Jonas fik angst

Jonas var sådan en dreng, der elskede at spille fodbold med vennerne, og han sad aldrig stille, medmindre nogen tvang ham til det. Det varede, lige indtil han kom i 3. klasse, og han pludselig blev en helt anden dreng.

Jonas havde altid set op til sin storebror, Joachim, der er to år ældre end ham, og han konkurrerede med ham om at være den bedste til alt. Selvfølgelig kunne han da også klare at være alene hjemme, som storebror havde været det, så han plagede og plagede sin mor for at få lov til at prøve at være alene hjemme. Mor, Mia Hansen, gav efter, og da Jonas var otte år, var han alene hjemme et kvarters tid.

Den dag fik han sit første panikanfald, og fra den dag ønskede han kun at være sammen med sin mor, så han kunne holde øje med, at der ikke skete hende noget.

Da angsten var værst, sad han bare hjemme sammen med sin mor. Han gik ikke længere uden for lejligheden, han ville ikke længere gå i bad, han ville ikke ud, han udviklede ocd og kunne kun overleve fra dag til dag takket være sine ritualer, der holdt tankerne nogenlunde i skak. Mor og søn var sammen døgnet rundt i næsten to år.

I dag er Jonas 20 år og bor sammen med sin mor og storebror i Roskilde. Han er en rask og ganske almindelig ung mand, der lige nu leder efter egen lejlighed. Han er uddannet konstabel og skal i gang med en uddannelse som beslagsmed.

Mor og søn har sluppet hinanden. Jonas er flyveklar, men kun fordi de efter et godt stykke tid endelig fik den hjælp, de havde brug for, og netop derfor vil de to gerne hjælpe andre forældre og børn, der lider af angst.

Den tasmanske djævel

– Da Jonas begyndte at blive syg, var der ingen, der vidste, hvad der var galt med ham. Efter han havde haft sit første anfald, da han var alene hjemme, blev det kun værre og værre, og i slutningen af 3. klasse kunne jeg nærmest ikke få ham i skole. Jeg forstod godt Jonas, men lærerne oplevede ikke, at han var bekymret, så de satte spørgsmålstegn ved, om det, jeg sagde, var rigtigt. Jeg fik at vide, at jeg skulle presse ham ud ad døren og i skole – og så blev det meget værre. Jeg stod der, alene og magtesløs, i meget lang tid, for hvad var der blevet af den glade dreng, jeg kendte? fortæller Mia og fortsætter:

– Da han var helt lille, kaldte jeg ham “den tasmanske djævel”, fordi han altid fór rundt og legede. Nu var han pludselig blevet stille og indadvendt. Jeg var alene med drengene, vi havde det godt sammen, og Jonas havde altid været en populær dreng. Han fik sit første angstanfald, da han var alene hjemme, og året efter begyndte han at trække sig fra vennerne.

– Jeg forstod ikke hvorfor, og han kunne heller ikke selv forklare det. Der var noget galt med samspillet i klassen, men det var ikke kun derfor, Jonas havde det dårligt.

Jonas selv siger følgende om, hvad der foregik i ham dengang:

– Jeg følte mig syg, men det var jeg jo ikke. Jeg var hele tiden ked af det, og lidt efter lidt kom alle tankerne. Katastrofetanker om alt det, der kunne ske. Jeg anede ikke, hvad det var, men det var jo angst, angst for, at dem, jeg holdt af, skulle dø, og jeg kunne ikke stoppe tankerne og billederne i mit hoved, siger Jonas.

Læs også om Liva fra Juniorbagedysten

Mia så sin søn kæmpe med panikanfald og så ham kæmpe for at trække vejret ordentligt, når angsten var værst. Langsomt blev hans verden mindre og mindre. Mia ville det bedste for sin dreng, og derfor var det også rigtig svært at se på, at hans barndom blev så begrænset af angsten.

– Jeg har presset ham rigtig mange gange: ”Du skal gå i skole. Hvis man ikke får en uddannelse, kan man ikke blive til noget som helst”. Det var det, jeg fik at vide, og jeg ønskede selvfølgelig, at min dreng skulle blive til alt det, han bare ville, fortæller Mia, der også kæmpede med skyldfølelser over for sønnens problemer.

– Var det min skyld? Hvad hvis han aldrig mere kom i skole, hvad skulle der så blive af ham? Jeg bad om hjælp i skolen, men de vidste ikke, hvad de skulle stille op, og mente vist mest, at jeg bare skulle tvinge Jonas til at gå i skole. Jeg kontaktede kommunen og bad om vejledning, men de henviste mig til skolen, og så var vi lige vidt.

Og situationen blev ikke bedre, tværtimod.

– Jonas stoppede med at gå i skole i 4. klasse. På det tidspunkt kunne han ikke klare noget som helst, hvis jeg ikke var lige ved siden af ham hele tiden. Jeg er pædagog, og de første fem uger havde jeg ham med på arbejde, men det var for hårdt for både ham og mig og bestemt heller ikke det bedste. Til sidst blev jeg sygemeldt et halvt år, og så var vi bare derhjemme. Jonas fik hjemmeundervisning nogle timer om ugen, og et par af hans drengevenner kom på besøg, men i virkeligheden var både Jonas og jeg i et fængsel, for han kunne ikke gå ud, og det kunne jeg så heller ikke.

Små skridt

Nu var mor og søn mere eller mindre fanget i lejligheden. Storebror forstod ikke, hvad der skete med hans lillebror, resten af familien forstod heller ikke helt, hvad der var i vejen. Der var masser af gode råd fra både kommunen, lærerne og vildtfremmede mennesker, for skulle Mia ikke bare presse sin dreng og tvinge ham i skole? Var han ikke bare uopdragen?

– Jeg har grædt, jeg har raset, jeg har tvivlet på alt og forsøgt alt. Når jeg så på Jonas, så jeg en dreng, der havde det forfærdeligt, men somme tider så jeg også en anden dreng: Min glade og kærlige dreng. Jeg husker, at han engang så på mig og sagde: ”Bare rolig mor, når jeg er teenager, kan jeg klare mig selv”.

For bag angsten og ocd’en og alle de andre følelser, der styrede Jonas, var der også den anden Jonas, der godt vidste, at han var syg. Han vidste bare ikke, hvordan han skulle holde op med det. Det blev en tilfældighed, der igen ændrede hans liv.

– En skolekammerats far arbejdede inden for ”Cool Kids”. Det er et angstbehandlingsprogram, der lærer børn at håndtere angst. Han fortalte os om det, og det sagde Jonas og jeg straks ja til at prøve, siger Mia.

– Kort tid efter kom en pædagog, jeg kendte fra fritidsordningen, hjem til os. Han foreslog, at vi skulle tage i skoven, bare ham og mig. Jeg har altid været glad for at komme ud i naturen, så det sagde jeg ja til – og det blev faktisk en fin tur. Jeg vidste, at min mor var hjemme, og at hun ville komme med det samme, hvis der skete noget, men det blev en fin tur, som jeg var rigtig glad for, husker Jonas.

Den første tur blev til flere små ture ud af lejligheden og altid ud til noget, Jonas godt kunne lide. Det var små skridt tilbage ud i virkeligheden, og gradvist opdagede Jonas, at han kunne styre sine tanker, når han var ude i naturen, og hver gang han klarede at være uden sin mor, føltes det som en sejr.

Forældre kan ikke alt

Jonas slap ikke angsten fra den ene dag til den anden. Med små skridt og små nye opgaver for hver gang blev det langsomt bedre og bedre, og i slutningen af 6. klasse kunne han begynde i skolen igen. Det betød ikke, at Jonas fra den ene dag til den anden blev den samme glade og ubekymrede dreng, han engang havde været.

Han havde lært angsten at kende, men også ensomheden, for hvordan forklarer man andre børn, hvad angst er? Resten af sin tid i folkeskolen havde han meget fravær, men han voksede sig til rette og blev den stærke, omsorgsfulde unge mand, han er i dag.

– Fra jeg begyndte i skolen igen i slutningen af 6. klasse, har jeg ikke haft et eneste angst-anfald. Jeg er rask, fordi jeg lærte at håndtere de dårlige tanker, at skubbe dem væk og at erstatte dem med billeder af gode ting, siger han.

Siden har Jonas levet sit ungdomsliv, som alle andre unge gør det. Han ville gerne glemme, at han engang havde angst, men så alligevel ikke.

Læs også om Janes angst (link fjernet)

– Jeg ved, at andre børn og unge har det, som jeg havde det dengang. Hvis bare en af dem kan have glæde af min historie, fortæller jeg den gerne, siger han, og sådan har hans mor det også.

– Da Jonas var allermest syg, var vi alene om at klare det. Jeg ville så gerne have haft andre forældre at snakke med, og derfor gik jeg i gang med at lave et netværk for børn med angst og deres forældre, og det blev senere til foreningen Børn Med Angst, siger hun og fortsætter:

– Stadig flere børn får angst, men det er stadig et tabu, som vi helst ikke taler om. Som forældre er vi sårbare, og jeg ved fra mig selv, at jeg i flere år kæmpede med skyldfølelse, fordi jeg tænkte, at det måtte være min skyld. I alt for lang tid pressede jeg min søn til at gå i skole, og jeg glemte at stole på mig selv. Vi forældre kan ikke fikse alt, så ræk ud, vær åben, og bed om hjælp.