Det havde været sådan en god dag. De havde spist fastelavnsboller, bygget en snemand og navngivet ham Olaf. Så Enya var en mæt og glad lille pige på to år, da hun faldt i søvn om aftenen fredag den 24. februar i år. Klokken fem lørdag morgen vågnede Enya og klagede over, at hun havde ondt i maven. Et par timer efter fik hun hjertestop, og kort efter var hun klinisk død – men hendes store held var, at hun har en far, der kan og tør give hjertemassage. Derfor har Trine Bonne Bjørnshauge, Glostrup, indstillet sin mand, Laurids, til at modtage prisen som Årets hjerteredder. Undersøgelserne viste senere, at Enyas kranspulsåre pludselig havde lukket sig. Det betyder, at den lille pige ville være død den dag, hvis ikke hendes forældre havde fulgt deres instinkter. – Da Enya græd og tog sig til brystet og sagde ”av min mave”, tog jeg hende ind i vores seng og tænkte, at det nok var noget, hun havde spist, siger Trine. – Men Enya ville ikke ligge hos os og gik grædende tilbage til sin egen seng, mens hun sagde ”sove”. – Det undrede mig, for hun plejer gerne at ville ligge og putte i vores seng, når hun er syg. Det føltes forkert på en eller anden måde, så derfor fik jeg Laurids til at hente dyne og pude til mig. Jeg satte mig med hende i sofaen, så hun kunne sove hos mig. På den måde kunne jeg hele tiden mærke, hvordan hun havde det, siger Trine.
Hjertemassage
– Klokken 7 åndede Enya pludselig ud og vendte det hvide ud af øjnene. Der var noget helt fuldstændig galt. Først troede jeg, hun havde fået noget i luftvejene, men hvordan skulle hun kunne få det? Jeg havde jo siddet med hende i to timer, og vi havde ikke spist noget. Jeg råbte på Laurids. Laurids løb ind i stuen og så sin datter hænge grå og livløs i Trines arme. De kaldte, men Enya hørte dem ikke. – Jeg ringede 112 og sagde, ”jeg tror ikke, min datter trækker vejret”. Vi blev guidet til at begynde hjertemassage.Det tog 11 minutter, inden ambulancen kom. Det lyder som kort tid, men 11 minutter kan være forskellen på liv og død. De lagde Enya på bordet, og Laurids begyndte at give sin datter hjertemassage. 30 tryk og 2 pust. 30 tryk og 2 pust. Imens holdt Trine forbindelsen med vagtcentralen, der forsikrede dem om, at de gjorde det rigtige. Laurids fortsatte sin hjertemassage og ville ikke tænke på, at Enya faktisk var klinisk død. Hans pige var der ikke længere. Kun hendes krop, der ikke reagerede på hjertemassagen, men Laurids blev ved. Han kunne ikke stoppe.
Læs også om Sallys hjerte Enya vågner
– Endelig kom ambulancen, og de tog over. De gav hende stød, og første gang fik de liv i hendes hjerte. Enya var stadig ikke ved bevidsthed, men vi så tegn på liv, da hun bevægede den ene arm. Først i det øjeblik reagerede vi, og Laurids sagde til mig ”vi har reddet vores datter”. Det var først på det tidspunkt, at det rigtig gik op for os, at vores lille pige havde været død i 11 minutter. At vi havde bragt hende tilbage til livet. Måske. Det måtte de næste timer vise. Enya blev indlagt på Rigshospitalet. Laurids og ambulanceredderne havde fået gang i hendes hjerte igen, men den lille pige blev lagt i kunstig koma for at passe på hendes hjerte, og for at lægerne kunne undersøge hende nærmere.
Læs også om en anden hjerteredder Mandag morgen valgte lægerne at vække Enya. – Vi sad parat med hendes sut, fordi vi troede, hun ville være ked af det og græde. Vi anede jo ikke, om hun havde taget skade af sit hjertestop. Da hun så vågnede, sagde hun ”Olaf” og ”mor og far”. Hun var glad, men virkede stadig meget påvirket af medicinen. Vi frygtede, at hendes hjerne havde taget skade, og vi begyndte at forberede os på, at vi måske ville få en anden udgave af Enya med hjem. – Det viste sig senere, at Enyas kranspulsåre havde lukket sig. En klap havde aflukket blodåren, og fra det ene øjeblik til det andet fik Enyas hjerte ikke noget blod. Det forårsagede hjerteflimmer og dermed hjertestop. Lægerne på Rigshospitalet havde aldrig set en akut aflukning på så små børn før, så de søgte erfaringer fra andre steder. På den måde kom de i forbindelse med en hjertelæge i Canada, som har specialiseret sig i akut aflukning af kranspulsåren – men hendes yngste tilfælde var i tyverne. Hun så Enyas scanningsbilleder og konstaterede, at der var kommet en rift akut i kranspulsåren, og det var grunden til, at Enya havde fået hjertestop.
Hjemme igen
– Enya var sat tilbage i alle funktioner og virkede på mange områder som et spædbarn de første døgn, efter at hun vågnede. Hun kunne ikke holde hovedet selv, spise med ske eller gå. Hun skulle lære det hele forfra – og så gjorde hun det. Hun er en fighter, og hver gang der var noget, hun ikke kunne, blev hun ved med at kæmpe med det, indtil hun kunne, siger Laurids. Enya og hendes forældre var indlagt i 12 dage, før de blev udskrevet til det ganske almindelige liv i huset i Glostrup. – Enya er rask og frisk igen. Hun får betablokkere for at passe på sit hjerte og blodfortyndende medicin for at sikre sig, at blodet pumper lettere rundt. De håber på, at kranspulsåren kan åbne sig af sig selv. Enya går stadig til kontrol, og hun fungerer fuldstændig normalt nu. Hun har fået sat en lille chip ind i brystet, der sladrer, hvis hendes hjerte opfører sig anderledes. Enya er lidt mere træt end andre børn på samme alder, men hun udvikler sig, ligesom hun skal. Det var bare os, der skulle forstå, at livet går videre, siger hendes forældre.
En lillesøster
– I starten var vi bange. Selvfølgelig var vi det. Den der angst for, at hun pludselig ville falde om, den havde vi jo i rigtig lang tid, men på den anden side – angsten må ikke få lov til at ødelægge hendes eller vores liv. Enya skal have lov til at leve et ganske almindeligt børneliv. –Vi tænker somme tider på, at det var tilfældigheder, der gjorde, at Enya er i live i dag. Hvis jeg ikke havde sovet med hende i mine arme, havde jeg ikke lagt mærke til, at hun ikke længere trak vejret. Hvis Laurids ikke havde givet hende hjertemassage, ville hun have været død i dag. Det er tilfældighederne, der gør, at vi igen er en lykkelig familie. – Det er også Enyas hjerte, der har gjort, at vi nu – endnu mere end før – skønner på det liv, vi har, og ikke længere går så meget op i ligegyldige detaljer og problemer i hverdagene. Vi venter en lillesøster til Enya, der skal komme inden jul, og det er også en bekræftelse for os på, at livet går videre, og at vi skal leve det, mens vi er her, siger Trine og Laurids.
