Thomas kom med sin Iben.

Jeg husker den første gang, vi mødtes. De unge skulle komme til middag, og selvfølgelig var jeg en smule nervøs for, hvad det nu var for en pige, vores søn havde fundet. Dog nervøs på den nysgerrige måde.

Mens jeg gik og ordnede det sidste, lovede jeg højt og helligt mig selv, at jeg ville gøre mit til, at hun følte sig velkommen.

Endelig var de der. Jeg gik ud for at tage imod, og det første, der for gennem mit hoved, da jeg så Iben, var, at hun vel nok var køn. Jeg blev næsten lidt stolt på min søns vegne over, at han kunne finde så smuk en kæreste.

Der gik nu ikke længe, før jeg også opdagede, at Iben var meget kontant. Allerede denne her første gang vi mødtes, bestemte hun uden videre, at Thomas skulle køre hjem, så det var bedst, hvis han holdt igen med vinen.

– Har du ikke selv kørekort? kunne jeg ikke lade være med at spørge.

Jo, det havde hun, svarede hun og skyndte sig at tilføje, at det var hende, der havde kørt hjem, sidst de var i byen.

Jeg tænkte mit. Det var nok millimeterdemokrati, hun var ude i her, men Thomas så jo glad ud, så det kom ikke mig ved. Det var hans liv, hans kæreste.

Iben var kommet for at blive, og året efter blev de gift. Thomas strålede som en sol den dag. Min søn lyste hele kirken op, da han stod ved alteret og ventede på sin brud, og det kunne man jo godt forstå, da døren gik op, og Iben trådte ind. Hun var gudesmuk.

Jeg tror aldrig, jeg har set så flot en brud, og stoltheden strålede da også ud af min søns øjne. Han var lykkelig. Jeg bekæmpede igen det lille mishag, jeg havde følt så mange gange i det forløbne år. Iben var god nok, sagde jeg til mig selv. Lidt strid og lidt skrap. Men god nok på bunden.

Jeg havde aldrig haft et decideret sammenstød med Iben, for jeg klappede i og holdt mig selv tilbage, hver gang jeg ellers havde lyst til at sætte hende på plads.

Den dominerende side, jeg havde set hos hende allerede den første aften, var i mellemtiden blevet åbenlys for enhver. Iben gjorde ikke noget forsøg på at skjule, at hun ville bestemme, hvor skabet skulle stå. Da de flyttede sammen, røg alle Thomas’ møbler ud, dog med undtagelse af den fine, gamle vitrine i blankpoleret nøddetræ, som han havde arvet fra sin farmor.

Den blev malet sort. Hans tøjstil var blevet anderledes, for nu var det Iben, der bestemte, hvad han skulle gå i, og jeg havde mere end én gang hørt hende beklage sig højlydt, hvis han ville have en aften med vennerne i byen. At han dog ikke satte hende på plads.

Jeg kunne ikke forstå det. Var han virkelig sådan et skvat, min søn? Jeg måtte bide det i mig, for omvendt var der ingen tvivl om, at Thomas var glad. Han havde fundet den kvinde, han ville være sammen med.

Thomas og Iben blev forældre til Rigmor og Valdemar med kun 1½ års mellemrum. Igen syntes jeg, at Iben havde meget travlt med at fortælle Thomas, hvad han skulle og ikke skulle. Efter hendes mening blev han hurtigt for vild, når han legede med børnene, og jeg hørte hende mere end én gang give ham en skideballe, hvis han havde givet dem noget tøj på, som ikke lige var det, hun havde tænkt sig.

Ibens kontrollerende facon var også begyndt at gå ud over mig, efter at de havde fået børn. Når vi havde vores børnebørn alene, var der aldrig nogen problemer.

Vi hyggede os med ungerne og elskede dem af hele vores hjerte. Men lige så snart Iben trådte ind ad døren, overtog hun styringen, og så var det tit slut med hyggen. Så fik de for meget sukker, så sad de for meget foran fjernsynet, så det ene og så det andet.

Der var meget i vejen med vores måde at være sammen med Rigmor og Valdemar på, og jeg kunne efterhånden ikke holde det ud. Jeg havde lyst til at give Iben en ordentlig overhaling, men var også bange for at gøre ondt værre.

For nylig drak jeg kaffe med min gode veninde Mette. Thomas, Iben og børnene havde været på fire dages juleferie hos os, og jeg følte næsten, jeg havde fået en overdosis. Derfor begyndte munden at løbe.

– Hun fortæller mig konstant, hvad jeg skal og ikke skal i forhold til Rigmor og Valdemar, men jeg mener … det er altså mine børnebørn, og når de er på besøg hos mig, så er det vel også mig, der bestemmer. Noget må man da vel for pokker have at skulle sige i sit eget hjem, rendte det ud af mig.

Mette lyttede tålmodigt, mens jeg fortsatte med at give Iben det glatte lag.

– Det er jo ikke, fordi jeg ikke kan lide hende. Det kan jeg godt. Hun er bare så nævenyttig. Og så kontrollerende. Det er lige meget, hvad vi laver, så skal hun partout blande sig i alt.

Jeg havde svært ved at bremse mig selv nu, hvor jeg var kommet i gang, så flere års sammensparet frustration fløj ud af mig.

Mette lyttede længe tavst til mig, men på et tidspunkt hævede hun blikket og så mig alvorligt i øjnene.

– Hvad med dig selv? spurgte hun stille.

– Mig selv? Hvad mener du?

– Ja, hvad med dig selv? Er du egentlig ikke også ret god til at svinge dirigentstokken over andre?

Jeg blev enormt stødt og skulle lige til at flyve op af stolen, da hun lagde en hånd over min arm.

– Slap nu af, Lise. Det er kærligt ment. Jeg er ikke ude på at såre dig. Jeg siger det kun, fordi jeg synes, du og Iben ligner hinanden ret meget, og det er måske derfor, du bliver så irriteret på hende?

Den tanke, at min svigerdatter og jeg skulle ligne hinanden, var aldrig faldet mig ind. Aldrig nogensinde. Jeg brød mig bestemt heller ikke om at tænke den til ende, men Mette blev ved.

– Du kan ikke sige dig fri for, at du også gerne vil have styr på tingene. Og sommetider er lidt hurtig på aftrækkeren, hvis du ikke synes, andre går i den rigtige retning.

Nu var jeg ikke alene stødt. Nu blev jeg vred.

– Det kan du ikke mene?

Mette nikkede langsomt, mens hun fastholdt mit blik.

– Du ser de sider af Iben, som du ikke bryder dig om hos dig selv. Det er jeg ret sikker på.

Der var ikke nogen bebrejdelse i hendes stemme. Hendes ord havde mere klang af tør konstatering, og det var måske derfor, de trods alt kunne trænge gennem mit panser. Dét, jeg mindst brød mig om ved Iben, var jo klart hendes dominerende facon, men var jeg i virkeligheden selv ligesådan? Jeg syntes jo ikke, jeg var slem til at blande mig i andres anliggender på den måde, men det var da rigtig nok ... jeg kunne godt lide at komme med gode råd ... en altså ... var jeg virkelig lige så slem som min svigerdatter?

Var der noget om snakken? Uha, det brød jeg mig bestemt ikke om.

Mette blev igen tavs, mens jeg længe sad fordybet i mine egne tanker. De kredsede hele tiden om det store spørgsmål: Var det mine egne irriterende sider, jeg så i min svigerdatter?

– Er du okay? spurgte Mette efter et stykke tid.

– Hmmm. Det ved jeg ikke rigtig. Måske har du ret i noget af det, du siger, men det er ikke en tanke, jeg er særlig vild med.

Vi vendte tilbage til tavsheden, og inderst inde vidste jeg, at Mette havde ramt hovedet på sømmet. Jeg kunne ikke længere holde de tårer tilbage, der pressede sig på. De begyndte at løbe ned ad mine kinder. Mette rejste sig, kom om på den anden side af bordet og lagde armen om mig.

– Det var måske en lidt barsk sandhed, jeg fik fortalt dig der ...

– Jah. Men det er okay. Jeg trængte måske til at høre den.

Efter den dag måtte jeg gå i tænkeboks. Ganske alvorligt endda. Jeg var nødt til at tage mit forhold til Iben op til revision, for jeg havde vist ikke noget at lade hende høre, når det kom til stykket. Jeg havde jo for pokker altid selv villet have tingene på min måde. Jeg kom også i tanke om dengang, jeg selv var ung og nygift, og Jens Christian, min mand, drillende kaldte mig indenrigsministeren. Det havde ikke været uden grund.

– Synes du, vi har et godt ægteskab?

Jens Christian så overrasket på mig den aften, hvor jeg stillede spørgsmålet.

– Ja, det har vi da. Er der noget, du er utilfreds med?

– Nej, nej. Jeg ville bare vide, om du føler dig undertrykt af mig?

Min mand slog en høj latter op.

– Undertrykt? Nej, det ved Gud jeg ikke gør. Hvis du bare får din vilje, så har jeg det godt. Og i øvrigt gør jeg, hvad der passer mig. Men det har du nok opdaget efter snart 40 år.

Jeg måtte selv le med. Det var så sandt, som det var sagt. Jens Christian lod som om, jeg fik min vilje i meget stort og småt, men i virkeligheden bestemte han lige så meget som jeg. Sådan var det nok også hjemme hos Thomas og Iben, tænkte jeg, og fra da af holdt jeg op med at lade mig gå på af min svigerdatters dominerende væsen. For min søn havde jo i virkeligheden bare fundet en kvinde, der
lignede hans mor.