Karen-Marie Lillelund: Jeg har en drøm

Hvor er alle drømmene, du drømte? Og din tro på verden af i går?

Lød det pludselig fra min højttaler med Maria Stenz’ bløde stemme, fordi jeg havde ladet den udvalgte spilleliste spille helt til ende og åbenbart givet computeren frit lejde til at gætte på, hvad jeg kunne tænke mig at høre. Hvor er alle drømmene, du drømte? Er de druknet i en strøm af år?

Jeg sang helt automatisk med og kom til at tænke på, om jeg sådan helt personligt stadig har drømme om ting. Og det har jeg heldigvis. Store og små.

Realistiske og lidt mindre indenfor rækkevidde. Jeg drømmer om at dyrke jordskokker til egen suppe næste år, om at kunne passe mit røde ruskindsjakkesæt, der hænger i skabet, om at skrive kærlighedsromaner i et lille hus på en bjergtop og om at lære min gravhund ikke at gø. Døm selv, hvad der er mest realistisk.

Men jeg drømmer i hvert fald. Også om natten. Det er ikke hver dag, jeg husker dem, men indimellem er de så mærkelige, at jeg føler trang til at fortælle nogen om dem, og så bliver de i erindringen.

Som dengang jeg som 14-årig drømte, at jeg slog min far ihjel. Jeg husker ikke længere, hvordan jeg gjorde, men jeg erindrer tydeligt, at jeg vågnede skræmt fra vid og sans over at kunne drømme sådan overhovedet. Tænk, hvis min erhvervspraktik i den lokale bank slet ikke var det, jeg drømte om. Tænk, hvis jeg i virkeligheden var på vej mod en fremtid som seriemorder. Jeg var rædselsslagen og fast besluttet på at holde det hemmeligt.

Men efter et par dage busede jeg alligevel ud med det til min mor. Jeg fortalte om drømmen og frygtede, at hun nu ville slå hånden af mig. Men min mor smilede, som hun så ofte gjorde, og sagde roligt: – Det er ikke noget at være bange for. Det betyder bare, at du er 14 år og ved at løsrive dig fra din far. Alt er, som det skal være.

Min mor har aldrig beskæftiget sig med drømmetydning og vidste måske overhovedet ikke, om det betød det ene eller det andet. Jeg tror faktisk bare, hun lavede et hurtigt gæt og gjorde, som hun havde gjort hele min barndom – pustede på såret og satte et plaster på. Det er helt normalt, sagde hun, og så kunne jeg beroliget gå videre i livet og trygt fortsætte med at drømme.

Og drømme skal vi. Det læste jeg i et videnskabeligt magasin for nylig. Når hjernen drømmer, bearbejder den oplevelser og indtryk og tager et fortjent frikvarter. Så hvis vi ikke drømmer, bliver hjernen stresset. Det gælder også dagdrømme og de drømme, som Maria Stenz synger om. Med alderen bliver der måske lidt færre ballerina-optrædener og måske lidt flere jordskokker til egen suppe i drømmene. Men det gør heldigvis ingenting. For det er ikke vigtigt, hvad vi drømmer om, bare vi gør det.