Kom og se mine hestevogne!

Hér går man rundt og tror, 
at man for længst er blevet voksen, og så pludselig vælter legelysten fra barndommens glade dage op i én med uformindsket styrke!
Det sker, i samme øjeblik man træder over dørtærsklen hos Gunner Henriksen i den lille, fynske landsby Kogsbølle. Duften af gammel købmandsbutik evner at sprede en følelse af sentimental hygge i det store lokale, men det er nu ikke lugtesansen, der fuldstændigt overvælder én.
Det gør tværtimod synet af 160 hestevogne og 650 heste, der står linet op næsten fra gulv til loft.

– Jeg har altid elsket heste og hestevogne, fortæller den 87-årige pensionerede købmand, der ud over at passe sin forretning altid har taget sig tid til både at ride og køre hestevogn.

Læs også om Pernille, der fik livet tilbage ved hjælp af sin hest

Livet på bukken

Gunnar var 10 år, første gang han sad på bukken.

– Jeg voksede op på landet, og det var en nabogårdmand, der tilbød at lære mig om heste, og så fik jeg ovenikøbet lov til at køre med hans hestevogn. Jeg var pavestolt og vidste, at dét her var livet.

Siden var Gunner heldig at få lov til gang på gang at ride på andre menneskers heste, mens han gjorde skolegangen færdig og tænkte over, hvilken karriere han skulle vælge.

– Jeg ville gerne have været landmand, men min far mente ikke, der var nogen fremtid i det. Skrædder-gerningen var også tillokkende, for jeg har altid syet, men det endte altså med, at jeg kom i lære som købmand i Nyborg i 1946.

Samtidig fik Gunner forbindelse til Frørup Rideklub, som han har været tilknyttet lige siden.

– Her fik jeg endelig mulighed for at ride rigtigt, få undervisning og det hele. Så jeg passede min læreplads og brugte fritiden på hestene.

Kærlighed blev der også plads til, da Minna stjal Gunners hjerte.

– Vi har nu været gift i 64 år og har både en datter og en søn.

Minna og Gunner geråder ud i en diskussion om antallet af børne- og oldebørn, men bliver grinende enige om, at de har fire af hver slags.

– Minna har altid støttet mig, uanset hvad jeg har fundet på af sjove ting, og da vi i 1974 købte denne købmandsforretning, hjalp hun også til i butikken. Det gik rigtig godt, indtil både Netto og Føtex dukkede op i nærheden, og vi fik svært ved at få det hele til at løbe rundt. Desværre måtte vi til sidst lukke butikken, og der var mange af de gamle kunder, der blev kede af det, men sådan går udviklingen jo.

Læs også om de franske heste, der pløjer sønderjysk muld

Købt og fået

Nu fik Gunner god tid til at pleje sin store interesse for heste og hestevogne.

– Jeg havde allerede på det tidspunkt fået samlet en del vogne, og da jeg fik ryddet butikslokalerne, fik jeg den idé at udstille dem på hylder, så andre også kunne få glæde af at se dem.

Siden har de hestetrukne køretøjer holdt deres indtog i stor stil i Gunners butik.

– Vi har kørt rundt på alle 
mulige loppemarkeder og købt stort set alt, hvad vi kunne finde. Jeg tror, at vi i dag har ribbet Fyn for hestevogne, og vi har 
også gjort et stort indhug i Jylland.

Venlige sjæle har foræret Gunner mange af vognene.

– Rygtet om min samling spredtes, og så har folk været så søde at komme med vogne, som de har haft stående i gemmerne. Jeg blev for eksempel ringet op fra København af en gammel buskonduktør på 85 år, der havde den første hestevognstrukne omnibus stående. Han kom selv med den og havde også en gammeldags hestetrukket skraldevogn med til mig. Derudover havde han været til dronning Elizabeths kroning i England i 1953 og havde i den forbindelse købt en lille karet med seks heste for som souvenir. Den havde han også med til mig, fordi han syntes, at den hørte til her.

Sjove historier

Vognene og hestene har forskellig værdi, og et par stykker er endda i så høj kurs, at de står låst inde i glasmontre.

– Jeg har en guldkaret, og hesten, der er spændt for, er også gul, men dog ikke af guld. Min sølvhest har en sjov historie. Jeg fandt den på et loppemarked, og den havde engang været brugt som præmie til noget idræt. Den var sort og mærkelig og så ikke særlig godt ud. Damen ville have 50 kroner for den, og det fik hun. Da vi kom hjem, skilte jeg den ad, pudsede den og tænkte ikke mere over det. Senere kom nogle venner, som var guldsmede, og manden sagde, at han da håbede, jeg opbevarede den i et pengeskab om natten, for den var jo af det pureste sølv. Året efter traf jeg igen damen, der havde solgt mig den, og jeg sagde til hende, at jeg var ked af at have snydt hende, men hun sagde bare pyt.

Også mere alvorlige historier gemmer sig bag nogle af hestevognene, og Gunner trækker en frem fra hylderne.

– Denne fandt Minna, og den er lavet af russiske krigsfanger under krigen. Der var en lejr her uden for Nyborg, og fangerne fik jo ikke rigtigt noget at spise. Men så lavede de disse vogne, og hvis nogen så kunne undvære en spegepølse, fik de en vogn i bytte.

Også en gammel mælkevogn indeholder en beretning.

– Den gamle mælkemand, der kørte mælk her i byen, brugte sådan en hestevogn, og til hans og konens sølvbryllup fik de denne som sangskjuler. Siden havde sønnen den stående, indtil han en dag kom og sagde, at den hørte til her.

Har syet alt seletøjet

Enkelte af vognene har Gunner selv bygget.

– Minnas far var slagter, men jeg havde jo ingen slagtervogn, så den måtte jeg selv bygge.

Gunner har også syet alt seletøjet selv.

– Jeg kan rigtig godt lide at sy, og som rytter og kusk ved jeg jo, nøjagtigt hvordan det hele skal se ud, og alt er korrekt og af læder. Det har jeg stor fornøjelse af at pusle med.

Det er ikke forkert at sige, at det kribler lidt i fingrene for at få lov til at lege lidt med nogle af de smukke vogne. Ølvogne, mælkevogne, cirkusvogne, prærievogne, flyttevogne, kareter, skraldevogne, landbrugsvogne ...
På spørgsmålet, om der slet ikke findes en hestevogn, Gunner endnu ikke har i sin fantastiske samling, kommer svaret prompte.

– En ligvogn. Sådan en er det ikke lykkedes mig at finde.

Så kære læsere, skulle der et eller andet sted i Danmark stå en hestetrukket ligvogn, der kun samler støv, så er Gunner meget interesseret, så hans samling kan blive helt komplet!