Der er mange glæder ved at have hund.
Man kommer ud i luften flere gange om dagen. Man bliver modtaget som en superstjerne, bare man har været i Brugsen. Man har altid nogen at tale med, og så kommer man i glimt til at erkende, at der er noget om det dér med, at hunden ligner sin ejer.
Hjemme hos os gælder det med at ligne ikke rigtigt fysisk. For vores firbenede familiemedlem er en gravhund. Lav, tynd og ung. Og ingen af de ord kan nu om dage bruges til at beskrive mig.
Alligevel ligner vi hinanden – mig og hunden. I hvert fald når det kommer til mad.
Hun lader sig for eksempel gerne underholde af at gnaske i ting, og sådan har jeg det faktisk også.
Hvis jeg keder mig lidt og ikke rigtig ved, hvad jeg skal gribe og gøre i, synes jeg altid, det er en løsning at tage en kop kaffe med et eller andet til. Man skal aldrig kede sig i munden, som en veninde en gang udtrykte det.
Hunden drikker naturligvis ikke kaffe, men hun gufler altid gerne en hundesnack, et stykke legetøj eller en tilfældig sko som underholdning.
Og helt på samme måde som jeg er hun klar til at gøre alle den slags små måltider til en decideret vane fra begyndelsen.
Hvis hun én gang har fået en godbid, når hun kom ind fra haven, vil hun de næste mange gange se på mig med forventning og et blik, der siger: “Jeg plejer da bestemt at få en godbid, når jeg har været i haven”.
Det tager en vis vedholdenhed at overbevise hende om, at det kun var en enkelt gang, hun kunne regne med det.
Nøjagtig sådan har min krop det for eksempel med hvidvin her i foråret.
Bare én solskinsdag med et glas på terrassen, og straks kan jeg mærke, den rører på sig, hver gang solen titter frem, og jeg sætter mig i et havemøbel. “Plejer vi ikke at få et glas vin på denne her tid?”
Og hvis man har føjet kroppen over en weekend og altså fået både før-middag-drinks fredag og lørdag, kræver det virkelig viljestyrke at stå imod søndag. For det er da en tradition med vin, er det ikke?
Jeg mindes en ældre dame, jeg mødte på en hundeluftningstur en gang. Hun havde en meget tyk gravhund i snor og sagde med et smil: – Ja, han er lidt tyk, men når vi selv får småkager, er det jo svært at sige nej til ham!
Og tænk, det synes jeg faktisk ikke, det er. Jeg har langt sværere ved at sige nej til mig selv.
Men måske er gravhunden alligevel løsningen. Hun er nemlig også glad for gåture. “Når du rører ved snoren, plejer vi at gå tur”, siger hendes blik.
Så måske, hvis jeg gjorde det til en vane at tage hundesnoren med ud i solen på terrassen, ville hundens ”plejer” vinde over mit ”bare en gang i mellem” og bytte hvidvin ud med gåtur.