Citater, der siger alt – og som kan bruges igen og igen

Der findes få ting så beroligende og hjemligt som at få læst højt af en god roman.

Lyden af en stemme, der på rolige bølger fører en ind i en anden verden – det er en ren fryd.

For mig også barnlig fryd.

Jeg er vokset op med højtlæsning ved sengetid.

Min mor var en fremragende oplæser, og forleden, da foråret havde inspireret mig til en større oprydning i min reol, blev jeg mindet om netop det.

Jeg elsker bøger, har mange af dem og glemmer ofte at smide nogle ud, når jeg køber nye.

Så mine bøger står ikke bare ved siden af hinanden på pæne, lige rækker.

De ligger også hulter til bulter, er presset ind oven på rækkerne, og en enkelt eller to er faldet ned bag reolen.

Der trængte til oprydning, med andre ord.

Men jeg var ikke nået langt, før jeg fandt en børnebog, der med sit væld af minder satte oprydningen på en længere pause.

“Robert alene hjemme”, hedder bogen, der er skrevet af svenske Margareta Lööf.

Bogen handler om lille Robert, som skal være alene hjemme.

Han må ikke lege med de andre børn for sin mor, for som hun siger: “De er alt for vilde, og du er alt for lille”.

Robert ender derfor med at invitere vagabonden Køge indenfor og lege med ham i stedet.

Det kommer der megen ballade ud af, og for mit vedkommende også en masse citater.

Min mor hentede nemlig altid citater fra tekster, hun læste op for os.

Fra “Det lille hus på prærien” hentede hun f.eks. sætningen: “Laura, du forventer vel ikke, at nogen skal underholde dig”, som selvfølgelig blev brugt, hver gang jeg beklagede mig over, at jeg kedede mig.

Fra “Robert alene hjemme” hentede hun en sætning fra den nervøse mor, som kommer hjem og ser stuen omdannet til et hav med et omvendt skrivebord som øde ø, og udbryder: “Mine potteplanter”! med en betoning som Maude fra Matador.

Det udbrud blev ofte brugt, når jeg f.eks. var lige ved at skære brød direkte på det nye, røde køkkenbord: “Mine potteplanter”, gispede min mor, og så måtte skærebrættet frem, før processen kunne fortsætte.

Min mor gav personerne liv i sin oplæsning, og derfor levede de videre i vores fælles liv.

Nogen vil måske indvende, at man lige så godt kan høre lydbøger.

Jeg er selv glad for lydbøger.

De er dejlige at køre bil, hækle eller gøre rent til.

Men det er alligevel ikke helt det samme som at have personen, der læser, ved sin side.

Der er noget særligt ved at opleve sammen.

Og da jeg sad der med “Robert alene hjemme” i hænderne, blev jeg pludselig rørt over, hvor meget min mors oplæsning har betydet for mig.

Den kan ikke gentages, for min mor lever desværre ikke længere.

Men måske kan jeg få lov at bringe minderne videre, for der er et lille barnebarn på vej i familien, og jeg vil bestemt gøre mit til, at han hurtigt forstår, hvad det betyder, når nogen udbryder: “Mine potteplanter”!